KOM SÅ, GASOLIN’
Ikke den mest øredøvende jammerkommode fra norske naboer på hotellet skal få lov at bedøve mig ud af Aalborg Teaters premiere på ’Gasolin’’.
*****
Carsten Svendsen i ‘Gasolin” (foto: Nils Krogh)
—————————
I skrivende stund tordner en flok glade norske weekendgæster igennem vægge og gulve på mit Aalborg-hotel med ’Jeg vil synge en sang for dig, min kjere ven’. Med trækspil og det hele.
Det er så det gynger.
Den ’kjere ven’ må være mig. De prøver at sprænge enhver stump af erindring om den ’Gasolin’’-teaterkoncert, jeg lige har forladt på Aalborg Teater for en halv time siden, ud i baglokalerne af mine hjernevindinger.
De har selvfølgelig set mig komme, disse hujende fjeldræve, der synger tysk pop. På norsk!
Kvæl ’Gasolin’’, har de sagt til hinanden.
De skal ikke få en hov til jorden. Jeg nedkalder klingende forbandelser over dem. Fra Dovregubben, fra min norske farmor, fra Henrik Ibsen, Harald Hårfager, Olav Trygvesson, skihop-kongen Birger Ruud, fra Rolv Wesenlund, ja hvorfor ikke fra Aalborg Teaters chef Geir Sveaas?
Eller for at tage rigtig hårdt fat: Fra slynglen Vidkun Quisling – det sidste må vel knuse deres infernalske livsglæde.
DE KOMMER
Kom så Larsen, Beckerlee og Jönsson! siger jeg. Og ja. De kommer! I fuld krigsmaling ad bagindgangen i begge ører. De og alle de andre: Aalborg Teaters tapre sanger-skuespillere, der har sat sig for med Rolf Heim (Nej, han ER ikke norsk, selvom det lyder!) som instruktør at give mine norske plageånder en på frakken og slynge armene kærligt omkring ’Gasolin’’ – tredje forsøg på et dansk teater, og det er velkomment, sangene er så fede og slidstærke, at de mageligt, også nu, kan tage livet af fjeldtramp, ski-vanter, slalomsving, hardangerfele, røde nissehuer og stemmegrød glinsende af nordsøølje. Af hvad som helst fra nord for Skagen. Og vække 70’ere og 80’ere til jordisk live, så dugfrisk, så københavnsk gadestinkende – så kærligt, at sved, varme safter og ømme kærtegn fra stenbroen invaderer mig og generobrer det tabte land.
DIREKTE FRA CHRISTIANIA
Det begynder med, at en urskov af en fyr, Carsten Svendsen – langhåret og beskidt som gravet ud af Christianias fjerneste fortid (ikke dét Christiania, kære nordmænd. Det rigtige!) – kommer trækkende ned over scenen med en skæv, belæsset indkøbsvogn, symbolet på menneskelig udskrab fra København ved nattetide.
Hvor er vi? Vi er på taget af et hus! Og hvorfor ikke? Manden er på afgrundens rand, den afgrund, der i enhver ordentlig gangsterfilm indgår som pointen i det svimlende slagsmål ved tagrenden på en 20.etage. Som Carsten Svendsen synger med sit rustne mæle og gennem sine sortsværtede tænder: ’Hvorfor er der aldrig nogen, der tør tage en chance’.
VED TAGRENDEN
Her er vi ikke højere end højst i den 4.sals, der er dansk norm. Men afgrund er det. Opsætningen igennem. Der bliver taget chancer med eller uden gebrækkelig indkøbsvogn. De medvirkende dratter og kaster sig fra kviste og gavle, dukker op igen, klamrende sig til tagrenden, spurter frem på nye desperate eventyr og konfrontationer. Laura Kold, som er den uskyldigste borgerskabets fortids-ikon – hun kunne være studine i filmatiseringen af ’Den kroniske uskyld’ – får kylet Snehvide-brudekjolen i hovedet af Søren Bang Jensen, den smarte fyr, der afslører stemme som musicalhelt – stemmer har de i øvrigt, hele bundtet, hør Nanna Buhl Andreasen, som ved gud aldrig i det chefsekretær-antræk ville sætte sine stilethæle på tagryggen af en kondemneret Christianshavner-ejendom – hør hende sætte stiletten i tagpappet og synge rabalder-sang, så vi bliver blæst fra parkettet op mod balkonen.
VELKOMMEN, WAGNER
Eller se Meike Bahnsen, den hennaflammende hetære, spurte halsbrækkende fra kvist til kvist for så at alliere sig med de to andre tøser i den mest henrivende Sirenesang, en travesti på Rhindøtrene i ’Ringen’ – velkommen, Wagner, til Kim Larsens og Gasolin’s univers! – mens Niels Søren Hansens og hans bands bløde og snerrende rocktoner smyger sig om de medvirkende, og musikerne snor sig med over tage og lofter som rotter, der ved, at her kommer Rottefængeren fra Hameln aldrig på sporet af dem.
De er – som sangene – utæmmelige og i den Aalborg-version genskabt og forfrisket af nordjysk havluft og en talentfuld bande skuespillere, hvor jeg vist et sekund – under den norske katzenjammer fra naboværelset – har glemt at minde om Jens Gotthelf, der lancerer sig som tag-forsamlingens noble kontormand, der med Kim Larsen erkender: ’Jeg er splittergal’.
GENOPSTANDELSE
Var vi med? Om vi var. I den grad, at scene-slynglerne fik salen til at synge med på ’Køb bananer’. Det er vel Sangens År.
Sådan bliver denne ’Gasolin’’ teaterkoncert, som Nikolaj Cederholm gjorde til en øjen- og ørenåbner på Dr. Dante for fjorten år siden, og som Lars Kaalund gjorde til en flot nostalgisk reminder på Østre Gasværk for to år siden, nu af Rolf Heim, scenegrafen Nicolaj Spangaa og resten af flokken gjort til genopstandelse – om ikke på linje med, hvad Johannes præsterer i Kaj Munks ’Ordet’ – så noget i den retning. Man siger i denne bedøvede midnatstime tak for sangen.
Men kun til Aalborg Teater.