‘Into the Woods’ Glassalen i Tivoli 19.5. 2017

Sondheims 'Into the Woods' er hurlumhej i den grønne skov. Forvirrende, drilsk, indviklet, men virtuost fortalt

Christine Elisabeth Mørkøre og Sandra Elsfort i ‘Into the Woods’ (Foto: Martin Mydtskov Rønne)

HURLUMHEJ

I DEN

GRØNNE

SKOV

Sondheims ’’Into the Woods’ i Tivolis Glassalen er hurlumhej i den grønne skov. Forvirrende, drilsk, indviklet, men virtuost fortalt.

Manuskript: James Lapin. Komponist: Stephen Sondheim. Oversættelse: Thomas Bay og Mads Æbeløe. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Benjamin La Cour. Kostumer: Karin Betz. Kapelmester Mikkel Gomard.

’Into the Woods’ spiller i Tivolis Glassalen indtil 17. juni. Varighed: 2 timer og 40 min.

****

LAD os give denne historie en lang line og beredvillig sympati.
Titlen er ’Into the Woods’, en musical af Stephen Sondheim. Premiere i aftes i Glassalen.
Den er en slagmark af gode sceniske og vokale præstationer.
Den er et resultat af en omhyggelig indstudering af et værk, der er hundesvært. Musikalsk snørklet og tekstmæssigt broget som et patchwork broderet i et hippieværksted i Christiania.
Og den er et valg, truffet med imponerende vovemod eller, om man vil: Bind for øjnene. Orkester på 14 musikere og over 20 medvirkende på en scene, der ikke er større end en Ipad. Når Christmas Cabaret spilles i Glassalen er der fire-fem medvirkende, og så er buen spændt.
Men nu gør de det altså – produktionsselskabet med det forunderlige navn Heltemus Prod. Måske i tillid til, at musical-digteren Stephen Sondheim er et velkendt navn hos det danske publikum – han fik for nogle år siden krimi-musicalen ’Sweeney Todd’ spillet med succes både i Aarhus og i Odense, han har skrevet teksten til genistregen West Side Story m.m.

FORBANDELSEN

Stærke præstationer, omhyggelig indstudering og vovemod.
Hvad vil vi mere?
Vi vil have en god historie. En klar historie.
Det er ’Into the Woods’ ikke.
Sondheim har bygget et to en halv times eventyr op om et ungt par, som gerne vil have et barn, men som en heks har forbandet. Som straf for et eller andet, den unge mands far har gjort hende.
Forbandelsen kan hæves på forskellige betingelser. Betingelser, der vokser uoverskueligt, da Sondheim blander flere og flere væsener ind i affæren, bagerens familiemedlemmer, fyrster og rovdyr, kæmper og diverse personer hentet fra Grimms eventyr, Askepot og hendes onde søstre, Snehvides syv små dværge, kongen og prinserne på slottet, Rødhætte, hendes bedstemor og ulven og så Rapunzel (pigen, der spærres inde i et tårn) – alle færdes i en mystisk skov, som man gør i Grimms eventyr (deraf titlen).
Og det hele er meget eventyrligt. En redelighed af personer, mystik, mærkelige hændelser og dulgte motiver.
Der er stemning, symbolik, dramatiske og sjove situationer i skoven, som scenograf Benjamin la Cour (ham, vi kender fra Fredericias ’Klokkeren fra Notre Dame) har gjort levende og fantastisk.
Instruktøren Peter Langdal har sat fut i spillet, hittet på festlige detaljer, fået de medvirkende til at fyre replikkerne af med forbløffende præcision efter Sondheim-noderne, der byder på krogede veje og ensemblespil sat på spidsen. En musical, hvor vaklen og fejlskud kan være fatale, ikke mindst fordi vævet af sangstemmer er koblet på et lige så udspekuleret væv af solistiske orkesterstemmer – blæsere og strygere, som sangere og spillere på scenen skal hamle op med samtidig med, at de er sat på fysiske manøvrer i den grønne skov, som var de deltagere i et orienteringsløb for grønspætter.
Musikerne er sjovt anbragt i parader langs scenekanten, blæsere i damesiden, strygere i kongesiden, alle pudsigt nok iført dametøj uanset køn.
Scenen er bygget ud dér, hvor Glassalen normalt har orkesterpladserne, og det har skabt mulighed for en drejescene, endda med hæve-mekanik, ikke overbrugt i forestillingen, men effektiv flere gange.

EKVILIBRISME

Striben af medvirkende udfolder frækhed og charme og en betydelig sanglig ekvilibrisme, der skal hamle op med deres hidsige løb og spring for at møde farerne undervejs eller nå frem til frelsen i den turbulente historie.
Vi nævner i flæng nogle af de mest bemærkelsesværdige: Johannes Nymark som bageren, Silke Biranell som hans kone. Christine Elisabeth Mørkøre som heksen, Maria Wichmann som Askepot, Sandra Elsfort som Rapunzel, og som de to prinser: Henrik Lauenbjerg og Joachim Knop. Den sidste giver den tilmed som ulven, der med glansfulde grynt gumler Rødhætte i sig. Vi bliver på tilskuerpladserne ganske forpustede af at følge med i det hele – prøve at følge med, især fordi tekst og musik undertiden er det rene 110 m hækkeløb.
Der bliver i denne musical/opera sat rekord i ord og replikker, kvikt oversat af Bay og Æbeløe. Men uanset, hvor højt der bliver råbt og sunget i mikrofonerne af de medvirkende, ville det knibe, hvis ikke opsætningen havde Flemming Enevold til at kredse mellem de medvirkende som en uundværlig fortæller, der med fremragende artikulation informerer os om, hvem der gør hvad og hvorfor. Oven i dét har han en rolle som en forklædt vagabond, der blander sig i begivenhederne.
Men kan blive irriteret over dette Sondheim-projekts flimrende spor og veje, der ikke alle fører til Rom. Men vi bøjer os for vovemodet og sender ’Into the Woods’ gode ønsker. Midt i flommen af bløde og mere eller mere intetsigende musicals i disse år – også i Tivoli – er dette høj kvalitet. Udfordrende, perfekt og flot gennemført.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *