Ferielæsning: Stjernetenoren Helge Rosvænges vidtløftige selvbiografi fra 1963
MERE fra de afsides boghylder, hvor bøger sukker over at være efterladt og glemt. F.eks. Helge Rosvænges ’Mach es besser, mein Sohn’. Den må læses. Igen? Vistnok. Sidst må i hvert fald være længe siden.
JEG husker, hvor jeg fandt bogen. Jeg fik øje på den i en boghandel i Riga, da jeg var med Det Kgl. Kapel på en turné i Sovjetunionen i 1966. Sikkert så optaget af at anmelde og sende reportager hjem til DR, at bogen blev proppet ulæst i kufferten. Nu er den så kommet med på rejse igen.
HELGE hvem? Og hvad er det med den søn, der skal gøre det bedre? Helge Rosvænge var en glimrende dansk operatenor, sjældent hørt i Danmark, men i årevis tiljublet over hele Europa. Sønnen hører vi ikke meget om. Han hed Ole Dan, står der. Og så er dén ikke længere. Den retoriske henvendelse til sønnen på forsiden er en titel af den art, smarte forlagsredaktører finder på. Hvis der var noget, sønnen kunne gøre bedre end faren, var det næppe at synge. I så fald havde vi nok hørt om ham.
MÅSKE kan der ligge dét i titlen, at bogen er skrevet af Rosvænge på et tidspunkt, hvor han stadig døjede med noget, han selv måske kunne have gjort bedre. I hvert fald i mange danskeres øjne. Han havde flirtet med nazismen. Det kan man finde forklaringer på, når man læser hans bog. Han er en kunstner, der i den grad har været grebet af sin karriere og låst fast i sin sangersucces, at han har lukket øjnene for, hvad der foregik omkring ham. Gamle venner fra København besøgte ham i 1938 i Berlin – det var Ghita Nørbys forældre, Det Kgl. Teaters bassanger Einar Nørby og pianisten Guldborg Nørby, som mange år efter fortalte mig, at det første de så på væggen i Rosvænges entré, da de kom ind ad døren hos ham, var et stort portræt af Herman Göring. Det fik dem til at gå igen med en bemærkning om at dét kunne de ikke klare.
DEN slags reaktioner gjorde formodentlig indtryk på Rosvænge. Han var et følsomt menneske, forstår man på bogen. To år tidligere – i 1936 – sang han på Det Kgl. i ’Tosca’ og blev ved den anledning udnævnt til kgl. kammersanger, en titel, han dermed havde fælles med Einar Nørby og var stolt af. Han fortsatte i hele sin Tysklandstid med at være dansk statsborger, indtil sin død i München i 1872. Han blev bragt hjem til Danmark og begravet på kirkegården i Glostrup.
NAZIREGIMET frem til krigens slutningen i 1945 har været et vilkår, Rosvænge har affundet sig med – mere eller mindre på samme måde som Richard Strauss, Herbert von Karajan og Wilhelm Furtwängler. Rosvænge har sunget i store roller under alle tre dirigenter – med Furtwängler f.eks., da han sang Parsifal i Bayreuth i 1938.
I bogen, der udkom i 1963, mærker man, hvordan han går på listefødder i forhold til nazistyret. Og ikke bare dét. Uanset, hvor interessant det er at høre om de store roller, han har haft, de forestillinger, han har været med i, alle de scenekunstnere, han har haft som partnere, ser vi hvordan han løber slalom udenom politiske problemer – på en facon, der virker usikker og tit påtaget og gennemskuelig. Han beretter i bogen om, hvordan han nogle år før det mislykkede besøg af Nørby-ægteparret har en Lied-aften i den østrigske by Graz med sange af Hugo Wolf. Det er i 1934. Under koncerten synger han Wolff’s ’Heimweh’. Sangen slutter med ordene ’Grüss dich, Deutschland, aus Herzensgrund’. Der er stille nogle sekunder, hvorpå publikum rejser sig som på kommando og heiler. Rosvænge fortæller, hvor chokeret, han blev, og hvordan det østrigske politi greb ind, satte ham under beskyttelse kort efter ved en koncert i Salzburg. Men især, hvordan sagen forfulgte ham gennem flere år – han føler sig viklet ind i politiske intriger, han, der bare ville passe sit arbejde og sin kunst, bliver hængt ud i dele af den østrigske presse som nazitilhænger, af andre som det modsatte – i Graz var han folkehelt. Selv var han tilsyneladende mest forvirret og forundret.
HER som andre steder i bogen tripper han i sine holdninger. Man fornemmer, at bogen er skrevet efter krigen. Hensyn rykker sig fra forsigtig omgang med nazisterne i Tyskland til en lige så forsigtig omgang med russerne, da de rykker ind i Berlin i 1945 dét sted, hvor han selv boede i luksuskvarteret Wannsee. Han beskriver nærmest russerne som befriere. Tonen i hans selvbiografiske fortælling ændrer sig fra og med 3. maj 1945, den dag russerne brækker døren op til hans hus, trænger ind og arresterer ham. Der opstår hurtigt en fin stemning mellem parterne, de russiske officerer er venlige og imødekommende, synes det er skønt, at han er en berømt sanger. Midt i stuen, hvor tapetet hænger i laser og møblerne er bombeknust, synger han en arie fra Rimskij-Korsakovs opera ’Sadko’ og Lenskis arie fra ’Eugen Onegin’ – begge dele på russisk, og russerne er rørt til tårer. Beskrivelsen er herefter nærmest, som om han og russerne deltager i en munter operette. Også da han kort efter med andre arresterede ikke-tyske statsborgere bliver sat på tog mod øst – ikke kreaturvogne, som de tyske koncentrationslejr-transporter var foregået på. Koncentrationslejre er i øvrigt et fænomen, som Rosvænge ikke synes at have haft nogen viden om, da han skriver bogen. Lige så lidt som han åbenbart har haft nogen anelse om, at den hårrejsende Wannsee-konference havde fundet sted i 1942 tæt på, hvor han boede – konferencen hvor den nazistiske ledelse traf beslutningen om ’Die Endlösung’ – den definitive udslettelse af jøderne.
TUREN mod øst ender med internering i tre måneder i en fangelejr nær Moskva – han fejrer sin 48 års fødselsdag i Krasnogorsk på ’Stue nr. 13’ med ægte champagne serveret i tandglas, de tre måneder afløses af en transport til Leningrad med eksprestoget ’Den Røde Pil’ og sightseeing i den morderisk maltrakterede by, som tyskerne havde belejret gennem over to år, men også en tur i Marinskij Teatret for at høre ’La Traviata’.
Så med skib til Helsinki og videre til Stockholm, hvor han har sunget flere gange i tidens løb og nu straks engageres til at give koncert – det går godt, synes han, publikum er begejstret over genhøret, men den svenske presse hænger sig i hans tyske fortid, for ikke at tale om de danske aviser, der bakker op og bebrejder ham, at han ikke straks ved krigsudbruddet var flyttet til Schweiz, hvor han oven i købet havde et hus ved Lugano-søen. Han bliver rigtig vred på sit gamle fædreland. ’Nur fort!’ lyder det – bogen er skrevet på tysk – Lad mig komme væk! Ikke mere teater! Ikke synge mere!
DET ser ud som om han virkelig mener det, for nu begynder en ny og forbløffende odyssé: Sammen med en halv snes af de andre ikke-tyske flygtninge køber han en gammel fiskerkutter, en slidt 18 ton plimsoller, og sammen kaster de sig ud i planer om: Hvorhen? Til Venezuela måske. Nødsituation, pengemangel og uenighed løser sig på sær vis, båden sættes i stand, og de stævner ud fra Göteborg, krydser Kattegat – opmuntret af det sortladne, stormfulde hav synes Rosvænge et øjeblik, at sejladsen er en gentagelse af Wagners ’Den flyvende Hollænder’ – de passerer gennem Limfjorden, går på grund, lægger ind i Løgstør og forlader Danmark ved Thyborøn og sejler ned gennem Nordsøen.
SOM læser følger man sejladsen med spænding. Hvad skal det ende med? Motorstop gang på gang. Søsyge hos alle. Vandet, der fosser ind. Rosvænge i køkkenet i forsøg på at holde stegepanden med ærter og stegt flæsk vandret under søgangen. I tæt tåge er de i den Engelske Kanal tæt på sammenstød med andre fartøjer, de har ingen tågehorn på skuden, men Rosvænge allierer sig med en estisk bassanger, der også er med, og sammen opløfter de deres stemmer på skift med lange toner til advarsel. Der må være opstået en vis forbløffelse hos vagthavende styrmænd på andre skibe over de fuldtonende tenorgjald fra det forvildede skib med titlen ’Elvi’, der sejlede under svensk flag. Skrækindjagende, men sikkert imponerende. Rosvænge har senere i bogen grundige sangpædagogiske anvisninger i stemmedannelse.
DE passerer Bretagne, slipper ind i Brest-bugten, besøger byen, Rosvænge noterer sig, at Brest blev totalt smadret af amerikanske bomber på et tidspunkt, hvor der kun var en tysk militær bemanding på 70 mand tilbage – det kan være rigtigt eller forkert, men Rosvænge har erhvervet sig fordomme om krigens gang. Bogen er som sagt fra 1963 og udkommet på et DDR-forlag i Leipzig.
KURSENS endemål har længe været Sydafrika i stedet for Venezuela. ’Elvi slipper godt fra at krydse Biskayen, udvandrerne kommer i havn et par steder i det spanske Galicien, i La Coruña og i Vigo, hvor han står af, træt af sejlads og fordi tegnebogen er tom og han lige kan smutte sig til lidt arbejde i kraft af sin oprindelige uddannelse som kemisk ingeniør. Nu går hans rejseberetning ellers hurtigt i baglås. Han indhenter de øvrige på De Kanariske Øer. Alle har tabt pusten. I fællesskab opgiver de Sydafrika-projektet, ’Elvi’ bliver hugget op, og Rosvænge forsøger sig endnu engang på det spanske fastland med et eller andet job – han har opfundet et insekt-sprøjtemiddel, som han prøver at afsætte. Ikke det store sus, for vups er vi pludselig tilbage på de brædder, hvor han føler sig hjemme. Scenens, de skrå. Vi er sprunget til foråret 1948, og han er uden videre i Schweiz, hvor han straks erhverver sig hovedroller ved Bregenzer Festspillene. Hertugen i ’En nat i Venedig’, Eisenstein i ’Flagermusen’ f.eks. Herfra kan vi følge generobringen af hans gamle løbebane. Det går stærkt, han kommer til Wien, og hurtigt synger han igen alle sine gamle glansroller i ’Carmen’, ’Tosca’, ’Bajadser’, ’Trubaduren’, ’Aida’ – hele det klassiske, traditionelle repertoire. Operahusene i øst og vest tager ham til sig igen. Især Deutsche Statsopera Unter Den Linden, hvilket bevidnes af de mange pladeoptagelser, der er med ham fra 1950’erne.
I bogen kommer han mod slutningen pludselig i tanker om sønnen, der skulle gøre alt bedre end han selv har gjort. Det bliver til nogle få faderlige bemærkninger om ikke at gå gennem livet med skyklapper. Og til læseren, der som undertegnede har mumlet nogle gange undervejs om, hvor Rosvænges familie, kone og børn – der var også en datter – har befundet sig i det livslange, turbulente show – kun en bemærkning om, at konen var god til at køre bilen, hvilket var godt, når de skulle på langfart på grund af hans utallige og krævende engagementer. Og når de to børn var med, gik de selvfølgelig glip af skolegang, men udvidede jo til gengæld deres horisont. Punktum.
DEN vidtløftige fortælling er skrevet af en storartet sanger, den er sprængfuld af anekdoter, personlig og levende. Rosvænge svinger mellem selvpromovering og klædelig selvironi. Beretningen er rimeligvis i det store og hele troværdig, selvom man kan blive i tvivl om, hvornår fantasien løber af med ham. Og selvom han fører en ikke altid lige yndefuld kamp for at retfærdiggøre sin forbliven i Tyskland under naziregimet. Man skal nok en dag tage sig tid til også at læse den dansksprogede biografi, bibliotekaren Ole Harbo udgav i 1987 med titlen ’Helge Rosvænge. En dansk verdenssangers karriere’. Den kan jo korrigere indtrykket.
gregersDH.dk
Et par FAKTA: Helge Rosvænge er født i København i 1897, vokset op i Hedehusene, gik i gymnasiet i Roskilde, studerede kemi ved Polyteknisk Læreanstalt, der i dag hedder DTU, og debuterede som 24-årig på operaen i Neustrelitz i Tyskland som Don José i ’Carmen’. Rosvænges film og indspilninger kan man læse sig til og finde på Google og Youtube med alt lige fra ’Lytter-valsen’, som han indsang for Statsradiofonien (DR) i 1932 til de mange komplette operaer, han medvirkede i.
