Martin Ringsmose som Wayzeck i ‘Woyzeck’ (Foto: Niels Krogh)
I KANTEN AF EN BYFEST
’Woyzeck’ på Aalborg Teater er en stærk oplevelse.
*****
Det er hasarderet! At lade danske skuespillere bevidst tale med en eller anden accent eller dialekt, der er tillært.
Der er så mange pinefulde eksempler. Det er meget, meget længe siden, vi syntes, det var morsomt, når Rasmus Christiansen talte sjællandsk i Holberg-roller.
At det lykkes så eminent for Martin Ringsmose som Woyzeck på Aalborg Teater, kan vel dårligt skyldes, at instruktøren Hans Henriksen er norsk. Det, Ringsmose taler, er dansk med en østeuropæisk accent, som jeg ikke ved, hvor han har hentet.
Det er underordnet. Det, som får os til hurtigt – ikke bare acceptere, men også opfatte som en logisk konsekvens af rollen, er den overbevisende figur, Ringsmose, etablerer. Vi fastholdes fra start til slut i en lammende atmosfære af uhygge og fremmedgørelse.
TIL GRUNDE
Hans Henriksen har valgt at lade Woyzeck være præcis det, som den tyske forfatter Georg Büchner ville fortælle: En proletar, en fattig fyr, der går til grunde i et samfund, der er gennemført brutalt. Et menneske, der knuses af sine omgivelser.
Men Henriksen rykker ham til at være en fremmedarbejder i et nutidigt, forsøgsvis dansk miljø, anbragt vel sagtens i et provinshul af en type, som Gustav Wied ville skildre det – hvem ved hvor, det er også ligegyldigt og uklart. Der er byfest med noget poprock, og der er pigen Marie, som Woyzeck har fået barn med. Der er doktoren, der misbruger ham til sine eksperimenter. Der er entreprenøren, der kører psykisk rundt med ham, muligvis for at løse sine egne problemer. Og der er først og fremmest soldaten – hos Büchner ’Tamburmajoren’ – der som en brunstig tyr forfører hans Maria, mens musikken spiller.
A LA DOGVILLE
Det forbløffende og stærke er, at hverken fremrykningen i tid og sted eller den sproglige fremmedgørelse ændrer det mindste ved substansen af budskabet: Et undermenneskes håbløse virkelighed. Den korte, koncentrerede handling udspiller sig i et sceneri, der er totalt nøgent, gråt, fladt, dekorationsløst, bortset fra en stak sække med mørtel, som er indvandrer Woyzecks og hans kammerat Andres’ livsopgave.
Der breder sig en stemning af afgrundsdyb inferno gennem den halvanden time, stykket varer. Opsætningen har ramt tone og rytme af næsten triersk gyserkarakter à la ’Dogville’. Skiftene mellem Ringsmoses neddæmpede hallucinationer og ubehjælpsomme nødråb og Nikolaj Bjørn-Andersens brølende sexstruttende grib af soldat og Pia Mouriers kommanderende kyniske læge holder os fast – de skiftende tonefald supplerer hinanden i en art danse macabre: Hvem er den første til at knuse eller blive knust?
KÆDEREAKTION
Det lille markedsband fører sig frem med kommenterende kølighed, som et avanceret X-factor show på blokvognen, mere Brecht og Weill end Keld Heick og Birte Kjær. Tre skuespillere ved instrumenter og sang: Laura Kold, Jørgen W. Larsen og Rasmus Fruergaard.
Og midt gennem den makabre dans og menneskelige ødemark passerer Camilla G. Smedegaard som denne Marie, der har jordbund som fundament, som indkasserer Woyzecks løn, forløses seksuelt af soldaten, ynker sin Wozeck, skrifter sin synd for den Hellige Maria og ofres til sidst på slagtebænken, da Woyzeck som en søvngænger trækker kniven. En kæde af logisk reaktion.
WILSONS WOYZECK
Hans Henriksen bruger en scenegang i stil med den Staffan Valdemar Holm brugte i ’Henrik III’ på Det Kgl. i efteråret: De medvirkende er til stede spillet igennem på bænken langs siderne eller på 1.tilskuerrække. Det mindsker ikke et øjeblik den fortættede uhyggestemning.
Denne Woyzeck er en diametral modsætning til den berømte Robert Wilson-opsætning for ti år siden på Betty Nansen Teatret, som var et visuelt virtuosnummer, hvor Aalborg Teaters er et freudiansk mareridt. Den første åd sig ind på os med sine mageløse abstraktioner. Den anden gør det med rystende realisme.
Det forekommer mærkelig skævt, når en artikel i programmet fastslår, at et virkeligt drama omkring en Kosovo-immigrants skæbne i Finland skulle have inspireret Hans Henriksen til iscenesættelsen. Kosovo-immigranten lyder som regulær slyngel. Woyzeck omfatter vi med medfølelse.
