Rasmus Fruergaard, Jakob Højlev Jørgensen og (i baggrunden) Laura Kold i ‘Evig ung’ på Aalborg Teater (Foto: Lars Horn)
INDHYLLET I SPINDELVÆV
Et gisp af fremtidsvision i Aalborg Teaters version af ’Evig ung’. En forestilling med politisk brod og personalerevy-grin.
****
HVORDAN ter vi os, når vi som oldinge en dag sidder og kvajer os på Plejehjemmet?
Formodentlig – og meget gerne – lige så muntert og afsindigt, som de medvirkende i komedien ’Evig Ung’ af den schweiziske dramatiker Erik Gedeon.
Vi har set komedien for et par år siden på Nørrebro Teater, hvor holdet af unge og yngre skuespillere spillede gamlingene med en overdådig og total grinagtig humor. Helt derud på overdrevet, hvor Vorherre sikkert vil interessere sig for os som mulige medvirkende i paradisets årlige revy.
På Nørrebro var det en væsentlig årsag til latteren, at vi kendte skuespillerne for det, de er, og det, de kan. Det var en pointe i sig selv. De spillede gamle. Helt ud i det groteske.
Det samme gælder i dobbelt grad i Aalborg. Hvor publikum ikke alene kender deres skuespillere, men hvor de medvirkende oven i købet har deres egne navne og spiller sig selv. Fremskrevet – ja hvor langt? For nogle af dem tredive, for andre fyrre år ud i en uvis fremtid.
En enkelt medvirker sådan set ’post festum. Ebbe Trenskow, som lige har haft 50 års jubilæum og lever i det mest glimrende velgående, må finde sig i at være skuespilleren, der er til stede som støv og aske i sin urne. Den mands afskedsforestilling på Aalborg Teater er og vil være til evig repetition! En enkelt animeret scene udarter til, at Trenskows kollega Carsten Svendsen kyler asken i hovedet på Rasmus Fruergaard – skuespilleres indbyrdes kiv i danske teater materialiseret til tredjemands ufrivillige mellemkomst. Yderst underholdende.
TO POINTER
Ellers er den grundlæggende pointe i denne version af det teatralske gamlinge-halløj, at den er gjort til to ting:
Dels et teaterpolitisk gisp. Scenen er udstyret med alt tænkeligt vraggods af teaterrekvisitter, scenen er indhyllet i spindelvæv og de aldersstegne Aalborg-skuespillere observerer straks, at de er på udflugt til deres eget teater, årtier efter at teatret er nedlagt – ligesom alle andre kulturinstitutioner i byen. De hygger sig i vraggodset, men ingen tvivl: Teatret – som er deres liv – er nedlagt. For længst dømt ude. Det er deres rå plejehjemsforstander, de banker ned gennem faldlemmen som gengældelse for hendes slavepiskerhåndtering af dem (hun spilles i øvrigt af Jakob Højlev Jørgensen som en prægtig afart af oversygeplejersken i ’Gøgereden’). Men hun er samtidig inkarnationen af en politisk nedfrysning af teater- og kulturlivet, som vi frygter konsekvenserne af for tiden.
Dels er stykket blevet et revyagtigt spex, der egentlig hurtigt fjerner forestillingen fra det, den vel også fra dramatikerens side er tænkt som: En socialkritisk komedie om, hvordan vi behandler vores gamle, og hvordan de nødvendigvis må udfolde sig farceagtigt, fordi vilkårene er som de er. Deres midlertidige overlevelse har ikke andre muligheder end at blive et ekstremt billede på tilværelsens galskab.
PERSONALEREVY
Vi er med andre ord til personalerevy på Aalborg Teater!
Og det er som sådan bestemt ikke kedeligt. Laura Kold, som invalideret rappenskralde med sjofelheder rablende ud af det forkrampede fjæs. Merete Mærkedal som Parkinson-ramt. Sød og manisk klamrende sig til sin gamle star image. Carsten Svendsen nøjagtig lige så fortabt i egen fordums storhed, og naturligvis med eklatant hukommelsestab, når det gælder replikkerne. Kapelmesteren Niels Søren Hansen ude af stand til at sige noget som helst mellem sugene fra sit iltapparat, men til gengæld totalintakt ved klaveret, når holdet skal afsynge deres ungdoms hitparade. Anders W. Momme frønnet til ved sit slagtøj i en forfatning, så han ligner Gruaballemandens bror. Og Søren Bang Jensen – hvem, hvad og hvor har vi nu gjort af ham? – ingen er til at kende igen i de mosgroende maskeringer…
Heinrich Christensen har som instruktør gjort seancen til en tur med det gamle Spøgelsestoget i Tivoli.
Skuespillerskeletterne rasler ud skabene som de overdådige, sidste rester fra teatrets rekvisitlager, og vi kan kun svare ét: Der er dømt velkommen tilbage til scenen. Vi følger jer med høj latter på jeres gerontologiske nedtur, og vi holder meget af jeres swingende finalevisioner.
Måtte det gå jer og teatret godt. Vi vil kikke med de næste fyrre år, så vi kan se varslerne dementeret.
