‘Stjernefamilien’ Skuespilhuset, Mellemgulvet 3.2.2017

Nikoline Werdelins genkomst til scenen med 'Stjernefamilien', et stykke, der kan fortælle skoleelever om deres forældres generation.

AL4W2108Peter Christoffersen, Lila Nobel og Jens Jørn Spottag i ‘Stjernefamilien’ på Skuespilhuset. (Foto: Thiara Rydwall)

 

DE KULDSEJLEDE

 

Nikoline Werdelins genkomst til teaterscenen med ’Stjernefamilien’, et stykke, der kan fortælle skoleelever om deres bedsteforældres generation.

Manuskript og instruktion: Nikoline Werdelin. Scenografi: Karin Betz. Medvirkende: Peter Christoffersen, Maria Rossing, Karen-Lise Mynster, Lila Nobel, Jens Jørn Spottag og Xenia Noetzelmann.

’Stjernefamilien’ spiller på Skuespilhusets såkaldte Mellemgulv i de kommende uger. Varighed 2½ time inkl. pause.

***

GENKENDT. Nikoline Werdelin med et nyt teaterstykke om livet i det nordøstlige København. Det første i mange år. Prøv at sige ‘Hellerup’ eller ‘Gentofte’ eller ‘Holte’, som man udtaler det i det hjørne, så ved man vi taler om.
Man spotter straks tonen, typerne og replikkerne fra hendes tegneserier, der har kørt i årevis. ’Café’, Homo metropolis’ og flere andre: Menneskevæsener fra det såkaldt bedre borgerskab, mennesker, der snakker deres hverdag sønder og sammen og op i skyerne med almindeligheder, let pudrede ondskabsfuldheder, lattervækkende snak om lattervækkende problemer i de hjørner af tilværelse, hvor indkøb i Irma, en krig i det fjerne og utroskab er muntre og gangbare emner til en venindesladder.
Hendes teaterstykker i 90’erne føjtede ad samme baner og var lige så underholdende – ’Liebhaverne’ og ’Den blinde maler’, der blev spillet på Husets Teater. Uimodståelige spejlinger af halvmondæn livsførelse i halvakademiske kredse, der vrimlede af halve sandheder og let skjulte dagsordner, det hele altid håndteret med blid sarkasme. Nikoline Werdelin  er vel fortrolig med miljøet.
Det nye stykke på Det Kgl. hedder ’Stjernefamilie’ – ironien er straks til at fornemme i titlen. Det er en komisk familie af luftigste, selskabs- og månesyge art, en familie, der tér sig så broget som himlens stjernevrimmel og som hænger løst sammen på uafklarede opsummeringer af skilsmisser og børn, hvis ophav man dårligt nok er sikker på.

DE KULDSEJLEDE

Midt i det hele: Sønnen Harald (Peter Christoffersen), hvis hjerne har svært ved at kaste anker, vistnok efter en bilulykke, han er autist, hovedet er et mylder af kaotisk lærdom, men først og fremmest vil han gerne spille violin.
Og da han tragisk og rørende nok har en drøm om at samle op på stumperne af sin kuldsejlede barndomshjem og vil gøre det med en musikalsk soiré, hvor familiens diffuse sammenskrab af medlemmer skal være til stede, bliver dét driften i stykkets handling.
Med alle tænkelige digressioner: Stedfaren (Jens Jørn Spottag) kaster sig over den unge spillelærerinde (Lila Nobel). Moren (Karen Lise Mynster), som er et totalprodukt af 70’er-økoflip og fri sex og alt mulig andet, der begynder med fri, forelsker sig i den autistisk violinsøns kvindelige kropsterapeut (Maria Rossing).
Halvsøsteren Julia (Xenia Noetzelmann) afpresser stedfaren penge til et absurd flygtningeprojekt ved at sexforføre ham på face time og true ham med at lægge billederne ud på nettet.
Vi er kort sagt på en lystvandring i en aparte familie. Og vi har fornøjelsen af groteske situationer, spillet som det rene delirium af engagerede skuespillere, ikke mindst sønnen Harald med den skæve forestillingsverden, som Peter Christoffersen hår virtuost hånd om, selv med fingrene på de rigtige violinstrenge.
Nikoline Werdelin har selv instrueret med al den kærlighed, hun har til 70’er-kulturens borgerlige ud- og afarter i København og omegn, og som hun rammer med den lille tone af smertefuld komik, der er hendes egen.
Anbefales til skoleklasser som indblik i deres bedsteforældres generation.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *