Jens Albinus og Olaf Johannesen i ‘Det store stilehæfte’ (tegn.: Claus Seidel)
NÅR GRÆNSEN KRYDSES
’Det store stilehefte’ handler om, hvordan krig sætter uhyrlige, menneskelige egenskaber i beredskab
Dramatiker: Agota Kristof. Stykket bearbejdet og instrueret af Jens Albinus. Oversat fra fransk af Nina Lautrup-Larsen. Scenograf: Mikkel Sebastian Rostrup. Medvirkende: Jens Albinus og Olaf Johannesen.
’Det store stilehæfte’ spiller på Husets Teater. Varighed: 1½ time uden pause.
*****
’DER er en måde at komme over grænsen på: At lade en anden gå først.’
DET er slutreplikken i Husets Teaters ’Det store stilehæfte’. Den lyder lige så uskyldig som titlen på stykket. Tilsyneladende. Men den er dybt rystende. Den lyder af beleven høflighed, men den er morderisk.
DEN bliver sagt af de to personer, som er de eneste, vi ser på scenen. En fælles replik som næsten alt, hvad de to siger i stykket. De er tvillingebrødre, anbragt hos deres bedstemor i et hus nær grænsen, den grænse, som vi måske ser for os som en grænse mellem øst- og vestblok. For stykket er skrevet af en ungarsk dramatiker, der selv engang flygtede over grænsen til Østrig, da hendes land var blevet befriet for tyskerne, men kort efter besat af sovjetrusserne – eller skal vi sige: Af kommunister i det Ungarn, der blev en del af østblokken.
BRØDRENE har lige nøje anvist deres far, at hvis han kan slippe godt gennem det første pigtrådshegn, kan han undgå landminerne inden det næste hegn ved at gå med lange skridt de syv meter i en bestemt ret linje.
BRØDRENE holder sig for ørerne, da eksplosionen lyder. Så klatrer den ene af brødrene over første hegn, træder i farens fodspor, så på farens ubevægelige krop. Og går ind i det andet land.
I FORMEN er forestillingen på Husets Teater en fremragende præstation af Jens Albinus og Olaf Johannesen. De gennemfører gennem næsten hele stykket at sige replikkerne i fællesskab. De er på en fostbrødre-vej gennem de uhyrligste trængsler i flere år, hvor moren har overladt dem til den ludfattige mormor, der modvilligt byder dem de hårdeste livsvilkår, krigens ubarmhjertigste afsavn, sult, mangel på alt, kamp om alt, indbyrdes snyd og svindel, chikanerier og tilsvining i selvopholdelsdriftens navn. Rystende oplevelser af alskens art. Brødrene opbygger overlevelsesstrategier, tæver hinanden til blods, styrker og hærder sig til at modstå alverdens fortrædeligheder. Gør og erfarer alt det, som er læren af krig, af menneskehedens uhelbredelige drift mod at komme gennem livet i kamp og konkurrence med andre. Der er øjeblikke i skildringen af denne rå oplæring, som bærer solidaritetens kappe, menneskelig forståelse og hjælpsomhed, men det er svært at skelne, hvor egen fordel ikke dybest set kommer foran uegennyttighed i de handlinger, tvillingerne udvikler.
DEN nævnte slutning på stykket er i hvert fald utvetydig. De to sønner har sørget for at tømme farens lommer for værdier, inden de sætter ham på vandringen gennem pigtråden.
KRIG sætter menneskers egenskaber på spidsbelastning. Jens Albinus er optaget af det som dramatiker. Vi så det i hans fremragende monolog ’Dette er et menneske’ baseret på Primo Levys beretninger om hans år i Auschwitz. Han spillede den i Skuespilhuset for nogle år siden. Den grumme fortælling ’Det store Stilehæfte’ bruger han til at pege på tendensen til et muligt ’Tæppefald for Europa’ – et Europa, hvor vi har svært ved ’at holde fast i vores menneskelighed, når al ting brydes om og nye virkeligheder dannes’. Grænsehistorien på Husets Teater refererer til hændelser for mere end en generation siden. Men oplevelsen af at se stykket nu refererer til forsiderne af dagens aviser.
gregersDH.dk