SKUESPILLER PÅ TRODS

Kirsten Olesen gik lodret mod sine forældres ønske: Søgte optagelse på teaterskolen. Og kom ind. I aftes fik hun Reumert Hædersprisen på Det Kgl. Teater. ’I dag ville min far have været stolt,’ fortæller hun.

Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

———————–

”Hamlet? Fint! Det springer jeg gerne ud i. Det kan damer jo også nu…”

Kirsten Olesen er ikke til at skyde igennem. Latteren ringler som glasbladene i en Verner Panton-lampe. Alt er muligt! Den store Reumert-pris har givet hende euforisk luft, som hun står dér og siger goddag på trappen i sin eventyrlige, private verden.
Vi er som i en dekoration til Holbergs ’Maskarade’. Toppede brosten og bindingsværk. ’Mikkel Vibes Gaard’ hedder stedet. En perle på Christianshavn. Chr. 4. kan have betrådt trapperne.
Men Kirsten Olesen er lyslevende nutid, og Reumertprisen er kommet sejlende til hende på et tidspunkt, hvor opmuntring har været tiltrængt. Hun har følt sig på sidelinjen på Det Kgl. i nogle år. Kun mindre roller. Og orlov det seneste halve år. Udlånt til Gladsaxe Teaters ’Blodbryllup’. Glimrende rolle, strålende anmeldt, men alligevel. I aftes var hun tilbage på den scene, der har været hendes hjemsted de sidste 25 år.  

Enorm opmuntring 

”Det er da klart, at den pris kommer som en gave. En enorm opmuntring! Kan man overhovedet bede om mere? Jeg er da stolt. Netop som jeg har gået og tænkt: Har mit teater glemt mig lidt? Man går altid med en lille tvivl og angst  – om det nu er godt nok, dét man gør. Man kan blive såret. Eller vred. Føle sig uretfærdigt behandlet. Så tænker man omvendt: Måske har man ikke skade af lidt modgang? Tingene kan jo ikke altid bare gå deruda’.”

Kirsten Olesen er den dér blanding af højt humør, sårbarhed og sej vilje. Det er rigtigt, at hun ikke har haft det helt store at lave på Det Kgl. siden toppræstationen i O’Neills ’Sælsomt mellemspil’ for otte år siden. Der her været stille om hende. Men som hun siger:

”Hvornår topper man? Som ung får man det ene gennembrud efter det andet. Kritikerne opfinder en igen og igen. Hvis man bare har været væk et stykke tid, så får man ’come back’. Altså, jeg er sådan en, der arbejder stille og roligt. Jeg er flittig. Uden så meget råb og skrig.”

Sådan kender vi hende. Den stædige, ordentlige Agnes fra Matador.

Sprængte rammerne 

Pigen, der satte både Røde og Mads Skjern på plads med sin stilfærdige selvsikkerhed og indre styrke.
Netop det stof, Kirsten Olesen udfoldede, om ikke før, så fra det øjeblik, hun besluttede sig for at blive skuespiller. Og – uden at hverken slå eller råbe, vrisse eller sparke – sprængte rammerne i et borgerligt og regelret barndomshjem i en dansk provinsby, som kunne være Korsbæk, men hedder Horsens. Et drama, man kan se for sig i al sin komprimerede enkelhed, når hun fortæller om det:

”Det var midt under studentereksamen. Min far ønskede, at jeg skulle være skolelærer. Og jeg havde allerede fået ja fra Silkeborg Seminarium. Men det var altså i 1968. Der skete alt muligt i den tid. Der var så meget frihedsfølelse, og det plantede sig jo i os. Den pæne pige behøvede ikke gøre, som far siger. Jeg gik til optagelsesprøve på elevskolen i Odense, samtidig med jeg gik til studentereksamen. Den dag jeg var til skriftlig tysk, griflede jeg lige stilen færdig og nåede toget til Odense. Kom en time for sent til teatret. Men blev jo antaget. Det fik jeg brev om et stykke tid efter.”

– Hvad sagde du til din far?   

”Ikke noget. Jeg listede ud til min mor i køkkenet og hviskede: ’Jeg er altså kommet ind!’ Hun vidste godt, jeg havde søgt. Men min far vidste det ikke. Det første, min mor sagde, var: ’Åh, Gud! Sig det ikke til far!’ Det gik jo ikke. Det kom i avisen. Jeg rev siden ud i den avis, det stod i. Men der var jo andre folk i byen, der læste avis. Og min far ville ikke være til grin i byen. Det gjorde det ikke bedre, at min storesøster kom ind på elevskolen i Århus fjorten dage senere. Det hele var et chok for min far. Han anede ikke, vi havde gået rundt med de planer. To teatergale piger! Han blev meget ked af det. Og vred.”

– Hvad sagde han?

”Han snakkede ikke til mig i et helt år. Så kunne han ikke holde det længere. Og han blev da glad for mit valg hen ad vejen. Han vænnede sig til det, da han så, at begge pigerne klarede det fag, de havde valgt. Men det blev en balanceakt mellem familien og det arbejde, jeg brændte for. Jeg følte mig hele tiden trukket i fra to sider. Jeg ville gerne gøre mine forældre tilpas. Gerne være den gode datter. Jeg følte skyld. Over for min far var det så konkret. Det var nemmere at ’cutte’. Sværere med et mor-datter forhold. Man er hinandens billede. Der er en mor-dominans, som er svær at gøre sig fri af. Det sker gradvis i ens liv. På et tidspunkt skifter rollerne. Til sidst bliver man mor for sine egne forældre.” 

– Hvad skulle du egentlig også være skuespiller for dengang?

”Jeg kan godt forstå, du spørger. Jeg havde ikke sat mine ben i et teater. Jeg var bare 18 år og stod dér og skulle videre i mit liv. Finde mig selv. Det var en indskydelse. Jeg gik op på biblioteket for at finde ud af, hvad jeg skulle lave til optagelsesprøven. Temmelig blank  – jeg kendte jo ikke alle de titler, der stod på hylderne. Det er lidt i blinde at stå og række ud og se, om der står ’datteren’ eller ’ung pige’ på rollelisten.”

– Så hvad blev det?

”Jeg kom i tanker om næsten det eneste, jeg havde set: Bodil Udsen i Becketts ’Glade dage’. Det var da jeg var fjorten år, og vi lige havde fået fjernsyn. Den tog jeg. Og det var meget praktisk. For Winnie i ’Glade dage’ er kun ét sted. Hun flytter sig ikke. Og så skriver Beckett i parentes efter hver replik, hvad hun skal gøre. ’Rækker ud efter læbestiften’ o.s.v. Til prøven i Odense satte jeg mig i skrædderstilling på gulvet og spillede Winnie. Og blev optaget.”

– Starten på en stor karriere!

”Ha! Ha! Sådan da. På skolen skal man også på scenen. Jeg var statist og statist og statist, og det syntes jeg var noget skidt. Det kunne hvem som helst jo være. Det behøvede man ikke gå tre år på elevskolen for. Jeg syntes, at nu var jeg grydeklar. Nu ville jeg bruges. Og se om det kunne holde. Endelig fik jeg en dejlig rolle i et stykke, der hed ’Flinke folk’. Den unge pige i stykket skulle være min debut. Men ved generalprøven så direktøren Kai Wilton stykket. Han kasserede det! Han syntes, det var for dårligt. Altså stykket. Tror jeg da…Ha!”

Store Bodil Udsen

Den tur kunne have taget humøret fra den bedste. Men Kirsten Olesen var hurtigt i København, satte i gang i teatergruppen ’Banden’ og kom straks efter med i Det Danske Teaters opførelse i 1972 af Brechts ’Mutter Courage’, som havde Bodil Udsen i titelrollen.
Man kan næsten høre den rungende Udsen-latter, når Kirsten Olesen dengang har fortalt om ’Glade dage’ og Winnie og optagelsesprøven.
De blev venner. Bodil Udsen havde endda Kirsten Olesen boende hjemme i en periode, hvor hun var blevet hjemløs, mens de spillede ’Mutter Courage’.
Store, forunderlige, varme Bodil Udsen.
Som Kirsten netop i disse dage har ekstra i tankerne:

”Jeg glemmer aldrig, da hun som den allerførste fik den store Reumert-pris for ti år siden og skulle sige tak. Hun stod stille og roligt og citerede ’I Danmark er jeg født’, så hårene rejste sig. Jeg havde en klump i halsen. Så enkelt kan det gøres. Helt ind til kernen. Koncentrat af styrke, kraft og vilje.”

I aftes var det Kirsten Olesens egen tur til at takke.