Dansere i ‘Exodus’ på Wilhelm Scenen under Copenhagen Opera Festival (Tegn.: Claus Seidel)

TÅGE VED TORVE-HALLEN

’Exodus’ er et tåget og usikkert forsøg på at fortælle en udvandrerhistorie i sang og dans. Ubegribeligt ude af trit med den københavnske Sommer Opera Festivals målsætninger.

Komponist: Peter Bruun. Tekst: Ursula Andkjær Olsen. Instruktør: Rolf Heim. Koreograf: Charlotte Boye-Christensen. Scenograf: Nathan Webster. Medvirkende sangere: Nana Bugge-Rasmussen og Jakob Bloch Jespersen. Dansere: Katherine Lawrence, Adrian Fry og Tara McArthur. Sted: Wilhelm-Scenen ved Torvehallerne.

**

I BETRAGTNING af den tankegang, der ligger bag Copenhagen Opera Festival, kommer forestillingen ’Exodus’ susende ind temmelig skævøjet.
Festivalens og ikke mindst dens fakkelbærer Michael Bojesen lægger udtalt vægt på tilgængelighed, folkelighed, forståelighed og kommunikation.
Opførelsen af Peter Bruuns danse-opera ’Exodus’ er et eksempel på alt det modsatte: utilgængelighed, ufolkelighed, uforståelighed og mangel på kommunikation.
’Exodus’ betyder kollektiv udvandring, og ordet er brugt om jødernes flugt fra Egypten under Moses’ ledelse. Og det har været brugt lige siden om masseudvandringer. I Peter Bruuns nye værk er udgangspunktet den kollektive danske udvandring af mormoner i tusindtal i anden halvdel af 1800-tallet.
Det kunne forestillingens program have nævnt med to ord. Men end ikke dét er der blevet plads til mellem de alenlange opremsninger af de medvirkendes data for gjorte gerninger. Men det havde måske givet en flig af forståelse i forbindelse med de tekster, de to sangere på scenen sang og talte på en blanding af dansk og engelsk.
Et par sætninger på programmets bagside fortalte, at ”Mennesket er et hus, som det selv forsøger at hjemsøge. Eller som det forsøger at undgå at hjemsøge, fordi der allerede er alt for mange andre til stede og derfor ikke er mere plads. Eller måske bare, fordi der ikke er blevet gjort rent i årevis. Det kan være grund nok til, at man ikke gider gå hjem. Til sig selv”.
Dette kryptiske og modsætningsfylde udsagn er ikke rettet til asylsøgere i Danmark, men er formodentlig et klip fra operaens tekst. Det er skrevet af operaen librettist, den udmærkede digter Ursula Andkjær Olsen.

ABSTRAKTIONER

Vi skal ikke gå i rette med de to sangere, der synger værkets tekster.
Jakob Bloch Jespersen og Nana Bugge Rasmussen gør sig klart nok umådelig umage for tydeliggørelse, ord som ’hjem’ dukker hyppigt op, både på dansk og engelsk – ”The good life begins with a good home”, lykkevisioner spores i sangernes mund, drømme, naturbilleder, personlige katastrofer, men vi er stort set lige vidt i forhold til forløb, for ikke at tale om handling, og slet ikke i relation til det, vi hele tiden har øjnene på: De tre amerikanske dansere med hjemsted i Salt Lake City, to kvinder og en mand, der lægger abstrakte figurationer til sang og ord, strejfer sangerne i enkelte clinch, men ellers lever deres egen muskulært attitudefyldte verden i indbyrdes konfrontationer eller solo.
Næsten eneste visuelle association til den exodus, der angiveligt er emnet, er et gitter, der adskiller musikerne fra Figura Ensemblet. Flugt, udvandring og gitre er bittert forbundne begreber.
Men så Peter Bruuns musik. Varetaget som ofte før af Figura Ensemblets musikere, i dette tilfælde primært dobro-guitar, klarinet og slagtøj.
Vi anmeldte her på bloggen for nogle uger siden en cd med kammermusik af Peter Bruun. Mellem cd’ens værker var der et, der nu indgår i ’Exodus’. Vi fandt – nøjagtigt som nu – hans kompositioner ukomplicerede, spartanske i virkemidler, præcise og ganske farverige.
Det samme gør vi nu. Vi genkender det enkle tonesprog, vi også før har mødt, når han komponerede opera. F.eks. den sjove ’Halløj i firmaet’, han skrev til Den Ny Opera i Esbjerg, eller ’Alverden god nat’, Jens Munk-historien, som blev uropført på Operaens Takkelloftet.
Muntert, henholdsvis seriøst musikteater, som stod lysende klart i indhold og substans. Den sidste, Munk-operaen, med tekst af Ursula Andkjær Olsen, som Bruun også har arbejdet sammen med i andre anledninger. Og som altså har skrevet ’Exodus’-teksten.
Havde man teksten i hånd, ville man muligvis værdsætte dens lyriske kvaliteter. Som sceneord fuser den ud over publikum og de våde Torvehaller som ubegribelige haglbyger og finder ingen alliancer med danserne, og hjælpes aldrig på vej af instruktøren Rolf Heim.
Man aner et pretentiøst projekt, der er blevet til hos den Salt Lake-baserede balletgruppe Now-ID som en art hyldest til de danske mormoner, der bosatte sig dér for 150 år siden.
På Grønttorvet fik man ikke engang dét at vide. Om Now-ID kun, at det “afspejler kompagniets engagement i en konstant fornyelse, der læner sig ind i nutiden og det rum af engagement, der opstår, når du skaber eller ser kunst”.  Hmm…

gregersDH.dk