Tommy Kenter i ‘Kentex Royal’ (Tegning: Claus Seidel)
BAG GRINET
Tommy Kenters kgl. debut og de uanede muligheder.
****
DER skal nok være nogle, der siger: Nå, kan de ikke finde på andet? Tommy Kenter på Det Kgl. Teater i nødens stund! Hvor hans kgl. debut ellers var tiltænkt en perlegod ide:
Arnold Weskers ’Groupie’, tidligere kun spillet som radioteater, men aflyst, fordi Ghita Nørby som Kenters modspiller måtte melde pas.
Og hvor vi så – som for at fylde hullet ud – får Kenter stukket ud med en stak af sine veldrevne Kentex-numre. Hits i glade selskaber og forsamlinger landet rundt. Men kgl. divertissement?
Det kan godt være, at dét initiativ fortæller noget om et problem med at få Det Kgl. til at ligne dét, det skal være: Nationalteatret, der spiller, hvad andre teatre ikke formår eller har pligt til. Men det siger ikke noget om, at Kenter ikke er en formidabel scenekunstner. Kun at man kunne unde ham en kgl. debut i noget mere end hvad der stort set er repetition af hans ’Kentex 4’, som han sammen med pianisten Esben Just havde en kanonsucces med på Husets Teater i november 2006.
POESI OVER RAMPEN
Når man så har meldt ud med dén ærgrelse, så kan man få den fordoblet ved at se de – i hvert fald for denne anmelder – ret få nye udslag i ’Kentex Royal’ af Kenters formidable og dybt personlige måde at skabe stor komik og samtidig løfte betagende poesi over rampen.
Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med at genopleve Svend Eriks saga – Kenters sammenstykning af især en stribe Osvald-viser om en lille mand og hans trængsler fra vugge til grav. Rørende og komiske. De står sig. Ligesom hans fordrukne, ævlende drivert ved værtshusbaren i dialog med bartenderen – tårnhøjt vrøvl.
Men vi mindes også fra Husets Teater hans momentane, lammende og fuldstændig afdæmpede aflevering af Tove Ditlevsen-digtet ’Så tag mit hjerte’ med Michael Bojesens tætte melodi-emballering spillet af Esben Just.
HAMLET
Og netop dét fører ham på Det Kgl. Teater videre over i noget så totalt vildt som Hamlets store monolog om tilværelsens uheldbredelige skisma, ’At være eller ikke være’ – præsteret efter et total-break med vores allesammens fødselsdagshymne ’I dag er det – ok – Hamlets fødselsdag’. Hamlet hjemvendt fra England, stående med Yoricks kranium på kirkegården, en grotesk griner, der vælter en hel dynge festsange oven i hinanden og kaster publikum rundt i barndoms-, hverdags- og drukgilde-erindringer.
Og så pludselig monologen, fremført eftertænksomt med den stemmeføring og løftet ind i den sære verden af ensomhed og fjernhed, som Kenter er i stand til og magter, og som dybest set gennemsyrer hans jokes, hans komiske monologer, hans figurer i isolation fra den verden, de forsvinder i eller appellerer til.
PÅ MED VANTEN
Det fortæller noget om Kenters spændvidde. Men også om de kræfter i hans skuespiller-personlighed, som vi ellers kun oplever i teaterroller, hvor han – som på Betty Nansen – har fået modspil og udfoldelsemuligheder bag om grinet.
Derfor: Dobbelt ærgrelse over, at han og Ghita Nørby ikke fik den chance i Weskers-stykket.
Men på med vanten: Projektet kan vel genoptages.