Klaus T. Søndergaard, Kurt Dreyer og Michael Grønnemose i ‘Trold kan tæmmes’ (Foto: Morten Kjærgaard)
PROFESSIONEL OG FORUROLIGENDE
Kurt Dreyers 40 års jubilæum
KURT DREYER har ikke voldsomt mange replikker som Babtista i ’Trold kan tæmmes’. Det behøver han heller ikke for at gøre sig bemærket. Dér står han som lidt af en tumling, en mand der bliver kørt om hjørner med, blikket er mest undrende og forbløffet. Men det er der! Det fanger vores opmærksomhed. Udtrykket har en sær karisma.
Det er skuespiller-kunnen. En stor skuespiller i en lille rolle. Store roller er der nok af for Kurt Dreyer på Odense Teater. Men det er nogle gange i de små, vi ser hvor dybt et skuespillertalent stikker.
Kurt Dreyer er født 22. april 1944. Det er samme dag som sabotører brød ind i femten danske biografer og tvang operatørerne til at vise en karikatur af Hitler og afspille en antinazistisk tale. Næste dag lukkede tyskerne samtlige biografer i København, foretog arrestationer og dekreterede henrettelser. Sabotager og modsabotager fortsatte. Krigen var på sit højeste.
Dramatiske dage! Og der lå lille Kurt og ventede på at blive skuespiller, blive sit eget drama. D.v.s. – vel gjorde han ej. Et hurtigt tjek viser, at Kurt er uddannet typograf og har tilbragt en tid i militærpolitiet som sergeant.
Sikkert dramatiske episoder i hans unge liv. Men vi holder os til, at han som 25-årig søger optagelse på skuespillerskolen for at placere sig i det drama, der nok er scenens, kunstens og fiktionens, men sagtens kan udløse både skrammer, uventede ombrydninger og foruroligende skudsalver.
Øjnede andre hans talent fra starten? Næh. Åbenbart ikke. For unge Dreyer blev ikke optaget, selvom han havde læst flittigt hos skuespilleren Tove Bang. Vi kan ikke sige, at sådan en optagelse på en skuespillerskole hverken gør fra eller til. Det vil være løgn. Men at man kan blive skuespiller, endda en stor skuespiller uden den traditionelle skoling, har vi mange eksempler på. Dét geled rykker Kurt Dreyer ind i.
Det første ryk kommer, da han springer på et ungt hold af skuespillere, der var emigreret fra Århus til Herning. Flere af de andre kom fra det ’Vestergade 58’ Teater, som havde huseret i Århus med Kasper Rostrup i spidsen.
Vi er i året 1968, og hvem slog ikke volter og kraftspring i det år?
De danske Teaterforeningers formand, den legendariske luftværnsofficer K.O. Jensen fra Karup skaffede nogle penge og gav en hånd til, at Kurt og vennerne kunne etablere Team Teatret i en nedlagt biograf.
Navnet Team? Kollektiv ledelse selvfølgelig! Og – hvorfor ikke: Egen teaterskole. Det var tiden: Fiolteatret i København gjorde det samme. Jomfru Ane Teatret i Aalborg gjorde det. ’Vi kan selv!’ lød kampråbet.
Alt det lagde Kurt Dreyer kræfter i fra dén 25. september 1969, hvor han debuterede i titelrollen i ’Christoffer Columbus’ på Team Teatret. Og fortsatte, indtil han vandrede videre til børne- og ungdomsteatret Dueslaget i Ribe i 1978, derpå i København – for endelig at slutte sig til Odense Teater i 1984. Udlært. Klar til de store opgaver: Jeppe på Bjerget, Malvolio i ’Helligtrekongers aften’, Philinte i ’Misantropen’…
Og se ham så gennem de seneste år vokse og etablere sig nagelfast i ensemblet – med roller, som faktisk kan gøre en lettere urolig! For karakterskildringerne er sandelig ikke for småbørn: Dystre personager – men det har vel noget at gøre med den markante fysiognomi, den sonore stemme, en evne til at opsøge foruroligende sider i sit eget sind, animeret af begavede iscenesættere som Klaus Hoffmeyer eller Kim Bjarke, og koblet med den usvigelige sikkerhed, der kommer med alder og fordybelse.
I hvert fald – som jeg selv konstaterede i anmeldelser: I Arthur Millers ’Heksejagt’ så vi ham som viceguvernøren, der ”som en klippe af inkvisition” dømmer sit offer ”tålmodigt og med kold beregning – en rolle, der får denne skuespiller til at vokse flere alen. Psykisk. Og fysisk – hvordan dét så kan lade sig gøre…”
Vi så ham som den perverse privatlærer Toledo i Howard Barkers ’12 møder med et vidunderbarn’. Også her en Reumert-pris for ’Bedste birolle’. Og i Jokum Rohdes ’Orestien’: Politikeren, der manøvrer brikkerne på plads og føjer ”endnu en satan af en computerstyret grå eminence til det galleri, han har udviklet gennem flere forestillinger”.
Og vi så den koldt beregnende ægtemand over for Lane Lind i Eric-Emmanuel Schmitts ’Små ægteskabelige forbrydelser’.
Highlights i de seneste år på Odense Teater, hvor Kurt Dreyer har etableret sig centralt og magtfuldt på scenen som en kerne i et velfungerende ensemble. Bygget op gennem et nu fyrreårigt, fremragende administreret skuespillerliv. Og fastholdt på et teater, der forstår at bruge ham.
