PÅ AFGRUNDENS RAND
 

Tjekhovs ’Kirsebærhaven’ er en lystig danse macabre på Aalborg Teater

Spiller på Aalborg Teaters Store Scene indtil 9. marts

****

ER Tjekhovs ’Kirsebærhaven’ en komedie eller en tragedie? Det har man diskuteret siden premieren i Moskva i januar 1904.
Ja, faktisk før. For Tjekhov skrev komedie i sit manuskript. Og blev vred og irriteret, da han overværede prøverne og så, at skuespillerne spillede den som en tragedie. Den berømte Stanislavskij havde en af hovedrollerne. Han gav tonen an: Det er tragedie, venner!
På Aalborg Teater spiller de ’Kirsebærhaven’ som komedie – med en understrøm af tragedie. Som skæv munterhed på randen af afgrunden. Det holder godt nok, for det handler om en russisk adels- og godsejerfamilie, der stirrer mod konkursen med lukkede øjne. De er i kløerne på skæbnen, på det nyrige borgerskab og på den misforståelse, der handler om, at det går nok alt sammen, for det er gået hidtil.
Interessant nok, at dette stykke om magtens sammenbrud uropføres netop i ugerne, hvor japanerne indleder den krig mod Rusland, der ender med det selvsikre Ruslands nederlag til det undervurderede land Japan.

DANSE MACABRE

Til Aalborg-opførelsen af ’Kirsebærhaven’ har Camilla Bjørnvad bygget en dekoration, der ligner noget i retning af det underjordiske vandreservoir i Søndermarken, gråt, tungt, dystert, klaustrofobisk.
Vi aner det dårligt nok som et sted for fordums fester og livsglæde. Ikke engang, da tredieakten begynder med en galgenhumoristiske fest, netop på dagen, hvor godset bliver solgt på auktion.
Her rammes den dobbelt tone af katastrofe og livsglæde med effekt. Familien og vennerne opfører en danse macabre til overvejende jødisk klezmermusik. Man undgår ikke associationen til russisk hadkærlighed til det jødiske, på den ene side den lystige, populære musik, og på den anden side den jødiske finanskapitalisme, der i Rusland som i andre europæiske lande, ikke mindst i Tyskland, var frygtet og hadet og indgik som et element i de gamle magtapparaters sammenbrud.
Tjekhov taler om jødisk musik, men det er ellers i stykket ikke specielt jøderne, men den russiske mellemklasse, der – repræsenteret af købmanden Lopákhin, overtager godset. Musikken bærer bare ved til associationerne. Som en fremmed fugl spiller Lise Baastrup guvernanten Charlotta, der både kan trylle og danse og gå gennem scener som en faretruende eksotisk urovækker.

TONEN

Tonen i Alexa Thers instruktion af galleriet af personer på det dødsdømte gods rammer fint de hjælpeløse, galgenhumoristiske reaktioner.
Den gamle tjener spillet af Ebbe Trenskow, der til sidst sidder tilbage alene på det solgte gods og stirrer på de hundreder af krukker med kirsebærsyltetøj, der står tilbage som symbolet på fordums lykke, haven, kirsebærrene, træerne, som de har klynget sig til alle sammen. Mest huset snotforvirrede fru Ljuba, som Tammi Øst spiller ud med ustyrlig, velberegnet uberegnelighed, en kvinde med en trænet næse for duften af mænd.
Og i høj grad broren Gajev, der i Morten Kirkskovs omvandrende, lallende klovn danser ikke bare til karnevallet, men både før og efter, intetanende om de kontante vilkår i jernindustrien.
Merete Mærkedal, som stuepigen – en Tjekhov-pendant til Holbergs Pernille, blot uskyldig og uden dennes manipulatoriske tilbøjeligheder.
Jørgen W. Larsen, der får lov at spille spradebasse som den lumre kontorist Jepikhódov.
Amalie Dollerup, husets datter Anja, blåøjet og på jagt efter kærligheden, mindre belastet af hæmninger end sin grå søster Varja, der for længst har erkendt nederlagene. Camilla Gjelstrup, så gråt munderet som væggene omkring hende.
Studenten Trofimov – Steffen Eriksen fremdraget som kunne han være en hengemt og glemt reminiscens fra ’Kannibalen’, Københavns Universitets historiske kantine og oplagsplads for evighedsstudenter.
Tragedien ruger. Komedien fortæller om den. Det skal blive nteressant at se, hvordan Aarhus Teater håndterer ‘Kirsebærhaven’ – den har premiere dér om to dage.

GregersDH.dk