Ingo Hülsmann og Annika Kuhl i ‘Faust’ (Foto: Det Kgl. Teater)
IM ANFANG
Sublim tysk skuespilkunst i gæstespillet med ’Faust’ på Det Kgl.
******
MEINE liebe Kameraden! Los! Af sted til Skuespilhuset! Schauspielhaus. Entschuldigen Sie… man kommer helt germansk ind ad døren fra sådan en aften!
’Faust’ på tysk. Gæstespil med Deutsches Theater, Berlin.
Af sted, siger jeg. For gæstespillet er kun denne lørdag aften plus i morgen søndag kl. 15.
Husker I det, kammerater? Som vi sad der – Ende der vierziger Jahren – og tæskede Goethes ’Faust’, Erster Teil, igennem, så sveden haglede og ånd og sjæl var sprængfærdig at løse verdensgåden og vores eget lille eksistentialistiske mas med tilværelsen?
Og når jeg nu råber til jer: Af sted til Skuespilhuset! Så er det fordi det er en enestående lejlighed til at genopleve dette orgie af ord og tanker, som Goethes tekst dænger ud over skolepult og lillehjerne. En tekst, som for nogle, der har glemt, hvad det handlede om, kan ligne en støvsky af fin kultur med duft af gulnede sider.
ORD OG TEKST
Ord og tanker.
’Im Anfang war das Wort’, som Faust siger i sin enorme indgangsmonolog, mens han dissekerer sig frem til, at det måske i virkeligheden var ’Die Tat’, der var dér ’im Anfang’. Mig berørte det at sidde og komme til at tænke på, hvordan vores gamle nestor i anmelderbranchen, Jens Kistrup, kunne sige til os omgivende billednørder, at det, det handler om, når det kommer til stykket, det er ordene og teksten.
Det er sådan man får sin ’Faust’ hos berlinerne. Ord og tekst mejslet i luften og samtidig behandlet som musikalsk partitur og en mimisk udtryksfuldhed, der nagler hver stavelse, hver konsonant, hver betydning, til lyslevende anskueliggørelse af idé og mening. Uden andet – ’uden andet’, hvilken frækhed! – men altså alligevel: Uden andet støttepunkt end nogle skuespillere selv og deres tårnhøje kunnen og gennemførte modulering af sproget.
RENSET
Vi har set flere betydelige ’Faust’-opførelser i vores generation herhjemme – Kasper Rostrups er mindeværdig for totalorgiet i Gladsaxe Teater i 70’erne. Katrine Wiedemanns for den farverige og psykologisk spændstige opførelse på Gamle Scene for nogle år siden.
Berlinerne – instruktøren hedder Michael Thalheimer, scenografen Olaf Altmann – renser deres ’Faust’ næsten helt for scenografisk halløj. Færdig med middelalder, Aurbachs Kælder, toppede brosten, pap, studerkammer med gammel bogstank. Deres Faust, Ingo Hüllsmann, er alene på scenen i starten, bag ham cirkler ganske langsomt en sort lamel-indækning – jordkloden? Han står ubevægelig, indtil han bryder ud i sit slagsmål med gud, sit intellektuelle hjernespind om livets forkrænkelighed, men enorme attraktion, og tilværelsens uløselige gåder.
TOUR DE FORCE
En fuldstændig tour de force. Sjældent eller aldrig har man hørt en skuespiller med en så formidabel vejrtrækningsteknik. Salver af ord løber som serier af belcantoarie-udgydelser, men vel at mærke skarpladt af betydningsfuldhed, så hvert ord afkodes læbesynkront.
Det samme sker med Mephisto, der ligner en lurvet paparazzi-rod – Sven Lehmann, der spiller ham, har en lang passage et sted, hvor han i et mimisk stand up-show gør nar af de forlystelser, Faust nu vil kaste sig ud i med pigen Gretchen, Annika Kuhl, i overensstemmelse med den handel, han har indgået med Faust om at skaffe ham, hvad hen peger på, mod at have en klo i hans sjæl, når det kommer til stykket.
SKUESPILKUNST
Det er bare et eksempel på denne opsætning, som har valgt at gribe os i struben med en skuespillerkunst, der sjældent ses på disse breddegrader. Og udenværker, der droppes – da den sorte, roterende væg omsider forsvinder, er sceneriet intet andet end en tilsvarende rundhorisont og en ensom seng, Gretchens, hvor hun bliver voldtaget af Faust, så blodet flyder. Igen ingen geskæftig action. En nøgternt konstaterende scene, hvor dramaet udfoldes som alt i denne to timers forestillingen: Personerne ført frem som i et dukketeater. Lammende koncentreret om tekst og udtryk.
DANSKE TEKSTER
Men skal selvfølgelig holde af det tyske og have lidt husbehov-kunnen. Men næppe sætte sig på de første rækker, for de danske overtekster ser man bedst på lidt afstand.
Also, meine Damen und Herrren. ’Faust’ i Skuespilhuset. Muligheden er der i morgen, søndag 26.
