Anders Mossling, Tilde Maja Frederiksen, Stine Stengade og Johannes Lilleøre i ‘Foragt’ (Foto: Camp X)
MORDFORSØG
Hvis man ønsker at kvæle dansk teater, så skal man bare hente svenskeren Anders Paulin hertil igen.
*
TO timer. Hvor lang tid er det? Jamen, det er vel to timer. Overhovedet ikke.
I Teater Camp X Aveny kan man få afprøvet relativitetsteorien. Man kommer ud fra forestillingen og tænker: Når vi sidste natbus? Er solen måske ved at stå op? Er der mon gået fem eller ni timer, siden man faldt i søvn en halv time inde i forestillingen? Men uret viser kun ti aften. Den kronometriske tidsregning siger: Der er gået to timer.
Det er som at anbringe sig i selskab med evigheden at overvære ’Foragt’ – den svenske instruktør Anders Paulins bevidste mordforsøg på dansk teater. Hans andet. Første gang var, da han forvandlede Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ til Shakespeares ’Et skærsommernatsmareridt’ i Turbinehallerne for nogle år siden. En apoteose af dræbende forvirring under krigsråbet: Et medieeksperiment.
Dansk teater overlevede attentatet dengang, og gør det nok også nu. Vi er kommet godt fra det, der var værre fra svensk side. Stormen på København i 1659 f.eks.
PRENTENTIØST
Paulin fører kniven ved at gå tilbage til tresserne, samle Jean-Luc Godards film ’Le mépris’ op og gentage dens materiale, bare uden at ramme andet end skyggen af den kølige spleen, som er et af trækkene ved denne berømte ’Nouvelle vague’-film med Brigitte Bardot og Michel Piccoli.
Derimod kvæle den i pretentiøs langtrukkenhed. Paulin indfører lange udtryksløse pauser – som besat af de zenbuddhistiske traumer, visse Fluxus-kunstnere underholdt os med i de tidlige 60’ere. Han lader overtekster med brokker af tidens filosofiske helte, Adorno, Deleuze og makkeren Guattari, køre parallelt med skuespillernes småskænderier eller løbende beretninger hentet fra Homers ’Odyseeen’ – for det er det, der i brudstykker er essensen af Godards historie: En sarkastisk beretning om en manuskriptforfatter, der korrumperer sig selv ved at bøje sig for en Hollywood-producers ønske om at poppe ’Odysseen’ op, så den er til at tykke for publikum som en cheese-burger fra McDonald.
TRÆT
Hvad vi skal med ’Foragt’? Ikke andet formodentlig og forsøgsvis duperes af Paulins filosofiske og litterære amatørtilegnelser.
Eller værre: Af hans indlysende træthed af teatret som kunstart. I programmet hævder Paulin, at Godards film er et indlæg i en debat om, hvorvidt ’man overhovedet kan tale om filmen som et kunstneriske medie længere.’ Formuleringen er en fordrejning. ’Le mépris’ er netop et forsvar for filmen som kunstart. Paulin gør ikke stykket ’Foragt’ til et forsvar for teatret som kunstart. Han gør det til et træt argument imod.
LOYALE SKUESPILLERE
Så lad dog den mand være i fred med sit navlebeskuende, udmattede teatersyn.
Og forskån udmærkede skuespillere som Stine Stengade, Johannes Lilleøre og Tilde Marie Frederiksen for at føle sig forpligtet til at hente daglønnen hjem på vagttjeneste i hans eksercits. Den enlige stjerne til dem. De prøver loyalt at skabe sammenhæng i deres uigennemskuelige opgaver. Suppleret af deres uskolede svenske kollega Anders Mossling. Vores opmærksomhed fanges kun i enkelte passager, hvor skuespillerne genfortæller enkeltheder fra ’Odysseen’. Kyklonens endeligt, troldkirken Kirkes forvandling af Odysseus’ mandskab til svin, undvigelsen af sirenernes lokkende sang, Odysseus hjemkomst til Itaka etc.
’Foragt’ er et af de sidste gisp i det million-kostbare projekt, der blev sat i søen af Københavns Teater under navnet Camp X. Tænk, hvad de penge kunne have været brugt til nu, hvor vi ser nedskæringerne på billettilskuds-bevillingerne. Hvem i helvede blandt de mennesker, der sad i den halvfyldte sal, vi så i aften i Aveny Teatret, vil vove sig inden for i teatret næste gang – til forhøjede billetpriser?