ØRNEN LØFTER MED STÆRKE SLAG

Der er nordisk luft under vingerne i Heises sange – romantik og sværdslag. Den imponerende CD-antologi griber fat med det samme.

Peter Heise: The Song Edition. Samlede sange på elleve CD sunget af 18 forskellige sangere akkompagneret af pianisten Christian Westergaard. 13 timer 4 min. DACAPO 8.201101.

*****

OLE sad på en knold og sang for sine får. Men en dag stak han af med et tra-la-la-la-la og fór over havene, mens ’hans får står der endnu og glor’.

Og så er der Arne, der som en ørn løfter sig med stærke slag over de høje fjelde – Ud vil jeg! ud!…

DET handler om dansk udlængsel og om norsk udlængsel. Vi elsker Jeppe Aakjærs hyrde på sin knold med Alfred Tofts muntre og glade lille melodi, der traller om længsel og skuffelse ud over hede og hav, men ender med et – nå: Det er nok bedst at blive hjemme i denne omgang. Og vi knytter næven med Bjørnstjerne Bjørnsons bondedreng Arne, der fra sit norske fjeld drømmer sig bort – oh, så langt, langt bort – til Peter Heises lidenskabelig melodi, en stormende romance om ’sne, is og rædsel, der nok ’står stængende dér til det sidste’.

DET er to sange, der fra hver sit hjørne af Norden fortæller den samme historie om flugt og udlængsel. På dansk og på norsk.

DEN sidste, Bjørnsons, er fra fortællingen ’Arne’. Den er med i den enorme samling af Heises sange og romancer på DACAPO’s dugfriske udgivelse ’Peter Heise The Song Edition’, 11 cd’er i én pakke! Jeg skriver ’dugfriske’ for ikke at bruge det evindelige ’spritnye’, som lugter af corona og kan tage livet af hvad som helst. Men ny og dugfrisk er denne samling, indsunget af 18 forskellige sangere, flest danske, nogle få norske, et kolossalt projekt, der pludselig giver os en pragtfuld indsigt i komponisten Peter Heise musikalske univers. En komponist, der fører en stilfærdig tilværelse i vores musikhistorie. Han er en lille generation før Carl Nielsen, overlapper Nielsen, men levede kort, blev kun 49 år.

HANS ’Drot og Marsk’ er et kendemærke i det danske operarepertoire. Også ’Drot og Marsk’ er nu på cd i optagelse fra Det Kgl.s seneste opsætning. Den skal vi vende tilbage til, nu er det hans sange – denne samling af de op mod 300 sange, der strømmede fra ham. Sang efter sang, lied efter lied, havde jeg nær sagt, fordi de i Heises tid og verden er levende sangkunst i lighed med den tyske lied-tradition, vi er fortrolige med – Schuberts, Schumanns. De er skrevet gennem hans korte liv – hvor han end befandt sig, denne venlige og flittige mand, i København, i Sorø, hvor han var lærer på Akademiet, eller i Italien, hvor hans økonomiske situation tillod ham at lade inspiration og tilværelsen udfolde sig sammen med så mange andre danske og norske kunstnere, der var tiltrukket af især Rom.

NU har jeg hørt den første af de elleve cd’er. Jeg er gået i momentan spagat over fornøjelsen. Der skal komme mere fra mig om andre i antologien, men altså: De ufattelig mange sange på totalsættet begynder på étteren i det norske med netop sange fra Bjørnsons fortælling ’Arne’ – den allerførste den om pigen Ingerid, der ’havde hverken sølv eller guld, men en liten hue af farvet uld, som hun havde fået udaf mor’. Hun gemmer den til, når ’jeg for alteret går’. Gemmer den i tyve, tredive og fyrre år, men ’forvist jeg tror, vi aldrig for alteret står’. Og da hun står med den ved morens kiste, ’da var der ikke tråden igen’. En enkel, strofisk sang. Øm, skrøbelig, rørende. Et livsforløb fortalt på gysende sekunder.

SANGEN bliver sunget af den norske sopran Astrid Norstad. Hun synger også nogle af Solveigs sange fra Peer Gynt, blidt og vemodigt, uden sentimentalitet – ’Kanske vil der gå både vinter og vår’ – vi er i Norge, Astrid Norstads synger de bjørnsonske og ibsenske tekster på det norsk, der er 1800-tallets dansk-norsk, hvilket man nok kan få slået hovedet ned i maven for at tale om hos nogle, men sådan var dét jo. Vi er på andre sproglige græsgange, når danske Jens Søndergaard synger ’Arnes Sang’ om udlængsel med magtfuld stemmeudfoldelse på sit danske. Men ikke meget. Teksten er Bjørnsons fjeldnorske digtning i det tvillingesprog, som især skriftligt er næsten uforvekslelig dansk. Heises melodier er konkurrencedygtige søstre og brødre til Griegs. Bare hørt for sjældent.

DET fortælles, at Heise fødte mange af sine sange, når han gik i skovene omkring Akademiet i Sorø eller i de nordsjællandske skove omkring Furesøen – det var der, teksterne voksede til melodier og klaverakkompagnementer i hans hoved – jo da, Aarestrups ’Igennem bøgeskoven jeg dig ved hånden førte’, men også alle mulige andre, f.eks. Bjørnson- og Ibsen-tekster. Klaver- eller orkester-arrangementer udtænkt på skovstierne.

ANDRE sangere er med i denne den første af de elleve cd’er. Den indeholder 25 sange, hvor også Francine Vis, Signe Asmussen, Bo Kristian Jensen og Aleksander Nohr bidrager med Heise-sange, mange med norske, danske og enkelte med finske tekster. Jeg skal lige i denne ombæring holde fast i det med det norske. Mere Bjørnstjerne Bjørnson og Peter Heise. Etteren medtager nemlig Bjørnsons syv Bergliot-sange, og Johanne Thisted Højlund bruger sin formidable mezzo til dem i ledtog med den pianist, der i øvrigt står for samtlige akkompagnementer på cd-antologien: pianisten Christian Westergaard – idé og redigering er faktisk hans. Han må have viet et kvart liv til at virkeliggøre projektet. Og han er en glimrende klaverspiller.

DE syv Bergliot-sange hører man i ét stræk, og man sidder som limet til teksten og Heises musikalske iscenesættelse. Det er drama! I sit 20-25 minutters format en art komprimeret opera-fortælling, der lever på Bjørnsons blodrige, poetiske sprog og handlingens fortættede skandering. For ikke at tale om Heise-kompositionens bragende dynamik og ømme fantasi. Heise skrev ’Bergliot’-sangene, da han var 30 år, indfanget af Bjørnsons nationalromantiske greb i beretningerne fra den nordiske fortid. Han og Bjørnson havde mødt hinanden i Italien.

BJØRNSON lader Bergliot fortælle om mordet på sin mand Ejnar Tampeskælver og deres søn Eindride i år 1050. Hold da fast! – det er et helte-, eller ok, et heltinde-epos om et slag i Norges fortid – gammel skolelærdom pibler frem, gammelnordiske sagaskildringer på grænsen mellem vikingetid og middelalder, mellem asadyrkelse og kristendom.

Einar Tampeskælver var vikingen, der kunne få ’tampen – buens streng – til at skælve. Galt gik det for ham under søslaget ved Svolder, da buen brast på skibet ’Ormen hin Lange’, og han måtte sige de bevingede ord til kong Olaf Tryggvason, der stod ved hans side: ”Da brast Norges rige af din hånd, Olaf!” ’Famous last word’ fra Tampeskælver. Næsten. Det var nu Olaf Tryggvason, der døde i slaget.

MEN altså: Bergliot-sangene handler så om Einar Tampeskælver og hans søn, der bliver lokket i et baghold af kong Harald Hårderåde og hans bønder. Bergliot, der på det tidspunkt i historien må have været en voksen dame på omkring 60 år, fortæller om håb og frygt, rygter og motiver, anelser og lidelser, maner hele forløbet frem – naturen, ’vinden, der hidser de vrede hunde’, ‘Oh bønder, værg ham’. Til bønderne: ’Byg ham en skjoldborg og giv ham buen’ – hun bér det ene øjeblik til Odin, et næste til den nye gud i Gimle’, men ’Hvi standser vel bøndernes skare?’, ’med nedstukne lanser to døde de kranser’, ’falden for snigmord, skytten fra Svolder’. Der er Saxo og Snorre i luften.

JOHANNE HØJLUND synger Bergliot-sangene ekspressivt og indlevet, du følger Bergliots følelsesladede udbrud som stod du ved hendes side og i det norske sagalandskab – sangene har været cd-indsunget før, det var med mezzoen Marianne Rørholm og i Heises klingende orkestrale indpakning, en version med Helsingborg Symfoniorkester og Frans Rasmussen som dirigent – også på DACAPO. Men der er intenst drama i Christian Westergaards klaver og fuldgyldig resonans og nerve i Johanne Højlunds fortolkning. Cyklussen ’Bergliot’ er et højdepunkt på den første af de elleve cd’er.

ALENE med denne sangcyklus på den første cd er det store pladesæt forgyldt. Og der er mere guf at hente i de følgende af cd’erne med sangere, der bl.a. tæller Clara Cecilie Thomsen, Adam Riis, David Danholt, Lars Møller, Simon Duus, Bo Skovhus, Elsa Dreisig, Jakob Bloch Jespersen, Signe Asmussen, Sofie Elkjær og Stig Fogh Andersen.

gregersDH.dk