AVANTGARDE I HØJ SØ
Genlæst: Vagn Holmboes løftede pegefinger over for musikkens ungdomsoprørere ved 60’ernes start. Han var bekymret.
MERE ferielæsning. Endnu et lille fund fra hylderne, uanfægtet gået gennem sikkerhedskontrollen i Kastrup, nu på bordet her i solen: Vagn Holmboes ’Mellemspil’, Tre musikalske aspekter, udgivet af Wilhelm Hansens Musikforlag i 1961, udgivelse nr. 32 i den serie af bøger, det hæderkronede musikforlag sendte på gaden dengang – Edwin Fischers bog om Bach, Andre Gides om Chopin, Nicolai Malkos om direktion, og blandt de øvrige altså Holmboes ’Mellemspil’ med overvejelser om, hvordan vi hører og oplever musik.
SEJ læsning, ikke nogen knaldroman, men fanget bliver man, især når man når ind i nr. to af de tre ’aspekter’. Dér brænder noget på. Det handler om musikkens avantgarde – om avantgarden i almindelighed. Tilsyneladende. Om det naturlige i, at man generation for generation gribes af nye ideer, nye måder at skrive musik. Hvor man fører sig frem med mere eller mindre revolutionerende kompositionsmetoder. Vil noget andet end forrige generation.
MEN det, han ser for sig nu omkring 1960 er anderledes radikalt. Han ser brud med århundreders organiske musikudvikling. Han er bekymret.
HOLMBOE er selv omkring de 50 år på det tidspunkt, han skriver sine betragtninger. Jævnaldrende med Herman D. Koppel, få år ældre end Niels Viggo Bentzon. Han er smukt og imponerende placeret i dansk musikliv med symfonier, strygekvartetter og meget mere. Hans værk oplever vi som et dybt personligt tonesprog i forlængelse af Brahms, Carl Nielsen og Sibelius, men også med inspiration fra folkemusik, f.eks. fra Balkan. Han var i 1960’erne professor i komposition ved musikkonservatoriet og havde elever som Per Nørgaard, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgren og deres jævnaldrende.
Det er omkring ham selv og den generation, det brænder på for Holmboe. Hvad fanden er det der foregår? Hvad sker der? Hvor er komponisterne på vej hen? Det er jo ok med avantgarde. Men nu er det ikke avantgarde i almindelighed, han taler om, sådan én som han selv har tilhørt på et tidspunkt. Nu, her ved indgangen til 60’erne, ser det foruroligende ud.
HAN ser to spor. To modsatrettede tendenser. Den ene er tolvtonemusikken. Den anden er tilfældighedsmusikken. Eller for at bruge finere ord: Dodekafoni. Over for aleatori.
TOLVTONEMUSIK er i princippet matematisk defineret musik, hvor ”komponisten har sat mennesket på porten,” som han skriver.
TILFÆLDIGHEDSMUSIK er en reaktion hos komponister mod den strengt determinerede tolvtonemusik. Men det er også en tradition, der spores i f.eks. zenbuddhistiske spontanitet-idéer. Komponisten bringer sig så at sige ”i tilfældets vold”.
Valget står altså ”mellem aritmetik og terningkast”, siger Holmboe. Han mener, at komponister omkring 1960 er havnet i ekstreme positioner. ”Ingen af de midler, man kender fra musikhistorien har været så gennemført ekstreme. Det er de intellektuelle og de emotionelle sider af musikken, der tørner sammen. Apollon og Dionysos. Med de to principper – det determinerede og det aleatoriske – er der nu tale om virkelige ekstremer. Om systemer, der gør det appollinske så abstrakt, at det bliver til en række tal, og konkretiserer det dionysiske til nogle terningkast.”
HOLMBOE nævner næsten ikke eksempler. Kun få komponistnavne. En enkelt gang John Cage. Slet Ikke sine egne elever. Selvom det nok er dem, hans bekymringer retter sig imod. De unge komponister rejser i de år til den nye musiks mekka Darmstadt i Tyskland, knytter kontakter, får nye netværk og kommer hjem med voldsom inspiration. Stockhausen er blandt inspiratorerne.
VI får i de følgende år også bølger af eksperimenterende, udenlandske komponister og musikere på besøg i Danmark. Mange sandelig med ekstreme budskaber. Vi overværer musikalske happenings på Louisiana og Fluxus i Nikolaj Kirkesal. På Louisiana Museet koreaneren Nam June Paik, der for et tæt pakket publikum tager bad i en olietønde til elektronisk musik. I Nikolaj Kirke en amerikansk musiker, der fastholdt en tone på orgelet i to døgn. I Radiohusets Koncertsal en dirigent, der anfører de desorienterede musikere i Eric Andersens Opus 51, hvis partitur kun indeholder sætningen ’I have confidence in you’.
DET var sådan noget, der var på vej, da Holmboe skrev sin bog. Han anede uråd. Så for sig, at komponister mistede sigtbarhed og manøvredygtighed i den høje sø. Han har svært ved at slippe sin skepsis over for, hvad han kalder ’tåbelige modeluner”. Ikke bare de happenings og performance-opførelser, der vakte opsigt, men også tolvtone-praksissen og de aleatoriske tendenser.
HAN opererer i bogen forsigtigt med mulighederne for kunstneriske kombinationer mellem ekstremerne: ”Da en kombination af f.eks. aritmetisk forudbestemthed og spontan tilfældighed må forudsætte, at disse ekstremers midler til en vis grad er gennemprøvede, kan denne udvikling tages som et tegn på, at avantgardismen er gået ind i det stadium, hvor den ifølge europæisk tradition snart vil ophøre at være avantgarde.”
DET kan man selvfølgelig opfatte som imødekommenhed. At ophøre med at være avantgarde betød for Holmboe at finde en personlig, sikker vej – som det lykkedes for ham selv med udviklingen af hans særlige metamorfose-teknik. Som det lykkedes for mange af hans elever at finde egne, stærke udtryk for med f.eks. en ny enkelhed, som man har set det hos Pelle Gudmundsen-Holmgren og Ib Nørholm eller – som hos Per Nørgaard – med brug af det, han kalder uendelighedsrækker.
HVIS Holmboe dengang i 1961 skrev sin bog som et nødråb, har det haft genklang – men først og fremmest nok i hans egen generation.
gregersDH.dk