DET ER PÅ TIDE AT KOMME VIDERE

Kasper Holten er ved en korsvej. Han stopper som operachef på Det Kgl. Teater. Han vil ikke ’køre fast i en dårlig kopi af sig selv’, siger han i dette personlige interview  – det første han har givet i over et år  

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

———————————————————

”JEG ved det godt. Nogle gange snakker jeg for meget. Lytter for lidt. Pakker folk ind i ord.”

Kasper Holten er på kurs: Selvransagelse. Der er en del, der skal bores i og nytænkes.
Noget af det rager ikke andre. Dét hjørne har vi været i. Dér er Kasper på vagt. Han har konstateret, at hvert ord, der i det sidste års tid er undsluppet ham, sagt eller ikke sagt, om hans privatliv, er blevet paparazzi-bombarderet. Vendt, brugt og misbrugt. Pustet op og fordrejet. 
Når han siger, at han snakker for meget, så er det altså ikke om det emne. Ikke i dette interview.
Det skal handle om en Kasper Holten, der er ved en korsvej. En korsvej, hvor han gerne vil se fremad. Også tilbage. Også gerne ind i sig selv. Men en dør vil være lukket. Døren til en personlig krise, hvis substans han erkender fuldt ud:

”Det er klart, at jeg ikke er den samme, som jeg ville have været, hvis den krise ikke havde været i mit liv. Selvfølgelig har det påvirket mig kolossalt. Jeg kan ikke sige, hvem jeg ville være i dag, hvis det ikke var sket. Men den beslutning om at stoppe som operachef i 2011, ville jeg have taget alligevel. Den er ikke en reaktion på krisen eller noget med, at nu må jeg have luft. Eller: Nu orker jeg ikke mere. Jeg kan ikke vide, hvem jeg ville være i dag, hvis det ikke var sket. Det parallelunivers findes jo ikke. Men jeg har hele tiden haft som mål og sagt til mig selv, at det var vigtigt at stoppe i tide. Vi har set, hvad der kan ske for folk, der ikke kan give slip på en karriere. Uden sammenligning i øvrigt: Man kan bare tage Pavarotti som et eksempel på en, der i en høj alder blev ved at skamride sin karriere – en stor kunstner, der på den måde mistede respekten i hele branchen.”

– Men du er altså kun 36 år.

”På en måde har jeg altid været både for ung og for gammel. Jeg sad som 12-årig i Det Kgl. Teater sammen med de voksne og ønskede at være voksen. Jeg var 26, da jeg kom til mine første operachefmøder i Europa, og de spurgte: ’Hvornår kommer hr. Holten?’ De troede, jeg var sekretæren. Alder har altid været et mærkeligt begreb for mig. Det er selvfølgelig en kliché, hvis jeg siger: Nu er det måske på tide at blive voksen! Men som ung kompenserer man for det, man ikke ved noget om endnu, med energi. Det skal man også, og det er sjovt nok. Men engang i efteråret fik jeg pludselig sådan en oplevelse af, at jeg simpelt havde arbejdet altid. Og sindssygt meget. På en måde brændt mine lys i begge ender. Med stor lyst og fornøjelse, jo. Og følt mig enormt privilegeret.”

– Og optaget af din succes.

”Bestemt. Jeg er løbet efter alle chancerne. Meget af min kunstneriske motor har midt i den kreative proces også været en stræben efter at blive set, blive elsket. På en måde en umoden tilgang til arbejdet. Også til dét at være chef – med al den prestige og magt, der er i dét.”

– Du har nydt den næsten umådeholdne medvind…

”Ja. Men det var også sundt for mig, da succeserne ikke mere bare kom af sig selv. Jeg tror, at da jeg lavede ’Ringen’, kulminerede jeg på en måde med det, jeg kunne på det tidspunkt. Jeg måtte finde nogle andre redskaber. Siden har jeg ikke lavet en forestilling, der er blevet en entydig succes. Fra jeg var nitten år, havde jeg vadet i gode anmeldelser, fem-seks stjerner. Hele tiden. I årevis. Forhåbentlig, fordi det var godt, dét jeg lavede. Men vel også lidt, fordi jeg var det nye spændende navn. Da I så pludselig ikke gav mig helt så gode anmeldelser, tænkte jeg: ’Hov! Det var en sjov leg, vi legede! Skal vi ikke lege den igen?”

– Du har svært ved modgang?

”Min tidligere chef Michael Christiansen sagde, når jeg brokkede mig: – ’Det er nu, du skal bevise dit værd. At være chef i medvind er nemt nok. Det er, hvordan man klarer modgang, som er det interessante.’… Det er jo rigtigt. Modgangen var en test på, om jeg holdt ved. Der er en vis sneboldeffekt: Medvind giver mere medvind. Modvind mere modvind. Man skal kunne håndtere begge dele. Også den tøven, der kunne melde sig over for, hvad jeg laver. Man bliver ramt personligt. Jeg laver selvfølgelig kunst, fordi jeg gerne vil fortælle noget. Men jeg må da indrømme: Også af en eller anden form for forfængelighed. At det er mig, der fortæller. Det er klart, at der er noget udadvendt, nærmest exibitionistisk i, at man stiller sig op og siger: Nu skal I bare høre!”

Dér rammer Kasper Holten noget, som mange kan bevidne. Hans enorme fortællelyst. Ikke alene i sine iscenesættelser. Også når han snakker løs som et vandfald om det, han brænder for.
Lige fra, når han har stået på Orange Scene på Roskilde Festivalen, som han gjorde i 2004, og har smittet 10.000 unge med sin stormende begejstring for ’Barberen i Sevilla’ og opera som ’emotional fitness’, til når han – som han siger i starten af dette interview – ’snakker for meget og lytter for lidt’. Hans veltalenhed og overtalelsesevne er legendarisk. Udadtil og i det daglige arbejde. Han er bevidst om det:

”Der kan godt være et element af, at man manipulerer. At jeg bliver så forelsket i min egen veltalenhed, at jeg ender med at tale en væg op foran mennesker. Og måske nogle gange går glip af at bruge de kompetencer, der er rundt om mig, fordi jeg snakker folk ind i, hvad jeg på forhånd vil have. Og ikke hører efter, om der er nogle, der har et bedre forslag end jeg har. Mine medarbejdere er heldigvis ikke så bange for at tage bladet fra munden og sige: – ’Nu gør du dét der igen. Nu kæfter du op igen. Nu kommer du med lange forsvarstaler. Nu manipulerer du!’ Der er kontant afregning. Især, når jeg har snakket om noget, de andre har mere forstand på.”

– Som f.eks.?

”Der er da ting, min administrationschef er bedre til, end jeg er. Og ting, som folk langt nede i hierarkiet ved langt mere om, end jeg gør. Jeg er nu blevet bedre til at holde kæft. I de første år på teatret blandede jeg mig i alt. Helt ned i urimelige detaljer. Det er noget, jeg stadig skal arbejde med. At styre mig. Ikke at forveksle dét at være nærværende som chef med hele tiden at blande sig. Bagsiden af min passionerede tilgang til arbejdet, er lysten til at præge al ting. Fordi den energi, den glæde, den hurtighed og det overblik, jeg faktisk har, gør det så fristende i tide og utide at sige: Se nu her! Vi gør det sådan og sådan og sådan! Dér kan jeg stadig kaste mig ud i at tale tingene hen, hvor jeg vil have dem. Med masser af ord.”

– I kreativ begejstring – men også for bare at få ret?

”Ja. Måske. Det har kendetegnet hele mit liv, at jeg har vaklet mellem dumdristigt storhedsvanvid og et konstant mindreværdskompleks, som siger, at jeg nok er et bluff, og at det kun er et spørgsmål om tid, hvor man finder ud af det. I virkeligheden tror jeg, at de fleste, der arbejder med kreative fag, hvor der ikke er særlige succeskriterier for, hvornår man er god nok, svæver i det der spænd – mellem storhedsvanvid og mindreværdskompleks. Det var først da jeg som chef forstod det, at jeg kunne begynde at tale rigtigt med kunstnerne – og lærte noget om mig selv. Og om det kreative element af bluff, der altså også er i processen.”

– Bluff – hvad mener du med det?

”Der er en grad af bluff i al kunst. I alle kunstnere. I alle fag. Også i det fag, der hedder ledelse – hvor man kan sige, at meget af det, man gør i virkeligheden er varm luft. Men varm luft er vigtig. Når vi diskuterer ledelse på teatret, så kan folk sige: – ’Er det ikke bare ord? Varm luft?’ Jo. Men ord skaber! Hvilke ord, man vælger, gør en forskel. Om jeg som leder formulerer mig på den ene eller anden måde. Jeg tror, at min måde at tale om opera på har været et af de vigtigste arbejdsredskaber, jeg har haft som chef. Min evne til at få begejstring til at smitte. Vigtigere måske end mange beslutninger, jeg har taget.”

– Måske bortset fra den, du har taget nu – om at stoppe?

”Jeg stopper som chef. Ikke som instruktør. Af flere grunde som sagt. Jeg har arbejdet næsten uafbrudt med chefjobbet i ti år. Hele tiden med ti bolde i luften – det nye operahus, planlægning fire år frem i tiden, konstant udvidelse af det internationale samarbejde o.s.v. Jeg har fantastiske vilkår, men er også nået til, at jeg har fået vaner og rutiner, som jeg har svært ved at bryde. Jeg ved, hvordan den skal skæres! Den grundlæggende energi og lyst til at gøre alt anderledes bliver mindre og mindre. Og så er jeg – som er den yngste i chefgruppen – blevet lidt af en Jeronimus. Jeg tager mig selv i at sige: Det plejer vi ikke at gøre! Da vi for nylig havde en lederundersøgelse, hvor vi skulle kommentere på hinanden, fik jeg mange komplimenter fra teaterchefen, men også kritik på, at jeg ikke tænker fleksibelt nok. Da tænkte jeg: Det er sgu nok også på tide at komme videre. Dengang i 2006, da min kontrakt blev forlænget, havde jeg et tilbud om at blive chef i et udenlandsk operahus. Men jeg følte, at jeg ikke skulle rende af pladsen, inden jeg havde taget det rigtig seje træk. Nu er det noget andet. Tingene fungerer. Og jeg vil ikke køre fast i en dårlig kopi af mig selv.”

– Men gøre hvad i stedet?

”Iscenesætte skuespil. Studere græsk filosofi. Genoptage klaverspillet fra da jeg var barn. Holde fri – der er så meget, man kunne have lyst til. Livet er langt. Det rigtige for mig nu er ikke at gå videre til et nyt chefjob. Drømmescenariet er nogle rigtig gode free lance jobs. Stort og småt – opera og skuespil. I de sidste mange år har jeg kun lavet store projekter. Men at få lov at lave et lille kammerspil med kun tre skuespillere! Det ville også være pragtfuldt.”

– Og film. Du skal filmatisere Mozarts ‘Don Juan’.

”Det er fordi jeg har storhedsvanvid nok til at sige, at jeg synes, der aldrig har været lavet en rigtig god operafilm. De to genrer har så meget til fælles. Begge kan bruge musik til at manipulere med. Men mange af de operafilm, der er lavet, har fået det værste frem i begge genrer. De er blevet opulente, glatte og overfladiske, har faktisk lagt en membran af æstetik ind imellem os og det, der sker. Jeg vil lave en ’Don Juan’, der skal stråle af rå energi, af sved, blod og tårer, sangere i nærbillede. Man skal opleve det ekstreme i at synge opera…et højt c som et vildt udtryk, en desperat kraftpræstation. I nærbillede!”

– Det vil nogle nok synes bare er for meget!

”Netop. Derfor.”