RÅSTYRKE

 
To piger vover sig ud i at fortolke Johnny Cash-sange – en mandeopgave af rang. De overlever. Og mere til. Forestillingen hedder ‘I am Johnny Cash’.

Spiller på Café Liva i Nyhavn indtil 21. juni

****

DER skal en vis råstyrke til at stille sig op og synge Johnny Cash-sange. Og tilmed bekendtgøre det under overskriften: ’I am Johnny Cash’. Titlen på Café Livas nye forestilling.
Nådada. Cash-sange er ikke for småpiger. Heller ikke for små drenge for den sags skyld. Det er voksen tale. Om voksent liv. Sunget – som de huskes – af Johnny Cash selv. Med en stemme, der rungede af maskulin livserfaring.
Men her kommer altså to piger, Astrid Højgaard og Frederikke Maarup Viskum, og udfordrer med en snes Cash-sange, hele tyve på stribe – den ene mere rå end den anden, sange om liv i fængsler, om skud fra hoften, om uafvendelig død, om slagsmål med og om stoffer, om mor, der advarer sønnike mod at tage skyderen med i byen. Om at finde en døende på gaden og lytte til hans sidste ord.
Men også om mands længsel efter den eneste ene. Det forsoner i denne kavalkade af sange, vi får i Café Liva.
 

MØRK OG LYS

Begge piger – og småpiger er de sandelig ikke – kommer med al den power, som de har kunnet hente på musicalakademiet i Fredericia. Vi har senest set dem som centrale medvirkende i den hårdtslående musical ’Lizzie’ på scenen i Fredericia.
Det er en konstellation af den mørke Astrid og den lyse Frederikke. Det kunne være dem, Sigfred Pedersen i sin tid skrev om – mørke Manja og lyse Lis, Nyhavnspigerne, der ’elsked’ bolcher og båndlakrids’ – men det er en anden historie.
I Nyhavns Café Liva handler det om livet i Mid West, om country og blues, om western og gospel. På Liva-båden med basis i musikeren Lasse Schmidts sikkert affyrede guitar- og banjospil. Og de to sangfortolkeres vidt forskellige natur og stemmer. Astrid Højgaard har en mørk, varm stemme og kan med sin sensuelle pågåenhed synge ’Would you lie with me’, så interessen for, om det er en mand eller kvinde, der kommer med opfordringen, blegner og bliver ligegyldig. I øvrigt en af de få sange denne aften, som ikke er skrevet af Cash selv, men sunget af ham.
Frederikke Maarup Viskum med det lyse hår kan til gengæld med sin lige så lyse, klingende stemme skabe samme stilhed i rummet, når hun synger Cash’ melankolske ’I still miss someone’.
 

STRAMT

Sammen bevæger de sig omkring deres guitarist med få og stramt formulerede bevægelser fra sang til sang, ’San Quentin’, ’Ring of fire’, ’Walk the line’ og hvad alle sammen hedder, disse nærgående, pågående og smukke sange, sunget både håndfast og udfordrende, så man tror på pigerne fortolkninger.
En del af fortjenesten må gå til Mads M. Nielsen, der har instrueret forestilling, en god time lang, men uden døde øjeblikke. Bortset fra dem, de og Cash synger om…

gregersDH.dk