Flemming Enevold. Børsen 16.1.09 s. 44-45 Interv.

EN INDRE MOTOR KØRER AD HELVEDE TIL MED MIG

Ved Det Ny Teaters premiere i aften på ’The Phantom of the Opera’ vender Flemming Enevold tilbage på Det Ny Teater i glansrollen som The Phantom. Hvor har han været siden nedturen med Gladsaxe Teater for tre år siden?

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

———————————-

I AFTEN sniger han sig ud af mørket fra Operaens underjordiske dyb. Vi skal høre hans martrede stemme. Ane hans vansirede ansigt.
Flemming Enevold er tilbage i rollen som fantomet. The Phantom of the Opera. Det forpinte, poetiske dobbeltmenneske, der først forløses, da en ung sangerinde gengælder hans kærlighed. Rollen, han havde sit livs succes med for otte år siden.
Hvor har vi haft Enevold i de mellemliggende år?
Vi har fulgt ham gennem den personlige ruskregn og det teaterpolitiske lynnedslag, som for tre år siden bragte ham på avisforsiderne, da Gladsaxe Teater led skibbrud og chefen gik planken ud. Men så blev der stille.
Intet er så brutalt i teaterverdenen som den lukkede glemmebog.
Men pennen, der skulle indskrive Enevold i bogen, nægtede. Vi har hele tiden anet Enevold i periferien, set ham dukke op i enkelte roller, på scenen, i film. Men uden ramaskrig. Ingen larmende genopstandelse. Ingen sensationer. Heller ingen katastrofer.

56-årige Enevold ligner uforvekslelig sig selv. Vi har lejret os i Det Ny Teaters kolde kongefoyer et par dage før premieren. Langt borte fra scenen hører vi Peter Jordes synge. Hovedrollen er besat med flere skuespillere, der skal skifte. Den er enormt krævende. Fysisk og psykisk.
Men Flemming Enevold er premierens fantom, og her sidder han, kækt slynget i lunende tørklæde. Og taler. TALER. Mit timelange bånd skrives bagefter ud til over tyve tætte A4-sider frem mod punktum. Han taler. Om nedture og opture, vrede og lykke, nerver og ro. Om svinestreger og sceneskræk. Om rastløshed. Meget om rastløshed.

”Det er som en indre motor, der bare kører ad helvede til med mig,” som han siger, da vi kommer ind på de kurser, han afholder på Teknologisk Institut sammen med retorikeksperten Anne Katrine Lund. Kurser, hvor erhvervsledere undervises i, hvordan de skal kommunikere med deres ansatte. Bruge stemmen rigtigt. Vejrtrækning. Artikulation. Taletempo. Han erkender selv, at hans eget taletempo er alt for hurtigt – når han ikke er på scenen. Men privat. Det er dér, den indre motor kører ad helvede til med ham.
Det er så det dirrer.

Også nu?  

”Det er min natur at være rastløs. Men jeg er blevet bedre til at styre rastløsheden. Mere rolig. Og mere ydmyg. Hvad man sikkert ville have ønsket, da jeg var på Gladsaxe Teater. Der er ikke mere den der ubændige trang til, at nu skal der kraftedeme ske en hel masse!

Var det en lettelse at slippe Gladsaxe Teater?

”Jeg tror, det var med til at afklare og modne mig. Jeg var meget ked af det første år. Og vred. Jeg følte det hele var uretfærdigt. Jeg havde bare en dyb beslutning om, at jeg ikke ville være en bitter mand. Aldrig i livet. Hvis der skulle være noget selverkendelse – ud over den, jeg faktisk følte – så måtte det tage den tid det nu tog. Og i et par år holdt jeg mig lidt væk fra teater. Jeg syntes, jeg havde fået nok. Det var også noget privat. Jeg savnede mine børn og min familie. Det er jo på en måde socialt invaliderende at skulle af sted hver aften. Være på scenen, komme sent hjem og så storme op næste morgen til tusinde opgaver. Det var dejligt med en pause.”

Det var dét, du blev bebrejdet: At du ville det hele. Være teaterchef, skuespiller, instruktør, forfatter. Have dit private firma ved siden af, som leverede tjenesteydelser til teatret.

”Der blev sagt og skrevet så meget sladder og sludder. Revisionsrapporterne viste, at alt var gået ordentlig til. Teatret var også solvent, da vi lukkede. Men det er rigtigt, at jeg var vanvittig ambitiøs med det teater. Også at jeg knoklede som en gal. Lige som Nikolaj Cederholm på Dr. Dante. Og Langdal på Betty Nansen. Og Preben Harris på Folketeatret. Man brænder som ind i helvede for at lave teater! Og så skal du vide, at for mig var der et krav. Som stod i min kontrakt. I alle seksten år. At jeg skulle spille mindst én rolle hver sæson. Sjovt nok: Der er aldrig nogen, der brokker sig over, når man er instruktør på sit teater. Kun når man er på scenen som skuespiller. Nej – dét, der var problemet, var den politiske svinestreg, der blev gjort mod teatret. De ville have det lukket. Det vidste jeg alt om. For jeg sad og var Brian Mikkelsens – uh, så gode ven i forskellige udvalg i ministeriet og skulle være formand for hans scenekunstudvalg. Der blev støbt mange kugler dér. Jeg vidste, at den dag amterne blev nedlagt, så ville de ikke have Gladsaxe Teater mere. Der var en kabale, der skulle gå op. Og så var det bare lige en kniv i ryggen. Sådan måtte det jo gå: Da socialdemokratiet mistede magten, mistede det politiske liv interessen for kulturlivet. De borgerlige har aldrig haft en kulturpolitik. Hvis du spørger mig.

Men GladsaxeKommune…

”Gladsaxe Kommune!” Råber Flemming Enevold. ”En smålighed, som var det et menighedsråd oppe i Nordjylland! Ikke som da Tove Schmidt var borgmester. Hun forstod teatret. Havde kærlighed til det. Så kom der en anden. Hun kunne slet ikke håndtere det. Først da det var for sent, så skulle de pludselig redde teatret, efter at de ikke havde gjort en skid i flere år. Men ok. Hvis du skal være teaterchef i dag, skal du også være politiker. Det var jeg ikke god nok til. Du skal have tålmodighed til hele det embedsapparat. Den træghed! Det passer mit temperament ikke til. Jeg er bare vildt ambitiøs på teatrets vegne. Lige som de var i Gladsaxe på Erhardt Jakobsens tid. Man havde storhedsvanvid. Man drømte om ting og sager, gjorde fantastiske ting. Det var en mønsterkommune dengang!”
    
Du blev selv beskyldt for storhedsvanvid…
 
”I perioder har jeg helt givet haft storhedsvanvid. Haft for store og vilde ambitioner. Hvor jeg glemmer at sige: ’Lille menneske! Du skal selv lige følge med. Og det skal omgivelserne også.’ Nu er jeg mere nede på jorden.”

Hvordan er du kommet dét?

”Arbejde med mig selv. Træne. Meditere. Studere.”

Studere hvad?

”Jeg er faktisk i gang med en uddannelse. Det er hos psykoterapeuten Ole Vedsted. Han kalder det kybernetisk psykologi. Det handler om, hvordan forskellige systemer spiller sammen, også i menneskets personlighed. Uddannelsen tager seks år, og jeg mangler de to sidste. Jeg er i gang med at skrive speciale. Bare kom an! Det er med eksamen og det hele. Også censorer. Bl.a. lederen af intensivafdelingen på Rigshospitalet. Og psykiatere. Jeg har også i flere år selv undervist. I noget, jeg kalder Team Acting. Tolv-fjorten kurser om året for erhvervsvirksomheder. Og så på Teknologisk Institut, hvor jeg sammen med Anne Katrine Lund har et fast kursus, der hedder ’Retorik – tag ordet i din magt’.” 

Det lyder voldsomt. Har dét givet dig tjek på rastløsheden?

”Det kan du tro. Og det har været nødvendigt. Det er jo noget i mig, der ligger langt tilbage. Helt tilbage til min barndom. Jeg blev smidt ud af skoler, fordi jeg var enormt urolig og blev sendt til skolepsykolog. Da jeg var nitten, fik jeg første gang stillet diagnosen: Maniodepressiv. Deraf min rastløshed. Og min ustandselige opposition til al ting. Da jeg var på Det Kgl. og havde masser af store roller, eksploderede jeg pludselig og gik til skuespilchefen Lone Bastholm og sagde op. ’Har du fået en kæmpe filmrolle?’ Spurgte hun. Næh, jeg skal til Aalborg. Hun troede, jeg var sindssyg. Jeg var bare rastløs.  Maniodepressivitet handler også om nervøsitet. Jeg har altid været meget nervøs. Også når jeg skal optræde. Sceneskræk og præstationsangst. Den der underlige dobbelthed: Samtidig skulle jeg jo kraftedeme op på den scene!
Sådan havde Ingeborg Brams det også. Min yndlingsskuespillerinde, da jeg var ung. Men det er hårdt for ens liv og nervesystem. Jeg har set mange i mit fag, der har løst nervøsiteten med sprut. Det bliver aldrig mig. Uanset, hvor rastløs jeg kan være.”

Og splittet, ikke? Dine største succeser er splittede personer: Cyrano, H.C. Andersen, Othello, Dr. Jekyll. Og  nu The Phantom. De apellerer til noget i dig selv.

”Det er nok noget i mit væsen, at jeg er optaget af den dualitet. Den slags roller, jeg bliver spurgt om – mennesker, der er venlige, tilforladelige, lyriske på ydersiden, men så bor der en djævel inden i. Jeg laver også sådan en person i en Rumle Hammerich-film lige nu for Nordisk Film. Det er nok forankret i min personlighed.” 

Og i din opdragelse?

”Jeg er opdraget med samvittighed, skyld og skam. Det må jeg sige. Meget kristent. Ikke så meget af min far, der var arkitekt og et kunstnerisk menneske. Flamboyant og udadvendt. Men min mor, som var translatør, var… meget disciplineret. Meget kristen. Og moralsk. Jeg er opdraget efter strenge regler. Der var ikke rigtig plads til samvær, fordybelse og intimitet. Ikke det, der lignede! Og det kristne forstod jeg aldrig. Alle talte så meget om kristne holdninger. Men deres adfærd over for andre mennesker – den var ikke særlig kristen eller kærlig. Et mærkeligt modsætningsforhold. Det syntes jeg allerede som barn. Måske er det derfor, jeg selv er blevet så fuld af modsætninger.”

Og alid har gjort oprør. Været i opposition.

”Ja, for satan. Det er nok dér, jeg har mit råstof. Alt det, som jeg også kæmper med. Da jeg gik ind i arbejdet med Brians kulturkanon, tænkte jeg f.eks.: Du skal være en voksen og ordentlig mand nu. Være med til selv at byde ind dér, hvor man syntes der var for meget idioti. Gå ind i kanonen for at sige: Ellers er der nogle andre idioter, der sidder der. Men set i bakspejlet synes jeg, det var en tåbelig idé. Man blev alligevel, om man så ville eller ej, spændt for en ideologisk vogn. Jeg ville aldrig have medvirket til det i dag. Dengang var det et led i min strategi at prøve at være lidt voksen.”

Men i dag fortryder du?

”Ja, jeg gør. Jeg ville aldrig have medvirket til den kanon i dag. Men man skal aldrig fortryde. Det er som Kierkegaard skrev: ’Livet må leves forlæns og forstås baglæns’.” 
 

  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *