Henrik Birch, Charlotte Munksgaard, Mikkel Reenberg og (i baggrunden) Pauli Ryberg. (Foto: Thomas Cato)

MASKEN, LØGNEN, GALSKABEN

’Ritualet’ er et lille stykke udforskning af meningen med teatret og skuespilkunsten, formuleret af Ingmar Bergman, og godt ramt på det lille Får302 i Toldbodgade. 

Spiller indtil 26.1.

****

EN maske står tilbage. Den er det sidste, du ser. En grum sort maske med kæmpenæse og to lysende øjne. Uudgrundelige.
Så uudgrundelige som det teater, Bergman kredser rundt om med ’Ritualet’ – en teaterversion af det lille tv-drama, som han lavede i 1969. På et tidspunkt, hvor han havde været chef for Dramaten i en årrække og revet sig løs af management og bureaukrati. Og altså – som så ofte – har behov for at dissekere og grave i sig selv, sit forhold til skuespillerne, sit forhold til driften mod at spille, fremstille, være til.  
Masken står der og stirrer ud på os med et blik, der rummer absurditeten i det, vi lige har set. Kun den er tilbage på scenen. Skuespillerne har trukket sig. De tre, som agerer skuespillere. Og den fjerde, der er forhørsdommeren, som med snedig udspørgen har fået de tre til at fortælle – egentlig ikke noget om deres optræden i det spil, der er blevet standset, fordi det er pornografisk – mere om dem selv.
Snedig og selv offer.

TREND

EMNET er egentlig en trend i Får302 ideer og ambitioner med at lave teater i den hule af et teater, de har kørende nu på, jeg ved ikke hvilket år, i en dødssyg stuelejlighed i Toldbodgade, tre trin ned og frem trin op i en opgang, hvor man har det, som om man må banke på først hos hr. og fru Jensen til deres toværelses.
Et emne, som hedder udforskning af skuespillerens kunst. De har været i det spor tidligere f.eks. med Bergman, da de lavede teaterversionen af hans ’Persona’ – den fortættede konfrontation mellem en dæmonisk skuespillerinde og en sygeplejerske, hvor realisme og fiktion støder sammen i en dissektion af, hvad det vil sige at optræde.
I ’Ritual’ ser vi den kunstige, men tætte sammenrotning af tre vidt forskellige skuespillere. Som indbyrdes er på frontal kurs i deres professionelle, forløjede og besatte fællesskab. Sex, penge, konkurrence og jalousi er det inferno, der driver dem. Tvivl og selvsikkerhed i et pele mele. Mikkel Reenberg, anarkisten, Henrik Birch, den beregnende, Charlotte Munksgaard, den opportunistiske. Alle tre rystende usikre. Over for Pauli Ryberg, dommeren, hvis selvsikkerhed også krakelerer og bryder sammen undervejs i hans spørgerunder.
Spillet er kort, snært og hårdtslående fortalt i Jens August Willes instruktion og Siggi Oli Palmason design. Det skærer godt ind til benet af de spørgsmål, vi ustandselig stiller til teaterkunstens væsen: Hvad handler dette her om? Masken, løgnen, galskaben. Hvad bruger vi det til? På begge sider af rampen…

GregersDH.dk