Rasmus Fruergaard, Claus Riis Østergaard og Rasmus Lyberth (Foto: Carsten Andreasen)

 JUBII!

Odense Teater scorer en folkelig succes. Latter runger og tårer pibler i teaterkoncerten ’Triunehelte’.

Spiller på Odense Teaters Sukkerkogeriet indtil 11. februar

**** 

OTTE mand på en fodboldtribune. Hvem spiller? OB selvfølgelig. Men det er der ingen, der interesserer sig for. De otte er ikke interesseret i andet end deres egen navle. De er ligeglade med heltene dernede på grønsværen, så snart de har markeret deres egen tilstedeværelse med et grødet tilskuerbrøl. Derefter fordyber de sig i deres private sorger. 
Kun en ensom kvinde er i deres nærhed, og hende ofrer de ikke særlig opmærksomhed, for så snart nydelige Sanne Graulund er nedsteget fra tribunens top som en ærkeengel, kønt syngende Anne Linnets ’Ingen anden drøm’, forsvinder hun diskret hen til et klaver i hjørnet, og der bliver hun siddende forestillingen igennem.
Uhøvisk behandling af damen. Og det er noget af pointen: Sangene i denne teaterkoncert er et konglomerat af mandschauvinistske, sentimentale og rørstrømske musikalske anråbelser eller aggressioner stilet til kvinden som fænomen i deres tilværelse.

RØR VED MIG

Men præcis som vi kan gætte: Uundværlig, kvinden. Både hende, de synger om, og hende ved klaveret. Susanne Graulund har fast snor i flokken fra sine tangenter.
Hun kører dem diskret, men elegant gennem sangene, der er skræddersyet til hver enkelt af de arme otte tribunehelte, der trøster sig i deres armod og tribuneensomhed med at synge deres kvaler ud – ’Hvad skal vi med kvinder’, som det lyder kollektivt, i munden på Preben Kaas.
Ellers lige fra ’Rør ved mig så jeg mærker at jeg lever’, der også breder sig som gribende fællessang, og til ’Love me tender’, kvædet af Lars Lønnerup. Og hvad der ellers indgår af Giro 413-, Melodi Grand Prix- og evergreen-saft i sortimentet.

LILLEMOR
 
Der er ingen grænser for, hvad der stables oven på hinanden, Livas gamle sørgmuntre filmschlager ’Glemmer du…’ sunget af Riis Østergaard som et blodskudt raserianfald mod konen, der åbenbart er skredet fra ham.
Lars Lønnerup, ældste mand på rækkerne, med OB-hue og rørt i mælet, har mere på hjerte: Knud Pfeiffers tårevædede ’Lillemor’, så de andre er nødt til at komme til og hanke op i ham.
Og videre: Rasmus Lyberth i al sin vælde – han er vokset horisontalt, siden jeg så ham sidst… han løfter taget med en grønlandske fanfare ’Inuuneq nutaaq’, der betyder så meget som ’Det nye liv’ – ’Lykken er gratis, når du er blandt venlige mennesker’ lyder budskabet, jeg skal undlade at skrive det på grønlandsk, men jo, det lyder som en fanfare.
Og sådan bliver det ved. Lars Simonsens pæne mand har fået så mange bajere, at han dårligt kan snøvle sig igennem ørehængerne. Erling Hjernø summer på sin medbragte tenorsax, og André Lundemann beviser på ny, at der er gået en Tristan tabt i ham til fordel for en crooner.

RØDE PØLSER

Forhutlede glade drukkenbolde og ærkedansk middelklasse på banderne med Houlbergs røde pølser og ketschup i den ene hånd, bajeren i den anden, og lyksalige på den billige langside, bortset fra det med selvmedlidenheden.
En enkelt knægt har sneget sig med, Rasmus Fruergaard er outsideren med hættejakke på, han synger rock, indtil han bliver suget op i det kollektive hjerteskærende og lattervækkende hulk.
Det hele er stærkt underholdende, alle skuespillerne synger med hver deres næb, det er en lige-på-og-blød teaterkoncert – ’I Danmark er jeg født’ synger de to gange – endda på Sebastians melodi.
’Ja, jeg er hjemme i mit kære Danmark’ som Sverkel synger i Hartmanns og H.C. Andersens ’Liden Kirsten’. Han ville have stirret undrende.  

GregersDH.dk