7.a stirrer målløse på kammeraten i blommetræet i operaen ‘Intet’ på Den Jyske Opera (foto: Kåre Viemose)
SLANGEN I TRÆET
Janne Tellers roman ’Intet’ sniger sig ind på Den Jyske Opera som en klapperslange.
Komponist: David Bruce: Librettist: Glyn Maxwell efter Janne Tellers roman ’Intet’. Dirigent: Søren Kinch Hansen. Instruktør: Bijan Sheibani. Scenograf: Giles Cacile. Medvirkende: Sofie Elkjær Jensen, Mathias Hedegaard, Daniel Carlsson, Jakob Vad og Johanne Højlund. Kor fra Den Jyske Opera og Det Jyske Musikkonservatorium. Orkester: Århus Symfoniorkester og Musikkonservatoriets orkesterskole.
’Intet’ spilles igen 7., 8. og 9. februar i Aarhus Musikhus. Varighed 2½ time inkl. pause. Desuden har både TeaterV i København og Teater Nordkraft i Aalborg ‘Intet’ på repertoiret som skuespil.
****
JANNE TELLERs roman ’Intet’ er blevet en verdenssucces. Det er en grum historie om, hvad der sker, da skoledrengen Pierre får hele sin klasse i haserne, da han går og smækker med døren.
Hans afskedsreplik er: ’Intet i denne verden betyder noget’. INTET! Hvorpå han sætter sig op i et blommetræ og bliver siddende dér.
Den replik kan enhver jo slynge ud, ikke mindst en knægt på fjorten, gebet af spleen og træt af skolen.
Men i Tellers roman breder replikken sig til altomfattende filosofisk nihilisme, vi er på eksistentiel sejlads med rystende konsekvenser, da klassekammeraterne spænder buerne i forsøg på at hive Pierre ned fra træet og bevise for ham, at der sandelig er noget, der betyder noget for dém.
De beslutter, at alle må ofre det, der betyder mest for hver enkelt og kaste det på et fælles bål, så de sammen kan vise Pierre, at det er noget pis, at intet betyder noget. Da de hver for sig har svært ved at besluttet sig for, om det nu skal være yndlingsbogen eller hårfletningen, vedtages det, at de andre bestemmer, hvad den enkelte skal slippe. Der er i roman langt mere provokerende eksempler end i operaen. F.eks. bliver en muslimsk elev tvunget til at ofre sit bedetæppe.
Det går under alle omstændigheder derudad med større og større krav og ofre, voksende pression, lynchstemning og massehysteri under udfoldelse af grotesk pseudodemokrati. Mens den stædige Pierre hænger i sit træ som på et krucifiks, og selv ender med at blive ofret på bålet.
KONCEPTET
Kan den historie gøres til en opera? Det kan den altså. Det, vi ser på Den Jyske Opera, er en opera, der er udviklet ved Glyndebourne Operaen i England, hvor man i flere år har haft held med eksperimenterende opsætninger målrettet et ungt publikum.
Dekorationer er de samme som i Glyndebourne. Instruktøren ligeså. Og konceptet igen, at de medvirkende er professionelle solister plus et kor og orkester, som er delvis professionelt – i Århus på den måde, at ensemblerne er sangere fra den jyske operas Ungdomstalentskole plus fra musikkonservatoriet. Og musikerne fra Aarhus Symfoniorkester samt konservatoriets orkesterskole.
Resultatet er en vellykket opførelse af den ganske makabre historie, der til dels bliver berettet tilbageskuende af de medvirkende, men sandelig også, så vi føler os ganske tæt på.
De solistiske præstationer er på et stærkt niveau, f.eks. med tenoren Mathias Hedegaard, som tilbringer uendelig tid i sit træ udøsende al foragt for menneskehedens sentimentale roden rundt livets værdier, de fysiske som de åndelige. Sofie Elkjær ofrer sin nydelige fletning, Johan Carlsson kvaser sig gode guitar, mens han med sin fine kontratenor synger sin smerte ud. Og mezzoen Johanne Højlund, jamrer ved sin hunds grav – vi hørte hende i mildere stemning for nylig i Den Jyske Operas ’Askepot’.
Korene – klassekammeraterne – i ’Intet’ har en dominerende funktion i opsætningen. De bevæger sig som små flodbølger rundt på scenen, et lille kollektiv i voksende desperation og – som operaen i øvrigt – i musikalske udtryk, der henter slægtskab hos bl.a. Orff og Britten i sangbare, af og til lidt monotone passager, men komponeret med enkle, ekspressionistiske midler, der har stor virkning ligesom David Bruces brogede orkestersats, der klinger glimrende under dirigenten Søren Kinch Hansen.
Det er en ganske bemærkelsesværdig forestilling, nærmest en afskedshilsen fra den afgående operachef Annilese (det er stadig IKKE forkert stavet!) Miskimmon, der hermed lægger endnu en interessant dokumentation for sit nyskabende virke i Århus. En stærk og temmelig rystende opera. En moderne udgave af Arthur Honeggers ‘Jeanne d’Arc på bålet’, om man vil.
gregersDH.dk