DIVA MED HJERTET PÅ FYN
Henriette Bonde-Hansen er sopranen med den perlende lyse stemme, altid på rejse mellem alverdens operahuse, selvom rødderne er en landsby på Fyn. Lige nu er hun hjemme for at synge sin hundesvære rolle i Rossinis ’Tyrken i Italien’ på Det Kgl. Teater.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller
—————————————————
HUN træder ud af elevatoren med et ’Hej’, der klinger som et fuglefløjt.
Jeg er straks helt tryg. Man har ikke taget fejl. Henriette-Bonde Hansen er en glad sjæl, en pige med en stemme, der lyser op med yndefuld sølvglans. Hørt igen og igen. Fra scenen, fra cd’erne, i koncertsalen, og da også fra skærmen ind imellem.
Spændende at møde hende ude af rampelyset. Trukket ned på jorden. Ok – op med elevatoren. Se hende stå lige dér, ikke i en rolle, ikke i spotlyset, ikke i koncertpositur, ikke kostumeret som den ene eller anden donna Elvira. Ikke som nogen anden end sig selv. I cowboybukser og håret i hverdagsfacon. Frisk ud af elevatoren med et ’Hej!’ – netop som den brise af lys bøgskov, der blæser fra hende over scenen mod publikum, mod medspillerne, og sandelig mod kritikerne dernede, forestilling efter forestilling, år efter år.
Nu sidder vi dér, taler om rollerne, om det ene og det andet, om hendes liv, men så om rollen – den, hun spiller i disse uger på Det Kgl. Teaters Gamle Scene, og som er blevet modtaget med jubel af anmelderne – lige som hele forestillingen, Rossinis ’Tyrken i Italien’.
Af Børsens anmelder Jakob Wivel udnævnt til ’topprofessionelt pjat og pjank’ med Henriette Bonde-Hansen ’stilsikker og umådeligt klart og smukt klingende’.
På scenen en langbenet vipstjert af en operafigur med et navn, der lyder som et helt fuglekvidder: Fiorilla. I en Rossini-opera, hvor man – uanset titlen – i hvert fald ikke skal forberede sig på et debatindlæg om Tyrkiets indlemmelse i EU. Derimod på en vanvittig komedie om pigebarnet Fiorilla, der er gift, men flirter mændene sønder og sammen, inklusiv denne her tyrker, der tropper op i Sorrento og omegn, charmer løs og…som Fiorilla siger: ’Dén tur kan han selv få!’.
”Jo da, det er flirt, og skørt og frækt – og jeg er da glad for, at folk synes, det er morsomt, for det er meningen. Instruktøren – eller instruktørerne, for de er to, der har lavet den sammen. De har flyttet handlingen frem til 1950’erne, og vi render rundt ved et italiensk badested i kostumer, der er den rene farvelade – og puh, du skal bare se kostumer! Jeg har selv 14 omklædninger undervejs. Der er ikke et øjeblik til at gå på toilettet. Kun i pausen. Og så skal der altså synges. SYNGES! Det er godt nok svært, det meste af det…”
– Rossini nægter sig ikke noget.
”Han er genial. Men svær. Jeg stillede til prøverne med hovedet fuld af noder. Prikker og streger, staccatoer og legatoer. Dér startede det. Og så gik vi i gang med det sceniske. Og fandt ud af, hvad det kræver af timing. Som instruktøren sagde til mig i en pause under prøverne, da klokken var blevet halv ti, og vi havde været i gang hele dagen: ’Det er faktisk ufatteligt så meget energi, jeg kræver af jer!’”
– For meget?
”Det ved jeg ikke. Men der er et enormt power drive. Man kan ikke slippe et sekund. Instruktøren havde et meget godt billede på, hvad det handler om: Han siger, at vi må ikke ’sætte kufferterne ned og tage dem op igen’. Vi løfter dem, når vi starter 1. akt, og sætter dem, når 2. akt slutter.”
– Handlingen er ret pjattet.
”Det kan godt være. Men alligevel: Lige så snart man har en tendens til at pjatte med det på scenen og ikke gør det knivskarpt, så ryger al ting på gulvet. Vi har en balscene, hvor nogle skal stå helt stille, andre bevæge sig. Fordi de fryser. Hvis bare en i gruppen ikke er præcis, falder scenen til jorden.”
– Og det sanglige skal sidde som perler…
”Ja da. Jeg har en scene med ham tyrkeren, hvor vi ender på et lille picnicbord, og på et af de sværeste steder skal jeg ligge på ryggen og synge en hel masse. På det dér lille bitte bord! Og det skal helst lyde smukt. Selvfølgelig. Men nogle gange er man nødt til at give sig selv lov til at lade det smukke vige lidt for action.”
Fortællingen om Fiorilla er en fortælling om en pige, der elsker at eksperimentere, at kaste sig ud i det eksotiske og ukendte, men – når det kommer til stykket – er en hjemmefødning, der har det bedst med det trygge og velkendte.
Hvor har vi Henriette Bonde-Hansen selv? Når vi ser på hendes kalender er hun konstant på vej ud i det uvisse. Santiago i Chile, Covent Garden i London, Bastille Operaen i Paris, operascener i Spanien, Schweiz, Frankrig Belgien, Holland. Hendes bopæl er halvvejs i Tennesee i USA, hvor hendes mand bor, halvvejs på en stilfærdig vej på Frederiksberg. Det sidste sted med Frederiksberg Have som nabo og købmanden om hjørnet.
Ren Fiorilla-dualisme – sådan ser det ud. Ikke mindst, når vi snakker om hendes barndomsliv i en bette landsby på Fyen. Rudme kaldet. Hendes øjne flammer et sekund, da jeg spørger til dette sted. Et opslag på Kort og Matrikelstyrelsens Topografisk Atlas får mig til at kalde det ’et hul i jorden’.
Det kalder man ikke det sted, hvor Christen Kold var friskolelærer og boede, da han grundlagde den nærliggende Ryslinge Højskole!
”Og hvor så mange andre har boet og bor,” fnyser Henriette blidt forurettet. ”Sys Hindsbo, Svend Wiig Hansen, Pia Tafdrup… billedhuggere, malere, digtere. Dér er noget, du ikke ved. Det er skam et godt sted. Med højskolen i Ryslinge lige i nærheden, gymnasiet i Ringe – og så altså Friskolen og det miljø, der er omkring den. Med mange foredrag og den slags. Jeg har selv gået på skolen, og det har hele min familie, mine søskende, mine fætre og kusiner. Det er et lille samfund, hvor man et tæt på hinanden.”
Snakken om det hjemlige får Henriette til at swinge umærkeligt over i det fynske. Samtidig leder hun et sekund efter et dansk ord for det engelske ’exposed’ – engelsk er blevet hendes halve voksenlivs sprog:
”Ja: ’udsat’. Jeg mener: Vi blev jo også udsat for alt muligt musikalsk. Vi spillede skolekomedie flere gange om året. Hvis det var noget med musik, så var det altid mig, der skulle synge og spille. Der var morgensang hver dag. Jeg lærte at spille klaver ligesom min søster og bror. Min mor spillede selv, og hun var meget principfast med at vi skulle øve os. Det var lige så vigtigt som dansk og regning, sagde hun. Vi blev lidt pisket til det – du ved, af og til var der jo noget, man hellere ville… Men i dag er jeg da glad for, at jeg holdt ved. På konservatoriet havde man det som fag. Det er enormt værdifuldt for en sanger. Det er mit fundament. Jeg kan orientere mig i et partitur. Jeg kan delvis akkompagnere mig selv, når jeg har brug for det under indstuderinger.”
– Skulle du være blevet pianist måske?
”Nej, nej. Det blev kun til husbehov. Og jeg ved præcist, hvornår det startede med, at jeg ville synge, sådan rigtigt. Det var da jeg så Bergmans ’Tryllefløjten’ på tv. Jeg har glemt, hvem der sang, men – det var Nattens Dronning! Jeg har nok været tretten år. Der skete noget inden i. En lykkefølelse. At kunne dét! Min far og mor købte indspilningen. Jeg hørte den en million gange, når jeg var alene hjemme. Siden tog det ene ord de andet. Mens jeg gik på Midtfyns Gymnasium i Ringe, begyndte jeg samtidig at gå til sang i København. Men hele miljøet derhjemme betyder stadig meget for mig. Friskolen, Højskolen, gymnasiet. Rudme. Mit barndomshjem.”
– Dine rødder…
”Min mand, som er cubaner, men opvokset i U.S.A. og Schweiz, siger, han kan mærke det dér – at jeg har fødderne godt plantet i den fynske muld. En vis jordbundethed. Noget med de nære værdier. Et roligere tempo. Også det med, at man kommer hinanden mere ved. Hjælper hinanden. Det er naturligt, at man fortæller sine naboer, at nu tager man til København i weekenden. Eller rejser langt væk. Stort og småt bliver delt. Ikke nødvendigvis på nogen snagende måde. Det holder jeg meget af.”
– Hænger det sammen med det flyvske liv, du lever?
”Jeg ved ikke rigtigt…næh. Nogle gange synes jeg da, at jeg ikke er noget for nogen. For jeg er der aldrig. Men jeg har selv valgt det dér ’flyvske’ liv. Jeg har vel fået det, som jeg helst vil have det. Vænnet mig til det. Kender ikke rigtig andet. Det nære fynske miljø har da betydet meget for mig, men jeg har også altid haft udlængsel, en stor nysgerrighed efter at se andre steder. Man stopper op på en gade i Chile og tænker: Utroligt! Og det er bare mit arbejde, der har ført mig her til.”
– Får du nogen sinde lyst til at slå dig ned og blive?
”Ni ud af ti steder tænker jeg: Her vil jeg være! Men så besinder jeg mig. Og tænker: Jeg er jo dansk. Og så handler det, når det kommer til stykket, mest om opgaven. Der er derfor, man er der. Om at indrette sig hurtigt og praktisk. Finde ud af, hvordan hverdagen kan køre. De næste to måneder skal fungere.”
– På et hotel, der kunne være hvor som helst…
”Ja. Eller i en lejet lejlighed. Den slags kan nogle gange være en udfordring!”
– Hvordan?
”Du kommer ind i andre folks møbler. De kan være frygtelig præget af udlejning. Jeg har gennem tiden købt mange ting, som jeg så har ladet stå, når jeg rejser. Du ved: Sådan noget som tallerkener og glas. Man drikker ikke the af elendige kopper. Der skal være en salatskål af en vis størrelse. Det er om at indrette sig med det samme, for der starter som regel et intensivt prøveforløb på operaen, hvor man er hyret.”
– Hvordan finder du lejlighederne?
”Det er noget, min agent ordner. Som regel ud fra en liste, operahusene har over mulighederne. Man skal være forberedt på lidt af hvert. Jeg har da en enkelt gang givet op og sagt: Det her? Dét gør jeg simpelt hen ikke! Også med hoteller. Man ankommer sent, ser værelset og tænker: Hold da op! Men jeg har også lært, at man måske lige skal sove på det. Ikke gå i panik ved midnatstid. Men vågne op næste morgen og se på det: Er der noget, man kan gøre ved det?”
– Ønsker man sig hjem til Frederiksberg eller Fyn eller Tennesee?
”Måske. Men dét nytter ikke noget. Engang – måske.”
Fakta om HENRIETTE BONDE-HANSEN
Født 1963 i Rudme ved Ryslinge på Fyn. Datter af urmageren i Kværndrup. Gik i Rudme Friskole, på Rødding Højskole og i gymnasiet i Ringe. Uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med afgang fra Operaakademiet i 1993.
Operadebut på Den Jyske Opera som Adele i ’Flagermusen’ i 1993. Siden hyppig gæst på Det Kgl. Teater og på Den Jyske Opera, hvor hun bl.a. har sunget Melisande i Debussy’s opera ’Pelléas og Melisande’. I udlandet debut på Theatre la Monnaie i Bruxelles i 1996. Siden da en ubrudt række af gæstespil i Belgien, Frankrig, Chile, Spanien, Schweiz, Tyskland, England, Canada etc.
Blandt hovedrollerne: Susanna i ’Figaros Bryllup’, Gilda i ’Rigoletto’, Sophie i ’Rosenkavaleren’, Fiordiligi i ’Cosí fan tutte’ og Julie i ’Romeo og Julie’.
Bosat dels i København (på Frederiksberg), dels i Chattanooga i Tennesee, U.S.A.
Gift 2006 med den cubanskfødte tenor Reinaldo Macias, der er knyttet til Operaen i Zürich i Schweiz. De mødte hinanden i forbindelse med opførelse af Gounods ’Romeo og Julie’ på operaen i Zürich.
Synger hovedrollen som Fiorilla i Rossinis ’Tyrken i Italien’, der spiller på Det Kgl. Teaters Gamle Scene til og med 13. juni.