'Four Jacks for altid' Bellevue Teatret 8.9.2015 Anm.

Four Jacks:  Keld Heick, Jesper Asholt, Stig Rossen og Jesper Lohmann på Bellevue Teatret (foto: Mette Olin)

 

 

FINGEREN I

.

FOLKEDYBET

 

 

 

Morsomt, musikalsk, fjollet, men aldrig pinligt – det er det nye Four Jacks-show, der havde premiere på Bellevue Teatret i aftes.

 

’Four Jacks for altid’ spiller på Bellevue Teatret indtil 13. september.   Derefter på turné indtil 24. oktober.

*****

 

’DE elskede at stikke fingeren i folkedybet,’ siger Jesper Lohmann undervejs i det nye ’Four Jacks’-show.
Ja, de gjorde, den gamle kvartet, der huserede i 50’erne og 60’erne, da de fyldte alt, hvad der kunne fyldes af haller og forsamlingshuse.
Døde og borte er de tre af dem i dag. Den fjerde James Rasmussen, sad med i Bellevue Teatret i aftes og måtte på scenen i finalen og få en klapsalve.
’Vi ku ikke la være’ som de nuværende ’Four Jacks’ sang i et slutnummer, skrevet og komponeret til lejligheden, og det eneste i det nye show, der ikke hører til det oprindelige Four Jacks-repertoire.
Nej, der var meget, de ikke kunne la’ være med, Jesper Lohman, Jesper Asholt, Keld Heick og Stig Rossen.
F.eks. at synge de efterhånden klassiske numre med en smittende glæde over at lege med dem firstemmigt. Jonglere med at præsentere dem i hele små spillescener. Danse lancier til ’Ciao Ciao bambino’. Fyre ’På en ø i oceanet’ af iført Hawai-skørter. Knække Stig Rossens forsøg på at fortælle om mytteriet på Bounty i stumper og stykker, inden de skal synge ’Bounty’. Kokettere med Keld Heicks senildemente senior-status i kvartetten, der får ham til at starte forkerte numre op, når det stikker ham.

SLAGFÆRDIGT

Dette som så meget andet i forestillingen håndteret med herlig ironi og slagfærdighed i hænderne på den elegante Jesper Lohmann, den lille spilopmager Jesper Asholt, den stemmestærke Stig Rossen.
Og altså emeritus Heick i ufravigelig storform som det egentlige og ægte vidne til Four Jacks-kapitlet i danmarkshistorien. Han kunne få de andre til at måbe, når han gravede detaljer frem, der f.eks. røbede Ekstra Bladets glorværdige, litterære fortid med bladets digtende medarbejder Kai Friis-Møller, som skrev teksten til ’Mandalay’, og litteraturkritikeren Sven Møller Kristensen, der skrev ’Sangen om Larsen’.
Vi var ikke til litterær kabaret, men det var lige ved.

LØSSLUPPENT

Styrken i det nye show ’Four Jacks for altid’ går i flere retninger. Det er gennemkomponeret i sit forløb, flot musikalsk realiseret med Peder Kragerup ved klaveret og som kapelmester for et band på seks musikere.
Det er løssluppent, men aldrig pinligt i de private, kammeratlige digressioner. Og det er i sig selv en stump danmarkskrønike som skildrer af en tid, hvor sangkvartetterne og deres repertoire fyldte stuerne via DRs Giro 413: ’Boolsen- Kvartetten’, ’Blue Boys’, ’Lørdagspigerne’ – de var for resten kun tre. Og så altså ’Four Jacks’ med spin off som Otto Brandenburg og John Mogensen, der var medskabere af kvartetten.
Kontant livsglæde i efterkrigstiden. Lyslevende underholdning i dagens genoplivning af Four Jacks.

gregersDH.dk

No Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *