Jagten på det gode menneske Baggårdsteatret på Aveny-T 4.3. 2020

Den skrivende, døgnbrændende sjæl Karin Michaëlis trukket ud af glemslen.

 

Meike Bahnsen og Anders Budde Christensen (foto: Baggårdsteatret)

HER I MIN TORELORE-VINDUESKARM

Den skrivende, døgnbrændende sjæl Karin Michaëlis trukket ud af glemslen

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen. Sangtekster: Katinka Bjerregaard. Komponist: Katinka Bjerregaard og Simon Ask Ladekarl. Instruktion: Anders Budde Kristensen. Scenograf: Rikke Juellund. Medvirkende: Meike Bahnsen, Josephine Nørring, Anders Budde Kristensen og Katinka Bjerregaard.

’Jagten på det gode menneske’ spilles på Aveny T i København indtil 7.3. Derefter 16. – 21.3 på Baggaards Teatret i Svendborg. Senere på Randers Egnsteater og Mungo Park Teatret i Kolding.

Manuskript til og essays om ‘Jagten på det gode menneske’ og Karin Michaëlis. Forfattere: Katinka Bjerregaard, Beverley Driver Eddy, Angela Huemer, Julie Maj Jakobsen. Jannie Schjødt Kold, Amalie, Langballe, Bo Tao Michaëlis, Sine Bang Nielsen og Anna Wegener. Politikens Forlag. 268 s. 250 kr.

*****

EN af fortidens interessante damer, er pludselig kommet på lystavlen. KARIN Michaëlis. Takket være Baggårdsteatret i Svendborg. Som i disse dage gæstespiller i København med stykket ’Jagten på det gode menneske’ – titlen snuppet som en fiks og lidt kunstfærdig association til Brechts ’Det gode menneske fra Sezuan’. Godt og relevant ellers. Svendborg-teatret henter Karin Michaëlis frem af glemslen. På samme måde som teatret har hentet Berthold Brecht ind på scenen med hans ’Svendborg-digte’ og i øvrigt Tom Kristensen med forestillingen ’Tom’. Alle tre forfattere med tilknytning til byen og øen Thurø.

KARIN MICHAËLIS? Glemslen har sænket sig ret solidt over det navn, langt solidere end over jævnaldrende kvinder som Agnes Henningsen og Thit Jensen. Også Karin Michaëlis en skrivende kvinde med pen og skrivemaskine summende af aktivitet – i forskellige hjørner og i slagsmål med omgivelser, der vidste, hvad de mente om dem. I mit eget barndomshjem blev de modtaget med en vis på næsen-rynkende forundring: Skal det nu være så interessant, hvad de damer har på hjerte?

POLITIKENS FORLAG udgiver denne uge en stor bog om Karin Michaëlis i anledning af teaterpremieren. Prisværdigt, fordi bogen bl.a. rummer hele manuskriptet til ’Jagten på det gode menneske’ – en praksis, som ikke nødvendigvis behøver at udtrykkes i noget, der ligner en sofabordsmodel. Et teater som Husets Teater, der netop har haft premiere på ’Det store stilehæfte’ klarer sig med en beskeden pamflet med teksten, men det er en fremragende praksis, Husets Teater har gennemført i årevis med ny dramatik. Andre teatre burde gøre ligeså. Politiken-værket på 2 kg indeholder foruden Julie Maj Jakobsens dramatiske manuskript også flere glimrende artikler om Karin Michaëlis’ liv og gerninger – hun skrev 122 kronikker i Politiken gennem sit liv foruden masser af reportager og interviews fra hvor hun nu befandt sig, i Europa eller U.S.A.

DU godeste, siger man, når der åbnes for beretningerne. Hun har hørt til den art skribenter, der på journalistisk vis kun har behøvet kort lunte for at eksplodere i skriverier – interviews med politiker og præsidenter, forfattere og kunstnere og almindeligt dødelige overalt, hvor hun befandt sig – selv fêteret de fleste steder for sine voldsomt mange romaner. Fêteret og – i det hjemlige – tit placeret på letvægten, såmænd også på det blad, hun skrev så flittigt i: Politiken. Bladets anmelder Erik Skram skrev i 1901 om hendes en af hendes første romaner ’Birkedommeren’: ”Nu buldrer fru Karin Michaëlis ind med sit ødelagte instrument!” en hentydning til hendes uakademiske, taleprægede frisprog. Og fra et sent øjeblik i hendes lange karriere: Tom Kristensen skrev i 1946 om hendes ’kvindelige tankespring’ og ’hurtigskriverier’ i selvbiografien ’Little Trold’ – den udkom i Amerika, hvor han boede under det meste af 2. verdenskrig.

HURTIG var hun. Når hun skrev. Og i øvrigt.

DET handler stykket på Aveny-T også om. Julie Maj Jakobsen suser flot gennem Karin Michaëlis livshistorie i korte glimt. Randers-pigen, der først vil være pianist, efter at hun er dånet over klaver-berømmelsen Victor Bendix’ besøg i byen – hun tager med ham til København, møder forfatteren Sophus Michaëlis, gifter sig med ham, hvirvles ind i det moderne gennembruds skrivende folkefærd, Brandes etc. Bliver skilt og gift igen, dyrkes af forfatteren og Gyldendal-direktøren Peter Nansen (og dyrker med), fornærmer Georg Brandes, som er nedladende og uforskammet over for hende. Har dramatiske opgør med Nansens kone, skuespillerinden Betty Nansen. Børn får hun forbløffende nok ikke i de mere eller mindre flygtige forhold. Hendes navne-slægtning Bo Tao Michaëlis skriver i sin artikel, at Sophus måske har påført hende en tidlig gonoré, som forhindrede graviditet. Karin har ellers levet, festet og skrevet sig gennem livet i nye forhold og nye ægteskaber. Rejser utrætteligt, bliver berømt og hendes bøger solgt i mægtige oplag også ude i verden, ikke mindst i Tyskland. En hvirvel af aktiviteter og personer, som på scenen fortælles i hurtige situationer, hvor Rikke Duelunds scenografiske, blomstrede cirkelrundans kan lade personerne komme og forsvinde – Anders Budde Kristensen er skuespilleren, der først er Sophus Michaëlis, så Brandes, så Peter Nansen, flere partnere endnu og sandelig pludselig Adolf Hitler afløst af Berthold Brecht.

MEN først og fremmest den begavede Meike Bahnsen som Karin Michaëlis, der ene øjeblik den naive, det næste den rasende, så den overstrømmende, så den rørende Karin – kvinden, der vil det hele, og opnår det meste. En flimrende og forunderlig skuespiller-præstation af den karismatiske Meike Bahnsen. Der er meget at holde sammen på for publikum, ikke mindst sammenkoblingen stykket igennem mellem Meike Bahnsens Karin Michaëlis og titelpersonen Shen Te i Brechts ’Den gode kvinde fra Sezuan’, som er en art dobbeltgænger – det menes, at Karin Michaëlis med sit gavmilde, offervillige sind har været model for Brecht, da han beskrev den gode kvinde Shen Te. En kobling, der løses på helt original vis ved at lade sangerinden Katinka skrive og synge gennem forestillingen en stribe sange, afleveret med en tyngde og ro og en stemmeføring af fjern, dramatisk mørk klang – ”Vi er skabt af perlelysekroner/Skabt af drivtømmer på en vindblæst strand/Som melodien er vi bygget af toner/sammen og alene – på én nodestreng”.

”Her i min Torelore-vindueskarm…” begynder en af hendes sange. Den refererer til det hus, Karin Michaëlis byggede sammen med Sophus på Thurø – Torelore var navnet på et eventyrland i den franske middelaldervise om Aucassin og Nicolette. Og stedet blev en slags eventyrland for de tyske flygtninge, Karin i 1930’rne gav et sted at bo, blandt dem Brecht.

SVENDBORG har meget at huske den viltre og viltert skrivende Karin Michaëlis for.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *