DOGME-SHAKESPEARE
Lars Mikkelsen som Julie i balkon-scenen? Take that! Og en masse andet i ’Flammens Muse’ på Kaleidoskop 2.
****
Kan man dét? Zappe rundt i Shakespeare, som det passer én?
Selvfølgelig kan man det. Hvem skulle forhindre en i det? Den gamle kan jo ikke komme rendende med copyrighten højt løftet. Højst råbe ’droit morale!’ fra sin sky.
Mit gæt er, at han vil sige ok til det, de tre spillere kaster op i luften, hen ad gulvet og ud i hovedet på os på Kaleidoskop 2 i den gamle Kanonhallen. Lars Mikkelsen, Thomas Magnusson, Klaus Risager og deres instruktør Barry McKellan.
Det rammer nemlig noget, han kan nikke genkendende til: Underfundigheden. Overvejelserne. Den lidenskabelige undren over denne tilværelses sære indretning. Alt det, han selv formulerer i sine stykker og samler til handling, drama, komedie.
MÅSKE
Lars Mikkelsens kommer fra start listende ind på scenen, tøver, ser på os, vender sig og går, kommer tilbage. Er vi der? Tør man? Skal man? Det er forventning, afprøvning. Måske. Måske ikke. For og imod. Det kan blive hvad som helst.
Derfra slynger der sig en guirlande af situationer, dialoger, sange, modspil og medspil – bundet sammen af én eneste ting: Disse sindrige, morsomme eller forfærdende, virtuose tekster. Fra genkendelige eller ikke genkendelige scener i en stribe af Shakespeare-stykker.
SANGE SOM MYRRA
Det er dogme-Shakespeare. Ingen kostumer. Ingen dekoration.
Men musik. Masser af musik. Klaus Risager – denne slangetæmmer af en sceneartist, der kan få et klavers strenge til at blive sfærisk musik, hvad enten han rører tangenterne eller stryger strengene som en harpespiller. Og skrive sange, der smyger sig som bibelsk myrra omkring sonetterne, eller plantes som forførende gøglervise med ’The Lover and his Lass’ – en fed nyfortolkning af Thomas Morleys melodi fra ’Som man behager’. Et af de tretten stykker, der leverer scener til denne udspekulerede Shakespeare-medley.
LARS OG JULIE
Rekvisitter? Jo. Hvad med en håndværkerstige? Den kan bruges som balkon for Julie. Ligesom Lars Mikkelsen kan bruges som – Julie. Rigtig forstået! Mikkelsen er den yndige, skæggede Julie i underhylere, der henånder i øm forelskelse til knægten for hendes fod.
Latteren svæver som harpeklang i salen, mens teksten konsumeres i et mix af ’London Toast’ (instruktør McKennan er en af kabaret-bagmændene!) og gyldne erindringer om alverdens Julier.
Vi venter ikke at se denne præstation gentaget på Det kgl. Teater. Men gad godt nok se den kække yngling Thomas Magnusson som en fuldgyldig Romeo var given lejlighed. Hvor den flænsende dialog mellem Jago og Othello nok kan få os til at gide se Mikkelsen som den lumske rygklapper Jago i en rigtig opførelse af ’Othello’. Den scene behøver heller ikke det store udstyr: Et tørklæde som Jagos falske bevis på Desdemonas utroskab er nok til at fremtrylle hele det dæmoniske spil.
MUSENS SANG
Og det er netop sagen: Titlen ’Flammens muse’ henviser til udgangspunktet for hele collagen. Nemlig prologen i ’Henrik 5.’ – dramatikerens appel til at bruge fantasien og se det hele for sig:
”O kunne flammende min muse stige/til digtningens den æterklare himmel!….Men tilgiv den matte hverdagsånd/ som her har vovet at stille frem/på disse ringe brædder sligt storværk!”
Der er ikke noget at tilgive. Vi siger bare tak til. Det er et herligt show. Man går straks hjem og læser videre.
