Meike Bahnsen og Jens Gotthelf i ‘Håndværkerne’ (Foto: Lars Horn)
NED FRA LYSEKRONEN
Line Knutzons ’Håndværkerne’ er endnu mere farce på Aalborg Teater end stykket var på Det Kgl. Teater. Og det er ok.
****
På Det Ny Teater slutter Mary Poppins af med at flyve til himmels.
På Aalborg Teater ender Alice og Manfred højt dinglende i lysekronen i deres vrag af en ny villa.
Mary er ’højt at flyve’. Alice og Alfred er ’højt at flyve, dybt at falde’. Ned kommer de i Line Knutzons ’Håndværkerne’. De har manglet sådan en Mary Poppins til at komme som en Deus ex Machina og fiske dem op af suppedasen. Heldigvis.
’Håndværkerne’ er endnu et af mange bud fra Line Knutzon på at bore sylen i moderne menneskers diffuse forhold til sig selv, partneren, omgivelserne. Egentlig ikke engang forsøget på at finde sig selv og tage fat dérfra. Snarere en sarkastisk skildring af det totale flimmer.
ENDNU VILDERE
’Håndværkerne’ blev spillet første gang på Det Kgl. Teater for halvandet år siden i en luksusudgave med københavnske stjerneskuespillere.
I Thomas Bendixens instruktion og Simon Holk Witzanskys dekoration er Aalborg-udgave bestemt ikke ringere.
Måske endda endnu morsommere, fordi farcepræget er vokset til det groteske – til en endnu vildere parodi på både hysterisk velfærds-delirium og lattervækkende håndværker-dilettanteri.
Og måske især, fordi det endnu tydeligere fremgår, hvor festligt stof det er for skuespillere at kaste sig ud i. Der er en herlig løssluppenhed over Aalborg-skuespillerne. Samtidig med, at det er lykkedes Thomas Bendixen at udnytte hver eneste spillers særpræg og særlige muligheder med stor præcision.
TOUR DE FORCE
Meike Bahnsen er i stand til at opvise total, henrivende, imødekommende ubehjælpsomhed og tøset snotforvirring – for så, når det bliver nødvendigt, at motorsavmassakre et par af håndværkerne med en praktisk sans på niveau med de to tanter i ’Arsenik og gamle kniplinger’. Hendes replikbehandling er en tour de force af liflig variation.
Hun er Alice. Og hendes Manfred, den ulyksalige og upraktiske ægtemand, som bare vil have lov at spille på sin violin, er i hænderne på Jens Gotthelf, der giver den som den flinkeste og mest umulige hund i keglespillet mellem benene på det absurde udskud af håndværkere, der er sat på byggeopgaven. Håndværker-holdet er bestykket med Michael Brostrup som en fidusmager af en sjakbajs, Merete Mærkedahl som snottet lærling med brølende rock på den medbragte, Allan Helge Jensen, arbejdsmand på neanderthalstadiet, og Anders V. Momme, hjerneblæst tømrersvend med en drøm om at spille violin på stigens top som en anden spillemand på tagryggen.
OG SVIGERMOR
Der er flere med i legen: Karl, den strømlinjede starut af en ven til Alice og Manfred, spillet af Claes Bang som en parodi på Asger Aamund, og hans kone Margrethe, som overlever at blive negligeret ved at lukke øjnene og meditere. Bedårende håndteret af Hanne Windfeld.
Ikke at forglemme svigermor, der er gefundenes Fressen for Marianne Høgsbro, der kan dreje enhver replik, så den lyder som kvidder ved en damefrokost hos Josty ved århundredeskiftet. Det forrige.
Det er styrtende morsomt. Som meget i denne forestilling. Stykket har det med at gå lidt i tomgang hen mod finalen. Og den glade slutning ligner en nødløsning. Men – tilgivet.
