Anne Margrethe Dahl og Niels Jørgen Riis i ‘Cavalleria rusticana’ (tegning: Claus Seidel)

HÆVNERNE

 
Italiener-tvillingerne ’Cavalleria rusticana’ og ’Bajadser’ er tilbage på Operaen med knivene trukket, i god stand og godt sunget.

Spiller indtil 10. juni på Operaen

****

GENOPOTAGELSER giver lejlighed til eftertanke. Sådan også med ’Cavalleria rusticana’ og ’Bajadser’, tvillligeoperaerne, der nu igen har fået hinanden under armen på Det Kgl. Teater.
Da dobbeltaftenen havde premiere i december 2011, hæftede jeg mig især ved, at ’Bajadser’ musikalsk er interessantere end ’Cavalleria rusticana’. Leoncavallo en bedre komponist end Mascagni. Det står jeg ved. De to operaer er selv ude om det, når de blevet sat sammen, hvad de jo gør jævnligt. To italienere. En time til hver.
Født til samvær. Med hvad deraf følger.

SYMMETRIEN
 
Men her i anden omgang er det værd at nævne, at Kasper Holtens ’Cavalleria’ har store kvaliteter, der hænger sammen med enkelheden i værket, i musikken.
En enkelhed, som svarer til netop den skarpt skårne facon, Holten giver iscenesættelsen, og som Mia Stensgaard rammer med sin dekoration.
Det hidsige hævndrama udspiller sig på en vældig, symmetrisk trappe op mod kirkens portal. Den katolske knytnæve hænger som en trussel over personerne.
Symmetrien viser ikke sol og vind, der deles lige. Den stråler af tung hævn og straf. Den store påskescene med koret som et masseopbud og fløjdørene fra kirken, der åbner sig for at give plads til et ceremonielt optog af liturgisk mystik, runger af dommedag, mere end af opstandelse.
Man kan høre Mascagnis strøm nok så meget som rendyrket følelsesladet velklang og simpel melodiøsitet. Men det virker i denne opsætning, hvor hovedpersonerne placeres og bevæger sig konstant med kirkeportalen som den sugende kraft, der styrer både ofre og hævnere og kirkegængerne, der ser på.
Der er stærke solister: Niels Jørgen Riis, Randi Stene, Johan Reuter, Hanne Fischer og ikke mindst Anne Margrethe Dahl, hævnersken, der fortryder – en bevægende figur, sangligt noget af det bedste, man længe har hørt fra hende.
 

MERE HÆVN

Hverken i ’Cavalleria’ eller i ’Bajadser’ skal vi overse, at den engelske dirigent Joana Mallwitz tilfører opførelserne en stor dynamik. Det er dobbelt vigtigt i ’Bajadser’, hvor intet kører på jævnstrøm.
Folkelivsscenerne i ’Bajadser’ kombineres med mere kompliceret trafik for hovedpersonerne i Mia Stensgaards bevist kaotiske scenografi – handlingen er jo transplanteret til 1945 og en ødelagt italiensk provinsby lige efter amerikanernes bombardement og indrykning i byen.
Og hævndramaet udspilles i dette tilfælde mellem de fire fra det omrejsende cirkus og den lokale fyr Silvio – alle i konstant omflakken mellem de lokale tilskuere, der har grupperet sig på, ja, såmænd på den store trappe fra ’Cavalleria’ – selvom vi nu er på Sicilien og ikke mere i Kalabrien. 
Stig Fogh Andersen har stadig fat i sin tragiske Canio, taberen, der griber til kniven, hans tenor kæmper lidt med højderne, men vi tror på figuren. Som vi tror på Kirstin Lewis, gæst i rollen, en markant sopran. På Michael Kristensen og Johan Reuter og ikke mindst på Audun Iversen, den norske baryton, der synger elskeren Silvio – Iversen er en baryton, der er rykket hurtigt frem på internationalt plan siden afgangen fra Operaakademiet for få år siden.
 

PAUSE-JOKE

Det er en italiensk operaaften af glimrende kvalitet. Tilmed suppleret med en fin joke i pausen mellem de to operaer.
I foyeren tumler tre sangere rundt med Pergolesis lille opera ’La serva padrona’ akkompagneret af et miniensemble. Ind og ud mellem publikum, op og ned ad trapperne – med skuespillersangeren Morten Staugaard i hovedrollen som Uberto, der hundser med sin tjenestepige Serpina, spillet af Signe Schreiber, og hendes kæreste Vespone, Jesper Tønnes forklædt som kgl. programsælger. 
Mest bemærkelsesværdig Morten Staugaard, hvis bas må kunne høres helt over til Amalienborg.

gregersDH.dk