Caroline Henderson i ‘Jazz, Love & Henderson’ på Østre Gasværk Teater (Tegning: Claus Seidel)

SYNG, CAROLINE

’Jazz, Love and Henderson’ er en koncert pyntet med overflødigheder og kluntet historiefortælling. Kun velfungerende, når Caroline Henderson får lov at koncentrere sig om sangene.

Spiller i Østre Gasværk indtil 25. februar

***

DER er ikke nogen vej udenom:
Caroline Henderson er en stor sangerinde, men hendes forestilling på Østre Gasværk er ikke en stor forestilling.
Den fungerer perfekt og giver os en stærk oplevelse – i glimt. Nemlig i de situationer, hvor hun får lov at koncentrere sig om at synge. Og hvor den dramatiske situation i den historie, hun har bygget op, får lov at stå rent, skarpt og enkelt.
Det sker fire-fem gange i løbet af ’Jazz, Love & Henderson’ – den lovende titel på det show, som fylder Gasværket i over to timer.
En titel, der rummer essensen af det, som er den koncentrerede kvalitet i stykket, men som snyder, fordi det ville være mere dækkende, hvis den havde haft ordet ’Show’ med.
Der er ikke noget i vejen med show. Men dér ligger samtidig problemet.
Showet ikke er godt.

SANGEN

Det er det ene problem i forestillingen.
Nemlig at de fleste numre er pumpet op med et kaotisk, kaleidoskopisk flimmer af billeder, videoprojektioner, ufokuserede danseoptrin, spring i alle retninger, pludselige klip til tekster, som man forestiller sig, at vi skal læse – samtidig med at vi kikker på optrin i det ene eller andet hjørne o. s. v.
Vores blikke flyver i alle retninger for at følge den usikre hånd, der forgæves prøver at samle et stort puslespil – i forsøget på at udnytte det store rums gigantiske scenografiske konstruktion på tre-fire etager, hvor alt skal ske – og i forsøget på at få fortalt den brogede og interessante livshistorie, der er Caroline Hendersons.
’Made in Europe’ og ’I am She’ er de numre, der indleder 2. akt., og som lykkeligvis samler noget af hendes fortælling i billeder, der er koncentreret om hendes story, hendes skæbne, hendes udtryksfulde sanglige, jeg vil næsten sige musikdramatiske, måde at formulere det, hun kan og vil:
Jeg synger! Jeg fortæller i sang! Jeg har noget, jeg behersker!

STYRKEN

Dér ligger Hendersons styrke. Dér kan hun bruge sig selv og den dynamo, der driver hende, den motor, som med alle hestekræfter bærer hende på vinger, nemlig Nikolaj Hess og hans musikere. Nikolaj Hess, der i denne forestilling giver hende mere støtte og kalorier end den instruktør, som prøver at placerer hende i en billedbog af tegneserier og Las Vegas-imitationer.
Instruktøren er den usikre hånd, jeg snakker om. Den tilhører Christoffer Berdal, der ellers plejer at være mand for at få ting på plads, koncentrere forløb, se de psykologiske muligheder og betingelser i et materiale.
Her har han fået et koncept i hånden, som omstændeligt fortæller Hendersons livshistorie kronologisk, og det tynger. Og tvinger ham og kostumemagere, scenograf og koreograf til at brodere på livet løs – hej, hvor det går med nøgne sorte herrer, fjerprydede damer, kostumer, der – heller ikke for Hendersons vedkommende – er lige klædelige, og ræs op og ned gennem etagerne i ét væk. 

KERNEN

Der er scener i 2. akt, hvor det lykkes i enkelte stærke øjeblikke at nå ind til kernen i Hendersons fortælling om sit brogede og omflakkende liv. ’Love me, love me’ synger hun – skilsmissekatastrofe ligger bag…’Wild is the Wind’, hun er alene på banen. Alene og alene: For hendes fødder vrider der sig en dobbelteksponering af hende. Det er danserinden Tiziana Fracchiolla i kraftfuld desperation. Sang og dans er i synkront udtryk.
Der er også i 2. del en smuk og ret forrygende skildring af hendes fars død med Nikolaj Hess i total erobring af klaveret, et bjergskred af udfoldelse ved tangenterne, der slutter med bandets blæsere i sørgemarch over scenen.
Igen: Henderson er en glimrende fortæller og stemningsskaber som sanger, men en usikker storyteller mellem sangene. Så dét er det andet problem med forestillingen.
Den kan heldigvis slutte med en af de jazz-valse, der i øvrigt er highlights undervejs: ’The World Goes Around’.
Den går vi ud på. Lettere ærgerlig over et skævt projekt. Det minder om, hvad Sanne Salomonsen vovede sig ud i på Bellevue Teatret for syv-otte år siden.  

GregersDH.dk