MOTORSAVEN I SVING

 
’Hovedløs sommer’ er et generationsopgør i Erling Jepsen-stil. Det river og flår – og det er en gyser. Langt hen ad vejen: Udspekuleret teater.

****

AT vokse op i den familie kalder på én ting: En motorsav. Vi kan ikke anbefale det sådan i almindelighed, men ser i øjnene, at der kan være udmærkede muligheder i en motorsav, hvis man er i dét humør.
Nu er dramatikeren Erling Jepsen en grandios skjælm, som svinger med motorsaven, som var det et lystigt nytårsfyrværkeri. Saven, de tilgitrede kældre, som de voksne spærres inde i, hovederne, der vrænges af led og dingler i trætoppene – alt sammen fortæller han om med ondskabsfuldt smil. Og hans iscenesætter, Madeleine Røn Juul klimprer det som en perlende, scenisk klaveretude af Czerny, så vi vellystigt går med på spøgen: Dette er et familieliv, der kører mod afgrunden, grotesk og virtuost. Sand-  og  usandsynligt på én gang.
Vi oplever rædslerne gennem nøglehullet. Sammen med Tom Jensen. Han spiller en professor ved Akademiet for de Skønne Kunster, vejleder for husets datter Emilie. Den pæne professor begriber ikke mange kvæk af hendes makabre billedudfoldelser. Hverken før eller siden.

MARERIDT

Hendes forældre begriber endnu mindre, da de ser hendes malerier udstillet – alle hendes billeder er forvredne hoveder, ved Gud om de ikke er klippet ud af familiealbummet og plantet i kollager på dyr og træer, tydeligvis i haven til et hus, mor og Emilie og lillebror Jacob har boet i efter en skilsmisse.
Vi andre begriber efterhånden, at Erling Jepsen er ude på et trip, hvor virkelighed og mareridt kører hånd i hånd, så vi ikke hele tiden kan være bombesikre på, hvad der er hvad.
I en række flash backs ekspederes vi og professor Jensen til et dødssygt hus på landet, et hus, mor, datter og søn har søgt tilflugt i efter en skilsmisse. Fra Marianne Nielsens scenografiske opstabling af et bræddehus, der kunne være en ond drøm i udkanten af Christiania, kikker de tre ud i en nattemørk have – evigt nattemørk åbenbart, for det er derude angsten og gyset har lejret sig, f.eks. den dæmoniske psykopat Anders, der under dække af sære skrøner om sin fortid i huset trænger ind på de nye beboere – unge Thue Ersted Rasmussen charmer mor og datter sønder og sammen med samme farlige underfundighed, som vi så ham udfolde i ’Tartuffe’ i Grønnegården i sommer. 

NEUROTISK

Professoren er den fordækte stand by til hændelserne i huset. Datteren Emilie guider og fortæller ham, hvad der har fået hende til at male sine gyselige fantasier på lærred efter lærred: Livet i dette hus sammen med en hysterisk og erotisk frustreret mor – vi har fornøjelsen af Meike Bahnsen i neurotiske ture, der genkalder hendes rablende huseren i Line Knutzons ’Håndværkerne’ på Aalborg Teater for et par år siden. Et bevidstløst, kerneløst fruentimmer parat til hvad som helst.
Erling Jepsen elsker farceagtige absurditeter – psykopatens forældre optræder som en parallelforskydning til Emilies forældre – vanvittige erindringsklip i galningens hjerne.
Merete Voldstedlund og Anders Hove giver dem desperat, lattervækkende nærvær.

VREDEN

Helt afgørende for gnisterne af mening i datteren Emilies målbevidste opgør med moren – og den afstumpede far (Henrik Jandorf) – er Marie Dalsgaards fremstilling af Emilie som kernesund og almindelig, men sandelig også med en sådan opladning i vredesbatterierne, at vi fornemmer, hvor meget af forfatteren, der ruger og koger i pigen – forfatteren, som vi har set ham i andre dramaer plante eksplosive bomber i et småtskårent, provinsielt familielivs knusende generationsmekanismer. Mekanismer, som man lige nu også kan se strejfet i Thomas Vinterbergs nye film ’Flugten’, som rammer meget af det samme indavlede miljø.
Hos Marie Dalsgaards Emilie blandes hudløshed og viljestyrke med foragt, vrede og savn i et vekslende spil, der matcher Meike Bahnsens afstumpede varme i morrollen. En stærk præstation.
Det er godt og underholdende teater. Nok mere underholdende end rystende.
Uanset motorsav.

GregersDH.dk