Simon Bailey, Jessica Pratt, Vicenzo Taormina og Aurora Tirotta i ‘ Donizettis ‘Viva la Mamma’ (Foto: Teatro alla Scala)
LA SCALA PÅ SLAP LINE
Let og tom pjank er substansen i Donizettis ’Viva la Mama’ – et sekunda værk af komponisten. Kom igen, Scala Opera med noget bedre.
***
EN skuffelse? Ja, faktisk.
Det skyldes ikke så meget et eller andet snik-snak i Politiken om, at Scala Operaens gæstespil i Aalborg ikke var det rigtige La Scala, alverdens øjesten i international opera.
For dén holder skam ikke. Gæstespillets operapremiere i aftes var 100 procent La Scala – bare på den specielle måde, at det var La Scala Akademiet, der præsenterede sig for os. Det må vel nærmest svare til Operaakademiet i København med dets tilknytning til Den Kgl. Opera.
Og går man tæt på, f.eks. kikker på Scala Operaens hjemmeside, så figurerer den forestilling, gæstespillet stiller med, sandelig på Scala Operaens almindelige repertoire i dette efterårs spilleplan. På den måde er det absolut et regulært Scala Opera-gæstespil.
PÅ PAPIRET
Det er derimod selve værket, der er en skuffelse. Man har valgt at komme til Danmark med Donizettis ’Le convenienze ed inconvenienze teatrali’ (dyd og udyd i teatret), og give det den mere appellerende titel ’Viva La Mamma’.
En komedie. En sag, der lyder sjov på papiret: Et operaselskab arbejder på en opsætning, men alle er i totterne på hinanden, konkurrerer om roller, kikser med hvad som helst, og kulminerer i, at en mor til en af sopranerne blander sig i foretagendet – en fyldig donna, der maser sig ind for at promovere datteren, men selv tager styret. Hun synges af en baryton! Som for at sætte streg under munterheden.
Det er bare ikke rigtig muntert.
For tiden spiller Det Kgl. Donizettis ’Lucia di Lammermoor’ – noget af en pragtopera. Drama, så det fyger. Vi kender Donizetti som en komponist, der kan skrive både lette og svulmende belcanto-operaer, som det nu passer ham – han skrev over 70 af dem, og denne ’Viva La Mamma’ er en af hans easy going værker, klart nok fyret af som en parodi på hans egen og tidens stil. Det løber som skidt fra en spædkalv med endeløse gentagelser, lidt af det ene og lidt af det andet, en strøm af ingenting sat op med slidte sløjfer.
FOR TYNDT
Det er selvfølgelig ok, hvis det så også behandles vittigt. Det gør det i enkelte øjeblikke, når donnaerne løber løbsk, og slagsmål og koketterier får de unge sangere til på én gang at udfolde deres faktisk særdeles skolede kunst, vokalt og spillemæssigt. Solisterne gør nar ad sig selv og hinanden, komponisten tager sig til hovedet, librettisten vånder sig, direktøren hidkalder gendarmeriet – der synges og synges, og vi morer os i små portioner, men keder os også grumt ind imellem.
Tynd er nemlig sangernes forlæg, og lige så spinkel er iscenesættelsen af dem.
Ærgerligt nok, for det er tydeligt, at vi har stærke sangtalenter på scenen, og en komiker, der fylder godt på i Mama-rollen. Vicenzo Taormina er hans navn. Han er en festlig gevinst. Ligesom prima donnaen Daria i Jessica Pratts udgave afslører en særdeles kompetent sopran. I det hele taget er der en ungdommelig entusiasme i ensemblet – havde de bare noget mere vitaminrigt stof at arbejde med.
DONIZETTIS HASTVÆRK
Det klareste symptom på Donizettis egen, flove flothed i dette værk, er at han i 2. akten opgiver ævret og skriver tre eksisterende arier ind. Bl.a. Taminos fra 1. akt af Mozarts ’Tryllefløjten’. Vi ved godt, at komponister til alle tider – ikke mindst i 17- og 1800-tallets operaer brugte løs af forefaldende materiale fra egne eller andres operaer.
I dette tilfælde skinner hastværk og dovenskab mere tydeligt frem end i så mange andre af Donizettis værker. Med god grund en opera, der ikke stables særlig ofte på benene. Den kan på en måde sammenlignes med Rossinis ’Rejsen til Reims’ i sit lette og parodiske sigte. Den har lige så mange noder på hjerte, men langt færre kalorier.
KOM IGEN
OK. Så er dét forsøgt. Under stor opmærksomhed og sikkert med store omkostninger. Kun med et sparsomt kunstnerisk udbytte. De må gerne komme igen dernede fra Milano med noget interessantere. Det fortjener også det trofaste og efterhånden kræsne og godt vante Aalborg-publikum. Gerne med opera – jeg så ikke balletten ’En skærsommernatsdrøm’ i lørdags.
Hvis nogle i øvrigt mener, de er gået glip af noget i Aalborg, så er ’Viva la Mamma’ i denne udgave som sagt også på Scala Operaens repertoire i Milano i dette efterår. Bare til orientering for dem, der måske stadig er i den vildfarelse, at gæstespillet ikke er autentisk La Scala-vare.
