Mikkel Bay Mortensen, Iben Dorner og Ghita Lehrmann i ‘Hverdag og Ekstase’ (Foto: John Schmidt)

FAMILIEN –

OG SÅ DET SJOVE 

Generationskonflikt og kultursammenstød i én triviel pakke – tilfældigt stykket sammen af en tysk forfatter og loyalt viderebragt af skuespillere og instruktør på Odense Teaters Værkstedscene.

Spiller på Odense Teaters Værkstedscene indtil 7. marts.

Rebekka Kricheldorf: ’Hverdag og ekstase’. Instruktion: Mogens Pedersen. Scenografi: Peter Schultz. Medvirkende: Githa Lehrmann, Thomas Chanhing, Kurt Dreyer, Iben Dorner og Mikkel Bay Mortensen.

**

JA DA. Vi bliver hurtigt klar over, hvad det handler om: Generationskonflikt. Tre generationer.
En farfar, der har næsen i sære antropologiske studier og glæder sig til at slå sig ned i det indre Ny Guinea og gå med meterlang pikforlænger. En farmor, der fortsætter sit frodige ungdomsoprør, men kræver betaling i euro for at passe sit barnebarn. En far, der er en hæsblæsende døgenigt, hvor største problem – ifølge hans fraskilte kone – er, at han knepper for hurtigt, hvilket synes et være årsag til skilsmissen fra sin rimeligt krævende kone.
Og så den tredje generation, hans 13-årige datter, som vi aldrig møder på scenen, men hører meget om, faktisk er hun det evige problem for de andre, teenager som hun er, fed og trøstspise-forædt.
Det er galleriet.
Det er godt med sul på konflikterne. Men som for at give opgør og skænderier om børnepasning, økonomi og familiebøvl i øvrigt et skud adrenalin udefra har den tyske forfatter Rebekka Kricheldort sendt en japaner på visit i hjemmet.

KULTURSAMMENSTØD

En japaner! Som indfinder sig med hele pakken af sære vaner, bukker og bukker, har små gaver med, smiler og bukker igen. I én uendelighed. Rigtig en brand at smide ind i det mudrede familieliv, som forfatteren opfatter som repræsentativ for den vesteuropæiske – i hvert fald den tyske – ’Untergang des Abendlandes’,
Den konfrontation skal give familien og os noget at tænke over. Men vi føler os ikke særlig belært af det store kultursammenstød. Det meste drukner i komiske scener i skæv revystil. Kultursammenstød, ok. Især på det seksuelle område. Antropologen har mødt den gifte japaner i det fremmede og har fået et bøsseforhold til ham.
Glimrende for japaneren, der forklarer: ’Der er familien, og der er det sjove’. Og det er sådan set også ok for det frisindede antropolog-ægtrepar. Mens deres søn nok synes, det er lidt aparte, da den japanske smiley foreslår ham et glas med sit japanske pis for at få det bedre.
O.s.v. Et meget vrøvlet stykke. Hvis nogen synes, det lyder sjovt, så må vi konstatere, at de konstruerede påfund modtages af publikum med stort set tavs undren. Og spilles af de udmærkede skuespillere med forsigtig umage og en vis desorientering. Ligesom det er svært at se andet end professionel rutine i Mogens Pedersens instruktion.
Stykket hævdes at have haft succes i Berlin. Måske er der også et kultursammenstød mellem Berlin og København.

gregersDH.dk