MED NÆB OG KLO – OG LUP

Begavet kulegravning af komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreens skæve musik

Ursula Andkjær Olsen: ’Hver med sit næb’ – Pelle Gudmundsen-Holmgreens musikalske verden. 152 s. Gyldendal 1904.

****

FERIELÆSNING til at hvile ørerne på? Ikke lige. ’Hver med sit næb’ hedder bogen. Den handler om komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Om hans musik. Kun om den. D. v. s. dermed alligevel også om ham. Om hans værker. Hvor han vil hen med dem. Det er på tide at fordybe sig i den bog. Den udkom for femten år siden og har bare stået dér og hvæset til mig fra reolen.

DET er en ganske kompliceret affære. Ursula Andkjær Olsen, digteren, der også er musikforsker, har haft ører og øjne dybt i kompositionerne og set og hørt og undersøgt lyde, udsagn, strukturer, særheder, endevendinger, omvendinger – jeg havde nær tilføjet kovendinger (Pelle ville være glad for det ord!) – beslutninger, prøveballoner, pletskud, spekulationer og udspekulationer – hvis så udspekuleret et ord findes – provokationer og musikalske kærlighedserklæringer. Al hans sindrige musik fyldt af indbyggede spørgsmål og modspørgsmål til metode og mening. Som han stiller. Til sig selv. Og svarer på. Verbalt eller i noder. Muntert eller vrængende. Nøgternt eller grotesk.

SPØRGSMÅL. Næsten som da vi – engang i hans og min lattermilde ungdom – sad i hans robåd på Samsø, og latteren forstummede, da vi skulle tage livet af en lille fisk, vi havde fanget. Pelle udkastede alle tænkelige vinkler med kniven. Men endte med at sige: Det er meningsløst. Og lod fisken gå retur i havet. Mening og meningsløshed er noget, han tit kredsede om – udadvendt og morsom som han var, skarp og ironisk. ’Den blide sarkasmes elskværdige mester’ kaldte jeg ham i en anmeldelse af – jeg tror det var af hans opera ’Sol går op og sol går ned’, den eneste opera han har forsøgt sig med, en bibelsk fabulering over et citat fra Prædikernes Bog ’Det er intet nyt under solen’ udviklet tekstmæssigt af Ursula Andkjær Olsen og med kongelige og andre aktører udfordret i forbløffende aktiviteter.

HANS mange store og små værker er ellers mest instrumentale – instrumentale i altfavnende forstand: Lyd, tone, hvad som helst, der kan ramme øret, er i sving. Båthorn, slagtøj af alle arter, raslende og skrattende, larmende eller ømt kærtegnende. Messing- og træblæsere i hvilke af deres naturlige eller unaturlige områder, de kan byde på, vibratoløse eller vibratosvulmende. Menneskestemmen i tænkelige og utænkelige versioner. Umådeholdent bredende sig i varighed eller snerpet ind til yderste grad af mådehold. I hans ’Repriser’ hører man i et enkelt stykke to toner i otte minutter – koncentrationen er næsten som en opfølgning på den kompositionsopgave, hans lærer Finn Høffding stillede ham, som det første på konservatoriet i 1952: Du får tre toner! Gå hjem og se, hvad du kan få ud af dem. Spild ikke krudt på noget overflødigt.

BOGEN er en analyse af, hvad Pelle siden har bedrevet med lyde og toner. Du lægger bogen fra dig af og til for at trække vejret og lytte igen til musikken, til cd’rne – der er også en cd’ vedføjet til bogen. Flere af cd’rne også anmeldt her på bloggen med undren og nysgerrighed. Hans musik er udfordringer på alle ledder. Sort humor, bevidste konfrontationer og modsigelser, tvetydigheder og blotlæggelser af musikalsk tankespind, som konstant kan bringe os i tvivl om, hvor han nu vil hen. En Rasmus Modsat i nyere dansk musik kalder nogle ham. Selv har han kaldt sig en pessimistisk sortsynet skeptiker. Ikke bare kontrær over for de traditioner, der behersker musiklivet omkring ham, den ’store’ musik, koncertsalenes tiljublede herligheder, al den veltalende retorik – som Ursula Andkjær kalder det. Gængs skønhed er ikke det, Pelle er ude efter. Hans musik er slag mod trommehinderne, hidsige, udfordrende. Og hvis den ikke er det, så kan det fortolkes som ironi eller underfundige finesser i rydning af slagmarkerne, de hæderkronede, de tiljublede. Hans musik er skæv og grim, undertiden tumpet og komisk. Hvis smuk – så i tvetydig forstand. Aldrig så snart har han antydet en velklingende strofe, før han slipper den, knækker den midt over med et krads fra en stump slagtøj eller med et melodisk pift, der fører i nye retninger eller bare løber ud i sandet – vi skal ikke tro noget. Vi skal ikke forføres. Når vi bliver det alligevel, er det af den samme sære tvetydighed, vi oplever hos Samuel Beckett – forfatteren, som Pelle altid har følt sig forbundet med: ”Jeg blev øjeblikkelig fanget ind af Beckett, da jeg i slutningen af 50’erne så hans Slutspil… Det, at han er så konsekvent sortseer, betyder, at han kommer om på den anden side af mange ting. Beckett fæstner sig ved meningsløsheden, som har en mærkelig kraft i sig, idet den frigør nye muligheder i oplevelsen af verden.”… ”Jeg ønsker ar omgås meningsløsheden, for at prøve at få has på den, hvilket selvfølgelig ikke lykkes. Men det er forsøget, der tæller. I forsøget viser menneskeligheden sig”…

DER er mange gode øjenåbnere i Ursula Andkjærs bog. En af dem er den, som bogtitlen antyder – ’Hver med sit næb’. Hvis man er optaget af Pelles musik som samuel becketsk udtryk for livets ubegribelige meningsløshed, så kan man samtidig fordybe sig i de omhyggelige påvisninger af komponistens infernalske kamp for at løsrive musikken fra den klassiske dyrkelse af kollektiv samklang, den tilstræbt sublime vellyd i f.eks. symfoniorkestres klassiske repertoire. Tilværelsen som uhjælpelig kaotisk afspejles i hans gennemførte opsplitning af stemmers og instrumenters individuelle optræden i værkerne. Et hurlumhej af krablende, tilsyneladende spontane initiativer. Modsætninger, der tørner sammen. Soloinstrumenter, som du et øjeblik tror har hovedrolle, men alligevel forsvinder mellem omgivelserne.

PÅ bogens bagside kan man læse, at bogen er en letlæst introduktion til Pelle Gudmundsen-Holmgreens musikalske verden. Meget kan der siges om bogen. Den er interessant med sin placering af komponisten som nyskabende i dansk musik, den er logisk i sin opbygning af centrale sider af komponistens arbejdsmetoder, den er skarpsindig i sin møjsommelige og detaljerede påvisning af værkernes indbyggede kontraster. Men letlæst? Det ord skal måske lokke nogle til at tro, at de kommer i selskab med John le Carré eller Jussi Adler Olsen. Bogen er tværtimod krævende læsning, hvis man skal komme ned i forfatterens analyser og udnytte mulighederne for at høre de værker, hun skriver om. Forlaget kalder også bogen et essay. Det er bedre. Men den er snarere en disputats. I hvert fald et forarbejde til sådan en.

BOGENS forside: Sven Reiner Johansen m. foto af Marianne Grøndahl

gregersDH.dk