ET KNUS TIL LORTELAND

Nørrebro Teaters aflægger Frederiksberg Scenen (det gamle Rialto) har genoptaget og fornyet en Grob-klassiker ’Europamestrene’. Gemytlige lussinger til sløve velfærdsdanskere.

****

SKAL det gøre ondt? Eller skal vi grine? På Aalborg Teater kan man i øjeblikket se Naja Marie Aidts ’Bavian’ – en stribe af indædte dissekeringer af de mere pinlige sider af velfærdsdanskeres mentalitet.
På Nørrebro Teaters Frederiksberg Scenen kan man nu se de samme egenskaber pillet fra hinanden og lagt blot til godmodig latter.
Det er Teater Grobs otte år gamle Europamestrene, der i sin tid havde premiere i den lille varmedampende teatersal på 4.etage i Rådhusstræde, som nu er genoptaget, rystet og forynget med nye lattervækkende hak i tuden til dig og mig.
Eller ok, vores naboer selvfølgelig.
De danskere, vi griner ad, fordi de småskændes, hakker på hinanden, råhygger, æder burgere, lader øjnene rulle i hovedet foran tv-skærmen, og praler af, at de er verdens lykkeligste folk, mens de i virkeligheden er nogle sure stoddere, der er misundelige, småtskårne og i det hele taget et jævnt kedeligt folkefærd. Altså, endnu engang: De andre. Ikke?

NYE NUMRE

Holdet er mere eller mindre det samme som dengang. Thor Bjørn Krebs har skrevet nye numre til, beholdt mange af de gamle, og på scenen er det Teater Grob-veteraner som Mia Lyhne og Peer Scheel-Krüger suppleret med Kirsten Lehfeldt, Søren Malling og Mick Øgendahl. 
Der er korte sketches i den revy-facon, som de f.eks. i Cirkusrevyen bruger til at putte ind som mellemlæg, så skuespillerne kan nå omklædningerne mellem de større numre.
Og så nogle gedigne, længere, hvoraf jeg mener, at i hvert fald tre er nye:
1. Et bestyrelsesmøde i en kolonihave, med Søren Malling og Kirsten Lehfeldt som ærkekværulanter, Mia Lyhne som panisk formand, Scheel-Krüger som den forsonlige kompromismager og Mick Øgendahl som målløs newcomer i kredsen. Det er den demokratiske proces sat på prøve og i forventelig skred.
2. En hårrejsende gynækolog-sketch, der udvikler sig til noget, der ligner et mekaniker-sammenrend omkring en særlig interessant og besværlig motorskade. Mia Lyhne er offeret, og en væsentlig del af diskussion hen over hendes åbenbarede underliv, handler om nyanskaffelser i kolonihaven. Når man nu alligevel er samlet.
3. Showets vildeste og morsomste sketch: En møbelvirksomhed i Skive, der har besøg af en københavnsk psykolog og instruktør i crisis coaching. Han skal bringe personalet i output–svingninger under den øjeblikkelige økonomiske stagnation. Manden render naturligvis panden ind i et hold medarbejdere, som besvarer et hvilket som helst af hans ubegribelige spørgsmål og forslag med lammende praktisk logik. En lys ide griber ham, da han hører, at de ansatte har fligen af en uenighed om Face Book kommunikation: Han beder to af dem spille hunde, der er aggressive over for hinanden. Den ustyrlige seance, som udvikler sig, afblæses heldigvis af løsningen på enhver dansk konflikt: Kaffepause.

UKENDTE KRÆFTER