HJEMME-HASH TIL ALLE

Ritualerne lever i Cirkusrevyen, alt fungerer, parodierne er perfekte og Niels Ellegaard scorer med et ubetaleligt morsomt nummer som sælger af hjemme-hash.

Spiller indtil 30. august i teltet på Dyrehavsbakken og 3.-7. september i Aalborg Kongres & Kultur Center

*****

DET er som at åbne en historiebog. Genopleve et ritual. Premiere på Cirkusrevyen. Dér står Vedbækgarden og spiller. Dér står Torben Træsko og giver hånd til hver publikummer. Aftensolen skinner. Direktøren har en aftale med Gud.
Og starten går en halv time over tid. Fast praksis. Hvad ville de ikke sige til dét på Det Kgl.!?
På scenen: Ulf Pilgaard, der koketterer med sin alder – 34 år har han stået der, spillet dronning Margrethe næsten så mange år som hun har været dronning, og titusind gange så tit som hun har nedsvælget smøger. Og dér står Lisbet Dahl i en maskering som en tidligere statsminister ved navn Lars Løkke Rasmussen, så vi synes, at lille Lars fra Græsted, er – om ikke den evige jøde, så den evige dansker, vores mand fra og til evig tid, med fadøl i hånden, småfiduser i baghånden og jakkesæt, der er mere maximalt end det Paul Schlüter købte sig i Regent på Nørrebro for 30 år siden.

GENKOMST

Vi præsenteres for Danmark her og nu og dengang.
Det præger i stærk grad Cirkusrevyen. Ritualerne. Fra applausen ved hver skuespillers første entre til fællessangen til slut med direktøren som forsanger. Alt sammen hører til fornøjelsen.
Jamen, er der da ikke noget, der overrasker denne gang?
Jo da. Det er f.eks. overraskende, at Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard er rykket ind igen på Cirkusrevy-holdet – selvfølgelig ikke mere overraskende end at vi gennem flere år havde set dem vokse og vokse som revykunstnere derude på Bakken. Men væk var de forrige år. Og tak for genkomsten. Tak lige ud ad landevejen til Henrik Lykkegaards genkomst – han kan parodiere Anders Fogh, så de to går i ét med tapetet, og han kan chokere ved at stige op fra lemmen i gulvet som et genfærd af den østrigske skæggede damesanger fra det nylige Melodi Grand Prix.
Naturtro parodier i en revy skal have den forventende chok- og jubeleffekt. Det har de her.

HJEMME-HASH

Niels Ellegaards genkomst er dobbelt. Revyens skrivende makkerpar Vase og Fuglsang har hygget sig med at gentage – nej, skabe en ny variant af den pizzamand, de fodrede Niels Ellegaard med for 5-6 år siden. Ideen er mageløs: Niels Ellegaard denne gang som manden, der kører omkring – ikke med pizzaer, heller ikke – ding!! – med hjemme-is, men med hjemme-hash.
En totalt bløbbet youngster i vildvoksende hippieantræk, selv usikker på det kvantum af cannabis, har gennem årene har indtaget, men så glad for sin vare, at han ikke har hæmninger med at fortælle om, hvor sandblæst han selv er i hjernen af stofferne. Hans faste replik er ’Va’d’ det hedder?’ Ellegaard har en evne til at bringe figurer med selverkendte atomsprængninger i hjernevindingere til vores kendskab.
Det er et enkeltnummer revet ud af den løbende sammenhæng. Som egentlig ikke er anden sammenhæng end godt valgte kontraster og enkeltjokes. Bl.a. et utroligt og henrivende lille danseshow, undfanget af Lykkegaard, hvor han og Ellegaard danser vals til Tjaikovskij-toner – i rullestole.
En oldinge-pas de deux af fortryllende virkning.
Kontrast og supplement i sig selv til de to større balletnumre, som Cirkusrevy-balletten afleverede, det ene som et brus af isafkølet fortabelse i en scenografi af perlende skyller i videoaftapning, det andet som et næsten hoffmannsk eventyr af mystik fra 1800-tallet.

EN GRINER

Sjovt nok, så lykkes også noget andet, der kommer helt nede fra de laveste ender af græsrods-høsten. En sketch med Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl som ægteparret, der får besøg af datter og svigersøn, Vicki Berlin og Niels Ellegaard. Ulf har foræret konen en ny cykel og sat vidunderet i kælderen. De unge kommer og hører om vidunderet i ord, der konstant opfattes, som om der er tale om en eller anden fabelagtig sex-vibrator. Vase og Fuglsang har skrevet nummeret.
Det ligger næsten som start i revyen, en prægtig og umådeholden griner. Misforståelse på misforståelse.
Det skal ikke overses, at Vicki Berlin, som på en måde har trådt ind dér, hvor Ditte Hansen gennem mange år har været forrygende supplement til Lisbet Dahl i revyen, løser opgaven ved at gå andre veje.
Hun har en præcis og lebendig facon, masser af down to earth-humør og kan aflevere en selvskrevet tekst som den om den unge, rå og fordomsfyldte københavnermor i en kæde af hårrejsende og mundrette replikker.
Alt i alt: Vi er ikke på sensationelt ny grund med revyen 2014. Men den står sikkert, hvor den står.

gregersDH.dk