Jakob Bloch Jespersen, Ingrid Constance Middelboe og Rebecca Forsberg i ‘Ezra’ (Foto: Torben Huss)
ER DE FORVIRRET?
Kammeroperaen ’Ezra’ – om digteren Ezra Pound – fanger forsøgsvis hans privatliv og skæbne, men ikke rigtig hans forunderlige, men kryptiske digtning.
****
FANGET i flugten. På herrens mark. Ude i tovene. Lost. Søger i blinde.
Anmelderen fortabt i egne klichéer. Verbal tomgang sat ned på papir, ikke sandt?
Forvirret måske? En smule, ja. Fanget i flugten som sagt.
Det er ikke fordi, der ikke er noget at tage fat i med denne opførelse af ’Ezra’. En opera, sådan da. Bragt til Operaens Takkelloftet fra Odin Teatret i Holstebro på året første sommeraften, en tindrende himmel over havnen, luften som et pust fra engle. April!
Det vestjyske kammerensemble MidtVest spiller for vores øren og øjne musik af en komponist, jeg ikke har hørt før. Han hedder Frans Winther, er knyttet til Odin Teatret. Hans musik krydser mellem Philip Glass’ minimalisme og Brittens krystalklare polyfoni, sådan som jeg hører de ni musikere, strygekvartet og blæserkvintet i fin forening, guidet af dirigenten Morten Ryelund.
Smukt, velspillet.
PRIVATLIV
Hvorfor så forvirring?
Det er jo heller ikke, fordi historien på scenen ikke er klar nok. Sådan i rammen. Den handler om den amerikanske digter Ezra Pound, der levede et sært liv, blev grebet af nazismen og fascismen og fængslet i Italien i krigsafslutningens virvar. Men selvom krig, Italien og fængsel runger i kulissen, er det en privatlivshistorie, Winther og digteren Peter Laugesen har sat sammen i denne enakter: Ezra Pounds neurotiske og idiosynkratiske forhold til hustruen Dorothy, til elskerinden, violinisten Olga, og til datteren Maria – som han har med elskerinden.
MAN GJORDE ET BARN….
En banal historie for så vidt. Glimrende sunget af den svensk-danske sopran Rebecca Forsberg og den danske baryton Jacob Bloch Jespersen, kønt spillet af den finske violinist Elina Lehto – og godt klaret af den elleveårige Ingrid Constance Middelboe, som er tæt på at være vores hovedperson i familiedramaet: Et gammelklogt barn med et skarpt blik på egoisterne omkring hende, far, mor og elskerinde. Varmebehov, men kølige overvejelser om kuldens konsekvenser. Man gjorde et barn fortræd.
Vi skal igennem japansk NO-stil i interaktionen mellem personerne, vi er jo i Odin Teater-regi. Og vi skal – som en art græsk kor – have digteren selv, i hans oversætter Peter Laugesens skikkelse, på banen, kæmpende ved rejseskrivemaskinen i sit italienske fængsel med det vældige og berømte digt ’Cantos’, fortællende, reciterende, flående siderne én efter én ud af maskinen og kylende dem fra sig. Mod dobbeltgænger og kvinder.
BILLEDER I DRIFT
Det er her, man både bliver fascineret og fortabt og forvirret. Og måske skal skal forvirres.
For testerne, på dansk, engelsk eller kryptiske tilsætninger af italiensk, rykker os – ligesom No-attituderne – langt væk fra handlingens elementære banaliteter. Men kun overfladisk ind i tågelagene omkring denne Ezra Pound og hans tekster.
Billeder i drift, løsrevne stumper af middelaldertekster til kærlighedsdigte, associationer til krig og ødelæggelse, forrevne naturglimt, korte, men insisterende Vivaldi-citater i musikken som henvisninger til Ezra fascination af denne komponist, mens han boede i Italien – men hvad er det egentlig, Ezra Pound har for som digter i sine berømte ’Cantos’, som jeg aldrig har læst, men som vel må forudsættes bekendt for at få operaen ind på kroppen? Et mylder af forvirrende indtryk, ikke lettere dechifrérbare i sangernes impressionistiske tekstbehandling.
Derfor fascinationen, men også en lettere opgivenhed over for projektet.
Måske skulle man en dag prøve at læse ’Cantos’.