Marie Vestergård Jacobsen, Lykke Sand Michelsen og Mikael Helmuth i ‘Koldere end her’ (Foto: mingoPHOTO)
EN STEMNINGSFULD BEGRAVELSE
Team Teatret i Herning er ude med en underfundig, lettere makaber og meget engelsk forestilling.
****
DØ om seks måneder. Hvordan håndterer man sådan et forvarsel?
Dét kan man få et bud på i Team Teatrets præsentation af den engelske dramatiker Laura Wades ’Koldere end her’.
Laura Wade antyder et svar allerede i titlen: Tilværelsen er en kølig affære – men temperaturen falder yderligere, når man forlader den. Et strøg af britisk humor, en bittersød underfundighed: Døden holdt i strakt arm, en tone af sarkastisk gys.
Slet ikke fordi det er en komedie eller krimi med Baskervilles hund hylende fra ødemarken. Komedien har en sær varme midt i sin kyniske lethed.
Konen Martha har fået konstateret kræft. Hun holder humøret oppe – tilsyneladende et humør, der aldrig har ladet sig gå på af manden, Alex, der er en lidt besværlig særling, visnet i hverdagens trummerum, men med trøstende hang til klassisk musik – når han er alene, dirigerer han som en anden Barenboim til en strygekvartet af Shostakovitj, for straks at gå i flyverskjul, hvis nogen fra familien kommer ind i stuen.
Martha snupper også med optimisme, hvad der kommer fra to døtre, hvoraf den ene, Rebecca, har udviklet sig til noget af et mønsterbeskyttet parcelhusdyr i spadseredragt og høje hæle, mens den anden, Rita, har besvær med at gro ud af teenagefaconen og ter sig som halvt mors pige, halvt som autonom med hængerøv i bukserne og hue ned over ørerne.
PÅ LIV OG DØD
Moren er selvfølgelig omdrejningspunktet i historien, spillet af Ulla Ankerstjerne med præcis det påtaget bittersøde overskud, der konstant minder os om, at kampen for at få de seks måneder til at fungere i bogstaveligste forstand er – en kamp på liv og død. Hendes metode er at spille lige på og hårdt over for udfordringen.
Det går melodramatisk til: Hun udvælger stedet, hvor hun vil begraves, det skal være naturskønt, der skal være træer og fuglekvidder.
Og heller ikke noget ekstravant halløj omkring den begravelse: Kisten kan sagtens være af pap, den skal jo alligevel rådne op sammen med hende selv. Den kan bestilles på nettet, sendes foldet med posten, så den kan komme ind ad brevsprækken, og derefter klappes ud og bakses i facon som en flyttekasse.
I ET TOMRUM
Døtrene er med på den muntre leg. Især Rita, den yngste, som Lykke Sand Michelsen håndterer med et konstant spil mellem uregerlig obsternasighed og kærlig omsorg, også over for den snørklede far, som Mikael Helmuth gør både komisk og rørende. Søster Rebecca løsner op og bliver som barn igen for en stund, da kisten skal dekoreres efter mors ønske med himmelske skyer og andet pjank – Marie Vestergård Jacobsen har rollen.
Inger Eilertsen, som har sat i scene, har anslået et tempo, der nærmer sig finske tv-spil fra 70’erne, vi skal i ro omkring den sørgmuntre familie, så effekten af den utraditionelle håndtering af den kommende ligfærd bliver desto mere virkningsfuld.
Johanne Eggerts scenografi anbringer hændelserne i et mærkeligt abstrakt tomrum – hele salens længde er taget i brug i et samlesæt af vægge og mørke brikse, der kan skydes og rykkes som var de kistelåg.
MODIGT
Jeg så forestillingen en aften, hvor salen kun var halvt fyldt. Fire dage efter premieren. Midtjyderne løber ikke stormløb mod et stykke, hvor forfatternavn og titel måske ikke sætter alarmklokkerne i svingning.
Eller også lå byen den aften lig efter Dansk Folkepartis kongres og det store brydestævne.
Ærgerligt nok. Det er en modig forestilling. Godt spillet. Og ganske tankevækkende.
