*
*
*
*
*
*
*
*FOR MEGET BULDER OG BRAG
Schierbecks eneste opera ’Fête galante’ hårdt pumpet i Tivolis Koncertsal. En genopsætning på Det Kgl. vil måske kunne yde operaen retfærdighed. Grundig bearbejdet.
****
GODT forsøgt. Ambitiøst. Der er sat meget ind på at overbevise os om, at Poul Schierbecks opera ’Fête galante’ er et betydeligt danske operaværk ved opførelsen i Tivoli denne aften.
For meget på en måde.
For nok har operaen mange kvaliteter. Men de fremgår kun delvis af denne hårdtpumpede koncertopførelse, hvor styrkerne underprioriteres og manglerne træder fuldtonende frem. Det er muligt, at kvaliteterne – især den lette komedietone – vil være mere hørbare i den optagelse, der kommer til at foreligge som en cd hos selskabet dacapo. Endnu mere hørbare end i den gamle Hegermann-Lindencrone-optagelse af en ’Fete galante’-opførelse i Det Kgl. Teater fra 1961. Dén kan have nok så mange tekniske problemer, men den har en høj grad af lethed og sproglig forståelighed.
Som publikum i Tivoli oplever vi DRs symfoniorkester ikke bare dække sangerne, men også tvinge dem til at forcere deres stemmer, så komedietonen smuldrer.
PATCHWORK
Det er dirigenten Michael Schønwandt ikke ene om ansvaret for.
Faktisk skriver Schierbeck den ene scene efter den anden med en så kompakt patchworkagtig orkestersats, at der udløses almindelig bulder og bralder af en instrumentation, som i virkeligheden ville være langt mere relevant for denne rokoko-komedie, hvis den holdt sig til de kammermusikalske kvaliteter, der ligger gemt i den. Som det faktisk viser sig, jo længere man kommer frem mod 3. akt. Der er i 2. og 3. akt scener, der fungerer med et vid og en komik, som netop kan takke den instrumentale begrænsning og nedskruning for den gode effekt. Og som giver sangerne råderum.
Det er så én side af sagen. For Schierbeck har så meget for i ’Fete galante’. Også at skrive store lyriske scener. Det kommer den unge sopran Dénise Beck til gode både i 1. akt, og især i hendes store duet i 3. akt med den svenske tenor Michael Weinius, for ikke at tale om slutscenen, der er sikkert er skrevet med Richard Strauss’ Rosenkavaler’-finale summende i baghovedet.
LÅNETILBUD
Sådan er der nemlig så meget. Høflige lånetilbud fra den ene og anden komponist – elskerens store scene, før han skal duellere, dufter langt væk af Lenskis arie fra ’Eugen Onegin’. Det vil til gengæld være kikset at påstå, at Kai Normann Andersen har hentet ’Den allersidste dans’-temaet fra Schierbeck. Det må være omvendt.
Men lån er der faktisk nok af. Og man slipper ikke af sted med at nøjes med at skrive som Politikens anmelder Hugo Seligmann efter uropførelsen i 1931 – at ’Schierbeck bare kvidrer løs med et muntert, lidt studentikost næb’. Han kvidrer og synger med så mange næb og de er genkendelige det ene og det andet øjeblik. Den gængse mening er, at Schierbeck er fransk inspireret. Det er han også. Men derudover alt muligt andet andet.
DET KGL.
Hvis man ikke i koncertsalen bliver totalt overbevist om ’Fête galante’s kvaliteter, så må vi på alligevel sige, at kvaliteterne er så mange, at operaen fortjener en genopsætning på Det Kgl. Teater. Vi har ikke for mange danske operaværker, der hæver sig over jordsmonnet.
I Tivoli ser vi en stab af sangere, der kunne gå lige ind og sætte scenisk liv i partierne. Ud over den stormtalentfulde sopran Denise Beck hele rækken af mandlige sangere, Palle Knudsen, Jakob Bloch, Gert Henning Jensen, Mathias Hedegaard, Andrea Pellegrini. For ikke at nævne vores to internationale barytoner, Morgen Frank Larsen og Bo Skovhus – der har Wien summende i nervespidserne. Hvilket Michael Schønwandt nok kunne summe noget mere med på i de scener, hvor Schierbeck i sine inspirerede, musikalske banklån er i det valse-strausske hjørne.
Hvad operaen handler om? Det er en letbenet, romantisk historie fra et fransk hof, hvor konger og grever mener, de kan gøre, hvad de vil med en ung dame. Læs resten i en operaguide.
GregersDH.dk
Gregers DH. dk og jeg har åbenbart ikke være til den samme koncert, eftersom jeg har hørt noget ganske andet: et forglemt mesterværk, der fik en kgl. opførelse med den stærkt savnede Michael Schønwandt som det koncentrerede samlingspunkt, der kunne fp orkestret til at lyde som wienerfilharmonikerne i deres glansperiode.
Mage til nonsens som GregersDH.dk disker op med har jeg (heldigvis) sjældent set på tryk
Jeg må erklære mig enig med E.H.Pedersen: Schønwandt var den aften samlingspunkt nærmest om en genopdaget danskhed, salen summede af stolthed og glæde ved at høre (og se) et så stort værk af en ellers lille komponist og så fra lille Danmark. Nok om nationalfølelsen: Det kommer sig af at vi sjældent hører opera på dansk, selvom både Fête Galante og fx Drot og Marsk godt kunne trænge til en nyopsætning på det kongelige.
Skal man pege på manglerne ved opførelsen, vil jeg give GregersDH ret i symptomerne, men ikke i hans analyse af sygdommen: Mens anmelderen her tilsyneladende skyder skylden på en for voldsom instrumentation og en åbenbart nærmest kluntet Schønwandt, vil jeg pege på to ærgerlige forhold der gjorde at orkestreringen nogle gange var uigennemsigtig, og at man havde brug for en libretto at følge med i.
Det ene kritikpunkt er lidt spekulativt, og jeg ville ellers ikke vove at så tvivl om Schønwandts arbejde med partituret, men noget kunne tyde på at bemandingen på strygerne var for stor. Besætningen var maksimal, otte basser, og jeg talte ikke de andre, men mange af strygerpassagerne var for voldsomme ift. resten af orkestret og sangerne, og ikke mindst, og nu kommer vi til andet punkt: SALEN! Schierbeck skrev til Kgl. Teater, ikke til Tivolis Koncertsal; ikke et ondt ord om den dejlige sal hvor man sidder udmærket og ser godt overalt, kun et ord om begrænsninger. Salen kan ikke bære et kæmpemæssigt symfoniorkester der spiller som gjaldt det livet, og det gør DRSO som bekendt næsten hver gang, og især mandag aften. Lyden bliver mudret, og man kan kun med ængstelse se frem til Tivolisymfonikernes Mahlers femte til august. For det ødelagde bestemt ikke musikken med lidt mudder, det gav kun lidt skår i det ellers knivskarpe partitur og udførelse. Akustikken gør sig heller ikke godt til sangerne, som jo altså normalt godt kan synge over et orkester af den størrelse når de står på en operascene.
Musikken, som næsten ingen levende sjæl har hørt før forleden, kan man kun synge sin pris, Schierbeck havde et sofistikeret og dog folkeligt idiom som både kan indeholde ørehængere (La Scharamouches sang fx!) og interessante tonaliteter der bruges med stor effekt dramatisk og kunne gå sig som absolut musik. Stod Schønwandt foran kapellet nede i graven på en af byens operascener, tør jeg påstå at musikken ville komme til sin fulde ret. Man vover næsten sammenligningen med Korngolds Die tote Stadt hvad angår musikalsk virtuositet.
Det var mine ord, det blev lidt langtrukkent.
Til de to kommentarer er der kun at sige, at selvfølgelig havde Schønwandt arbejdet med stoffet, men jeg ved af erfaring, at sangere er ilde stedt i salen, især når de som det var tilfældet her, sang hen imod dirigenten og ikke ud i salen. (kort indstuderingstid). Køb og hør den nye cd fra cd.klassisk.dk med optagelsen fra Det Kgl. Teater (1960) som Gregers roste i høje toner
for kort tid siden (100 kr), og giv så radioen og sangerne en chance med den cd, som de udsender næste år.
Med venlig hilsen Erik Harbo, formand for Udgi- verselskabet Hegermann-Lindencrone DKT