PÅ KLASSIKERKURS
’Festen’ er holdbart nutidsdrama – bekræftet i en opsætning med albuerum på Gasværket.
*****
’Festen’. Thomas Vinterbergs pletskud (Og Mogens Rukovs. Og Bo Hr. Hansens ikke at forglemme). Nu igen??
Fantasiløst?
Ligesom ’Rigoletto’ – nu igen! Eller ’Hamlet’, åh gud! – som nogle stønner i disse år.
Men kom og kald det fantasiløst! Der er noget, vi gerne vil se igen. Noget, der rammer dybt. Noget, der kan genbruges, genfortolkes, genopstå som nærværende.
Vi aner da ikke, om ’Festen’ stadig ses om halvtreds år. Men jeg tror det. Historien har fundamental relevans. Den handler om sex, magtmisbrug, familie, oprør. Og den er pakket som et klassisk græsk drama. Men alligevel så dansk med den forsonende udgang, den har. Total, kulsort nedtur ligger ikke til dansk mentalitet. Gerne nedtur, men også forsoning.
FORSONING
Det forsonende er blevet ekstra blødt i betrækket på Gasværket med en slutning, hvor Christian, den incestforulempede søn får et kys på panden af sin lige så forulempede, døde søster – og et ’Jeg elsker dig’, inden hun igen stiger til himmels. Er det nu nødvendigt? Vil vi også gerne se Ophelia komme listende ind for at nusse med Hamlet i slutscenen hos Shakespeare? Næh. Men det skal altså prøves her i al dansk gemytlighed. Vi gad ellers nok have holdt Christians afdøde søster Linda fast på sine søvngængervandringer rundt i Gasværkets gallerier. Uden replikker. Og uden den afsluttende joke med at lade hende krabbe sig hjem til Gud tværs over publikumsrækkerne. Den stumme sunnambulisme er en glimrende surrealistisk effekt, der skaber operamæssig gys af Benjamin Britten-dimensioner. Og når vi nu er ved musikken: Husker nogen mon den infernalske virkning, der var i Mammut Teatrets brug af adagioen fra Beethovens g-dur violinsonate, da ’Festen’ blev spillet i Turbinehallerne for fem år siden? En klaustrofobisk omklamring af familierædslerne. Så hårene rejste sig.
KUP
Men det er et kup i Gasværket at udnytte gallerierne i de første scener, hvor gæsterne ankommer til ’Festen’. Vi er stadig som publikum i udgangsposition i foyeren og bliver med et slag – med velkomstchampagnen boblende – selv gjort til gæster, da de medvirkende brødre, søster og svigerinder ankommer og modtages af Mads Wille som butler på trappen til værelserne på 1. sal i familiepalæet. En spillevende præsentation af Thomas Bo Larsen og Helle Dolleris som det råhøvlede og uregerlige lillebror/svigerdatter-par, lunterne til den størknede familie-idyl – hvor storebror Christian i Niels P. Munks udgave er selveste selvmordsbæltet.
Starten i foyeren er flot brug af gasværket, og det hele bliver ikke mindre vellykket, da festbordet er linet op inde i rummet og alle – også publikum – er bænket for alvor. Man bliver igen ved det sceneri ramt af en hel Bunuel-filmisk rygmarvsrefleks: Det er Nadveren, vi ser, og det snerper af klaustrofobien fra Bunuel-gyseren ’El Angel Extaminador’, da kokken Kim, Sophus Kirkeby Windeløw, beordrer udgangene låst og mobiltelefoner skaffet af vejen.
MAGELØST
Et mageløst komparseri af medvirkende: Holger Perfort som den gnækkende, forvrøvlede farfar, Rita Angela, der synes, at ’I skovens dybe stille ro’ må afsynges for at besværge de afsløringer af incest, bror Christian taler om. Familiens Onkel Leif, der i Ole Thestrups korpus og jargon trækker burgøjser-vulgariteten op som en larmende jukebox. Søster Helene – Stine Stengade – der kører sit eget oprør, og toastmaster Tom Jensen, der på sit sønderjysk-tyske prøver at fastholde den glatragede facade og mur af konventionelle sikkerhedsnormer – dem, som festens centrum, familiefaderen Hugo er den egentlige forvalter af. Ulf Pilgaard spiller ham med langsomt krakelerende overflade, trinvis nedbrydning efterhånden som selskabets forsvarsvold omkring ham bryder sammen, og han selv fortæres indefra af afsløringerne. En glimrende præstation.
KURSUS I DRAMATURGI
Sådan er ’Festen’ tilbage i arenaen. Som timet til disse dages nye beskrivelser af incestrædsler på bunden af det danske samfund. Her får vi det i det, nogle vil kalde toppen. Bedre: ’The upper middle class’, som englænderne benævner det afsnit i klassedelingen. Råddent familieliv under alle omstændigheder. Ude på Camp X klapper de sikkert i hænderne og siger: Det er dét, vi snakker om i ’Queer’! Uden at deres forestilling af den grund bliver bedre. I ’Festen’ kan de til gengæld få sig et kursus i dramaturgi.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
,