TEENAGER PÅ VILDSPOR
’Anna Karenina’ på Betty Nansen Teatret krydser mellem forfløjen liderlighed og solid tryghedsnarkomani. Med Stine Stengade som nærmest en teenager på vildspor.
****
SCENEN er en sal. Mørnet. Som om den havde været forladt af sine brugere i årevis.
Prismelysekronen hænger tilbage. Ellers gråt og plumret. Det kunne være den afdankede festsal i et nedslidt dansk provinshotel. Endda med scene i baggrunden til årets amatørshow.
Men vi er altså i Rusland for 150 år siden.
Eller er vi? I hvert fald med det ene ben. Det står grumset og trist til i zarens Rusland. Og hvis man dér befinder sig i det lune hjørne af hierarkiet, har man ikke så meget andet at tage sig til, hvis man er mand, end at passe sine forbindelser og i øvrigt muntre sig, og hvis man er kvinde: Kapre en mand, der har tjek på finanserne. Og så i øvrigt holde sin kæft og være glad til.
PIST VÆK
Tolstoys kæmperoman om kvinden Anna Karenina, der rusker i tremmerne, har været genstand for utallige dramatiseringer og filmbearbejdelser. Man gad gerne – nu vi er på Betty Nansen Teatret – se den amerikanske stumfilm fra 1915, der har selveste Betty Nansen i titelrollen. Men filmrullerne er pist væk.
Ligesom fortiden sådan set er pist væk i den teaterbearbejdelse, vi nu ser på teatret. Vi er fra det sekund, de medvirkende viser sig på scenen, ligeglade med, at Anna er en high class ung kone, gift med en zaristisk topembedsmand, og med, at hun møder og falder med et brag for netop en russisk marineofficer. Hvad der selvfølgelig er dramatisk, men ikke dramatisk, fordi det brækker hul i et russisk overklasse-livsmønster, hvor man nok, i hvert fald som mand frejdigt boller ved siden af, men som kvinde holder sig ydmygt på måtten.
Alt det kan der være masser af interessante forklaringer på, men det er ikke det, der for alvor interesserer os. Heller ikke interesserer Alexa Ther, der har iscenesat forestilling. Heller ikke Betty Nansen Teatret, der sætter den op. Heller ikke den tyske dramatiker Armin Petras, som har skrevet manuskriptet ud fra romanen. Og altså slet ikke os, der kikker på – medmindre vi er litterære nørder og historikere, der vil yde Tolstoy og epoken retfærdighed i en analyse af baggrunden anno 1860.
BULDRENDE NUTID
Det, der interesserer os, det er nogle mennesker, specielt ét menneske: Anna Karenina, der tér sig desperat, fordi hun ikke kan styre sit opbrud fra mand og barn og sine naturdrevne, rimelige, men ellers ikke vulkanske drifter. Men så i øvrigt disse mennesker, der – ligesom Anna – er ofre for deres egen selvoptagethed og raver i blinde for at finde et sted at stå fast.
F.eks. gemalen, der strømmer over af forurettelse – Jens Jacob Tychsen spiller ham som en bankdirektør anno 2011, der bliver hængt op af bestyrelsen på at have hældt i 34 milliarder i kloakken ved en fejlmanøvre, hvorpå konen forlader ham.
Vi er i buldrende nutid. Med utroskab og fornærmet jalousi. Og venner og familiemedlemmer, der som Annas svigerinde Dasja er groet til i hus og hjem og børn, mens hendes mand Stefan, Annas bror, er en glad, kynisk fætter på evig kurs efter damer, og til eller fra natklubben. Laura Bro er den sure og mopsede desperado, der er irriteret over svigerinden Anna, der bare scorer og render fra det hele, mens hun selv hugger med sin selvrespekt i vandkanten. Og Stefan, Mads M. Nielsen, som griner sig fra det hele.
Et galleri af typer, der lige så godt er hentet ud af et nutidigt katalog, og også bliver det i denne opsætning, selvom kostumeringen er lidt utydelig.
’KÆRLIGHED’
Er vi i trediverne eller i 90’erne?
Ligegyldigt. Vi er i en almen og eviggyldig tilstand af jammer over menneskelig dårskab, konventioner, der hele tiden skaller, og det manipulerbare begreb kærlighed, som ingen er i stand til at klargøre betydningen af, ud over at det befinder sig et sted mellem almindelig liderlighed og rimelig og fornuftig tryghedsnarkomani.
Hvad stiller man op, når man er den unge Kitty, som bliver kasseret i flugten, da kæresten Vronskij i Carsten Bjørnlunds fulde marineofficers-skrud sejler frontalt ind i Anna Karenina og hendes fortryllende attraktioner? Kitty – Karin Heinemeier – udskifter så balroben med brudesløret, da godsejer Ljovin tilbyder sig – de to, Heinemeier og Rasmus Hammerich, har forestillingens morsomste scene, da de et øjeblik er nyforelskede og skriver gækkebreve til hinanden på væggen.
TEENAGER
Megen morskab bydes der ellers ikke på, men vil følger da Stine Stengades Anna Karenina med betydelig øm medleven, som hun vikler sig mere og mere ind i sit selvforskyldte fatale kæresteri, der skal forstille glødende passion, men egentlig mere fremstår som en teenagers forvildelse. Barn er hun dybest set, og barn har hun, og barn må hun forlade.
Hun er offeret for en romantisk drøm og betagelse, der ukontrolleret må ende i katastrofe. En rørende og smertelig skæbne, men ikke nogen græsk tragedie, og på den måde en meget moderne, nutidig affære, der kunne hænde sig i Vanløse eller Brønshøj. Stine Stengade svinder en smule ind i Anna-rollen – også og måske fordi hun dybest set rammer en figur mindre godt på scenen end på film. Se på den plakat for ‘Anna Karenina’, der hænger på busserne. Stine er til nærbilleder.
FREMDRIFT OG STILSTAND
Forløbet er i sin dramatiske form interessant. Det er halvvejs naturalistisk teater, men også iblandet de medvirkendes kommentarer til egne handlinger, en slags indre monologer, der bliver til både fortælling og analyse af intentioner.
Det giver fremdrift det ene øjeblik, stilstand det næste.
Samtidig med at Alexa Ther bringer de medvirkende på banen – tit uventet – som voyeurer. Eller vidner. Eller remindere til os om åbne eller gedulgte reaktioner hos de andre involverede i forviklingerne. Klippeteknikken i film og tv-serier er ikke gået ubemærket over dansk teater.
Det er ikke bare interessant. Men også ret godt.