(Foto: Bjarne B. Hermansen)
ORGELGAS OG FRANSKE SÆRHEDER
Temmelig ufestlige åbningsnumre ved DRs indvielse af den fantastisk nye koncertsal.
****
DA VI kom ind efter pausen, stod det dér: Orglet rullet ind på dirigentens plads. Et enormt skrummel i centrum af det arkitektoniske mesterværk. Et jubelmonstrum til at igangsætte det himmelske arsenal af orgelpiber, der rejser sig som en kæmpemæssig altertavle mod bagvæggen i DRs nye koncertsal – i sig selv er en totalt dominerende dekoration i salen, et gotisk jakobsstige mod Vorherre og Paradis.
Ind træder da en net lille herre, domorganist Flemming Dreisig og sætter sig til det kolossale apparat med de mange manualer, tangenter, pedaler og knapper – i princippet en mega-dimensioneret superlirekasse, som orglet jo er.
Vi ved, hvilke overjordiske strukturelle udløsninger, hvilke forførende, betagende, magiske klange, sådan et instrumentet kan fremtrylle. Men så sætter Dreisig i med franske Widors Toccata, det animalske vræl fra Widors orgelsymfoni, formodentlig skabt til i 1880 at jage den parisiske befolkning på gaden i forventning om et nyt kommunardoprør og os andre til at fare sammen på vej ud af kirken ved bryllupper – toccataten er standardrepertoire hos danske organister som afslutning på det hellige vielsesritual.
TØRT, PRÆCIST, VIRTUOST
Dette indslag i gallakoncerten lørdag aften understregede måske benævnelsen ’katedral’ om det nye den nye DR-koncertsal, men føjede også endnu et element til en jubelkoncert, der foldede sig ud i sære musikalske hjørner. Glimrende til på flere måde at illustrere spændvidden i rummets akustiske muligheder.
Eksempelvis var afslutningen med Ravels ’Bolero’ et helt katalog af solopræstationer fra træ og messingblæsere, hvor både vi og musikerne kunne lade vores membraner registrere den tætte, måske en lille smule tørre, men også meget præcise intonation og klang, der åbenbart er det nye rums muligheder – i hvert fald hørt fra min plads midt bag dirigent og i næsten niveau med orkestret. Præcis samme interessante afprøvning fik vi med klarinettisten Martin Frösts virtuose spil i sidstesatsen af Carl Nielsens klarinetkoncert, hvor solistens vandring fra publikum-baggrunden til podiet på mærkelig vis næsten ikke skabte dynamiske, klanglige ændringer, det gjorde ’kun’ hans artikulerede frasering.
EN TANKE
Det var nok – sammen med indledningsnummeret, det rytmisk spændstige bestillingsværk ’L’anima della musica’ af Andy Pape, og Rued Langgaards fandenivoldske finale fra operaen ’Antikrist’ – de bedst valgte demonstrationer af orkesterlydbilledet ved galla-arrangementet. Hvis ikke man mener, at orgeltoccataen skal medregnes som vareprøve på, hvor rædsomt man fremover vil kunne få ørekanalerne bombarderet og sin tro på Herrens mildhed bragt i vildrede.
Tilbagelænet i det lækre, rødgyldne sæde, med overblik over det fabelagtig smukke rum, der folder sig ud som en kinesisk vifte, sendte man så en tanke til den million danskere, der hjemme ved skærmene, skulle delagtiggøres i begivenheden – med hovederne fyldt af skandalerne omkring byggeriets økonomiske galop.
KEDELIGT
Hvordan havde DRs musikbosser valgt at overbevise nationen om lyksaligheden ved den store investering?
Sandelig ikke med fremstrakt hånd. Det snurrige program præsenterede således også de vokale muligheder. Flot nok med koret, glimrende udfoldet på næsten veneziansk renæssance-manér i positioner rundt i salen.
Men dér, hvor lytterne også – og især – skal fanges ind, når det gælder det vokale – med ekstravant solosang – dér havde man, vel som et buk til arkitekten Jean Nouvel – valgt to franske operaarier fra den fjerneste nodehylde i DRs nodebibliotek.
Morten Frank Larsen, den glimrende baryton, der erstattede den sygemeldte Bo Boje Skovhus, sled sig igennem en kedelig Hamlet-arie fra Thomas’ lige så kedelige opera ’Hamlet’, forgæves sat op på Det Kgl. Teater for en halv snes år siden. Og den i øvrigt brillante sorte sopran Measha Brueggergosman kunne da levere opulent jomfruelig ekstase og romantisk smæk for euro-skillingen i Massenets ’La Vierge’.
Men når det nu pinedød skulle være så fransk alt sammen, hvorfor så ikke imødekomme nationen med f.eks. Bizets ’Carmen’? Hvorfor i det hele taget ikke aflevere et par ordentlige smæk-for-skillingen-lunser – franske eller ikke-franske – når nu chancen var der for synge og spille for alle og ikke kun for den særligt interesserede og udforsknings-indstillede faste stok af musikmennesker?
Men jo da. Lykken bredte sig, også på folkets vegne, da unge Andreas Brantelid på sin cello henåndede Saint-Saëns ’Svanen’ fra Dyrenes Karneval.
MONUMENTER
Enhver tid bygger sine monumenter. København har nu fået endnu et. Under råb og skrig. For dyrt, for stort og ’hvad fanden er meningen?’
Bygget i en tid, hvor Danmark har været rigere end nogensinde i historien. Vi tager det som et udtryk for en velstand, et overskud, en slået ud med armene: Se, hvor vi kan! Som Rådhuset, der blev bygget for hundrede år siden. Rejst som et jubelråb over et demokrati, der marcherede, og en by, der havde fået muskler.
Nu så et koncerthus, der gerne skal fortælle, at musikkulturen i dette land er noget, vi er vilde med, stolte af, besat af, aldrig kan blive trætte af. Som Operaen. Som alt det andet, der maser sig op af jorden og blomstrer, selvom det undertiden er på trods.
Om koncerthuset vil kunne fyldes tre gange om ugen? Som DR profeterer. Man må tvivle. København er nu bestykket med Tivolis Koncertsal og Radiohusets gamle, der nu bliver ambitiøst koncertsted for Musikkonservatoriet. Plus Det Kgl. Biblioteks koncertsal. Plus Operaen, der også er koncertanvendelig. Såmænd også Københavns Drengekors St. Annæ-sal.
Og for nu at vende tilbage til orglet: Al den orgelmusik, en millionbefolkning kan hente sig i snesevis af kirker, til jul, påske og søndag efter søndag.