DET VIGTIGSTE ER AT LEGE

De kalder ham ’Trille’, den stærke mand i et nordjysk kulturliv, som netop nu præges af den store Aalborg Operafestival. Næste år bliver Ernst Trillingsgaard 70 år, men han tumler ufortrødent med sit Kongres & Kulturcenter, med store projekter, f.eks. besøg af Scala Operaen, og med sponsorer – som han f.eks. fisker op i svømmehallen. Og så kan han finde på at prædike i kirken.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Michael Bo Rasmussen

—————————————————–

PRÆDIKE i en kirke? Ikke lige noget for Ernst Trillingsgaard.
Men han gjorde det alligevel.

”Jeg ville sgu ikke så gerne op på prædikestolen,” som han siger. ”Men det slap jeg da også for.”

Præsten ved Nørresundby Kirke havde spurgt Trillingsgaard flere gange. Nu blev det så. Forleden fredag. Midt i forberedelserne til Operafestival. Og tusind andre ting.

”Sådan noget skal der være tid til. Og det er spændende at prøve også dét. Jeg talte om, at du skal være mod andre, som du gerne vil have, de skal være mod dig. Man skal behandle folk ordentligt. Det behøver man ikke være religiøs for at mene. Jeg er ateist. Men det er noget, der gælder også i min forretning.”

– Du er ateist – men står i en kirke og prædiker?

”Jo, men jeg vil gerne møde folk alle vegne. Og jeg har så mange ting at fortælle fra min barndom om, hvad det har betydet at vokse op i et missionsområde, hvor du var delt op i dem, der var Indre Mission – og de andre. Der boede kun 600 mennesker på Jegindø, hvor jeg kommer fra. Det første, man lærte var: Husk nu at hilse på folk. At sige ’goddag’. Jeg har det stadig sådan. Jeg hilser på folk på gaden. Folk tænker nok: – Hvem fanden var dét? Hvorfor siger han goddag?”

– Gammeldags høflighed…

”Ja. Og det er vel meget godt. Men i det lille samfund hed det: ’Hvad siger naboen?’ Det var en standardsætning. Vi var kun fem i klassen. Tre fag: Dansk, regning og religion. Religion var det vigtigste. Katekismus om og om igen. Terpe og terpe. Jeg begyndt tidligt at spørge: Hvorfor skal børn være syndige, når de bliver født? De missionske gik rundt og prædikede, da jeg var dreng. Cykelhandleren og alle de andre. Vækkelsesprædikanter. Ligesom dem i Hans Kirks ’Fiskerne’.”  De var gode mod hinanden. Men de havde ingen forståelse for dem uden for deres kreds. F.eks. piger, der fik barn uden for ægteskab. De blev forstødt. Hvis man skal være et godt menneske, skal man være det over for alle. Men jeg har da alligevel fået meget godt med mig fra min barndom.”

– Hvad?

”Også andet end høflighed. Jeg gik på havnen, hvor min far var fiskeopkøber, senere auktionsmester. Det er jeg evigt taknemmelig for. Dér gik fiskere, som havde lune og ironi. De var anderledes end landmændene, synes jeg. Grovkornede nogle gange. Skæve eksistenser imellem. Der er ingen tvivl om, at den ironiske form, som jeg bruger af og til, stammer derfra. Underfundigheden. Det er nok blevet en del af mit eget væsen. Ikke bare til sjov. Også til alvor. Bedst, når du har folk over for dig. Det dur ikke på mail. Hvis jeg siger: – Du er en klovn! Så kan det være et kompliment. Det kommer an på tonen. Det er derfor, revyerne er mig. Det er min verden. Hvor man kan slippe af sted med at sige de skrappeste ting – med humor. Også i forretningslivet. Hvis tingene spidser til, kan humor løse op for en svær situation.”
      
– Er det sådan, du får forretningslivet her i Nordjylland med på alt det, du laver?

”Jah – og så entusiasmen. Man skal være begejstret. Det kan smitte. Men det tog nogle år i starten. At få gang i sponsorerne. Jeg kom fra Holstebrohallen i 1985. Dér var vi en selvejende institution og havde frit slag til at skaffe sponsorer, og det gjorde jeg. F.eks. til Dario Fo. Eller Dirch Passer. Men Aalborghallen var kommunal, da jeg kom. Det fik jeg lavet om efter fem år. Kommunen ejer bygningerne og betaler et tilskud til firmaets drift. Men hvis ikke vi havde sponsorerne, kunne vi ikke lege. Det er det vigtigste: At lege! Ellers er der ikke noget ved det. Hvis det kun er for at sidde og få huset drevet normalt, så ville jeg stoppe. Så måtte en anden overtage.

– Lege – det lyder risikabelt…

”Jamen, man løber da en risiko. Hvor man siger: Du er idiot. Det er lettere at lade være. Men folk skal have oplevelser. Noget ud over det sædvanlige. Store udenlandske gæstespil. Som opera i de her dage. Det er det, sponsorpengene bruges til. Ellers var der ingen grund til de penge. Jeg får sponsorpengene – ca. seks millioner kr. – og jeg må bruge dem som jeg vil. Skal ikke stå til regnskab. Undtagen for Vorherre, eller hvem det nu er. Det handler om tillid. Så sætter jeg en million af til Stevie Wonder. Dem flytter jeg fra én cigarkasse til en anden. Det blev nu ikke nødvendigt med ham. Det blev det med Wienerphilharmonikerne. Den model er sponsorerne med på. Og kommunen. Er der underskud på nogle ting, så er det ikke skatteyderne, der skal betale. Dét er noget, politikerne forstår.”

– Hvordan får du sponsorerne overbevist?

”I begyndelsen ville ingen være med. Jeg skrev til 200 firmaer. Næsten ingen kunne se idéen. Så brugte jeg  – ’voldtægt’…ok: ’Den brutale facon’. Jeg tog alle leverandørerne. Banken, bryggeriet, snapsfabrikkerne. Jeg sagde: Hvis ikke I vil være med, så vil jeg ikke handle med jer. De sagde: – Det tør du ikke! Jeg sagde: – Det ved gud jeg tør! Se det for jer: Hvis Carlsberg f.eks. bliver udelukket, hvad så? Det kan du ikke, sagde de. Jeg gør det, sagde jeg. Sådan tvang jeg dem med.”  

– Ikke lige den ‘gammeldags høflighed’, du talte om…

”Ha, ha…men det virkede. Og det er gået fint siden. Og hvorfor er de alle sammen med? Jo, de får jo billetter til dét og dét. Et skilt op og den slags. De bliver passet og plejet. Vi inviterer dem to-tre gange om året ind at spise. Vi har en dygtig sponsorafdeling. Men det kræver også at jeg selv er i front hele tiden. Snakker med dem. Der skal kæles for dem. Nu til maj skal de til frokost og ind at høre Four Jacks. Når der er ballet og opera, har vi en lektor inde kl. 7 og fortælle om forestillingen, og jeg kommer selv og hilser på.” 

– Sponsorerne tænker vel i andre baner end billetter og middage?

”De kan også se, at hvis der ikke er et ordentligt kulturliv i en by, så får du svært ved at holde på arbejdskraften, navnlig den højt uddannede. I forvejen ligger vi lidt skævt på kortet til at tiltrække folk. Til universitetet, til sygehuset eller IT-branchen. I København siger man: Hvad fanden skal vi til Aalborg for? Der sker ikke noget. Dér gider vi ikke flytte op!”

– Nogle kommer der da!

”Selvfølgelig. Der var en professorfrue, der sagde til mig: – Min mand sagde, at vi skulle til Aalborg. Hun havde svaret ham: – Aldrig i livet får du mig med til Aalborg. Skulle jeg gå glip af mit teater i København?… Så fik hun vores brochure med hjem. Og pludselig ville hun gerne flytte. Hun havde jo aldrig vist, hvad der foregår i Aalborg. Fordi Politiken og Berlingeren aldrig omtaler, hvad der sker uden for København. Men kulturlivet blomstrer her, og kulturlivet er den største magnet for at få folk til at flytte. I vores unge dage var det måske lønnen. Men i dag er kulturen det vigtigste. Mulighederne for oplevelser. Vores teatre, symfoniorkestret. At vi har en fodboldklub, AaB, med kæmpesucces. Og et kongres- og kulturcenter, der sådan en mandag aften f.eks. har Kiev Operaen på scenen med ’Boris Godunov’, 250 mands gæstespil – tænk, hvad det betyder for hoteller, restauranter og forretningslivet.”   

– Og for professorens kone…

”Ja. Nu kan du se: Forleden tegnede jeg en ny kontrakt med et konfektionsfirma. Det var en mand, jeg snakkede med i svømmehallen klokken syv om morgenen. Hans kone havde sagt til ham, at han skulle tegne sådan en, for de skulle sidde ordentligt i teatret. Det er i det hele taget tit konerne, der skubber på. Mange mænd går om søndagen ud fire-fem gutter til ishockey eller fodbold. De får nogle bajere og hygger sig. Men så siger konerne: I må godt gå til fodbold. Men vi vil også ud og luftes. Se nogle forestillinger i Aalborghallen. Blive klædt om, og ud at spise og se noget godt og sidde ordentligt. Være sammen med vennerne.”

– Du tegnede en ny sponsorkontrakt. Er krisen ikke nået til Aalborg?

”Jo. Men jeg er ikke så bange. Måske ryger billetsalget lidt ned. Kun et par  sponsorer er faldet fra – fordi deres virksomheder er lukket. Og to sponsorfirmaer er lagt sammen til et. Til gengæld har vi tegnet tre nye sponsorater i de sidste fjorten dage. En af dem er det i svømmehallen. Det kan man få ud af at gå i svømmehallen hver morgen!”

– Igen noget med at være der. Selv.

”Der er da også nogle, der en gang imellem siger: Er det ikke for meget DIG? Men det tror jeg ikke. Man har lov at være lidt selvbevidst. Uden at blive selvglad. Det handler om synlighed. En servicevirksomhed skal synliggøre sig. Og det skal vi selv klare. Der er bureauer, der kommer og siger: Skal vi ikke lave sponsorater for jer? Jeg siger nej tak. Vi skal ikke af med den forbindelseslinje, vi har til vores sponsorer.” 

– Næste år bliver du 70. Leger du videre?

”Mange spørger. Men jeg synes stadig, det er skægt. Jeg har ikke en kontrakt, der udløber. Men jeg har en bestyrelse, der kan sige, at nu er han senil. Og skille sig af med mig. Men sådan som husets drift er nu, er der ingen bevæggrund. Vi er udlejet hele tiden. Langt inde i 2011 og i gang med 2012. Det kører. Vi har lige haft syv forskellige forestillinger på otte dage. Og nu operafestival. Joh, kom til Aalborg, det er her det foregår. Nu kommer også Musikkens Hus og det store projekt ved havnen i det nedlagte Nordkraft. Med pop og dans og teater, rytmisk musik og sport.”

– Det giver konkurrence. Er du ikke nervøs for det?
 
”Det får endnu flere folk til at komme til Aalborg. Jeg glæder mig til det alt sammen. Til at lege med. Og nu kommer Scala Operaen her til oktober! Tre dages ballet og tre dages opera! Det bliver kronen på mange års hårdt arbejde med italienerne. Så er der virkelig noget ved at lege!”