Kirsten Olesen i Skuespilhuset som Brunhilde Pomsel i ‘Et tysk liv’ (Scenografi: Mårten K. Axelsson. Foto: Camilla Winther)

HUN SAD NÆSTEN PÅ SKØDET AF GOEBBELS –  MEN JØDER OG GASKAMRE? ALDRIG HØRT OM DET

Mesterlig præstation af Kirsten Olesen. Men hvor interessant er den nazikvinde, hun portrætterer?

Dramatiker: Christopher Hampton. På basis af en dokumentarfilm om Brunhilde Pomsels liv. Iscenesætter: Liv Helm. Scenograf: Mårten K. Axelsson. Medvirkende: Kirsten Olesen. Spilles i Skuespilhusets Mellemgulvet.

****

HVORDAN skal vi opfatte Brunhilde Pomsel? Denne kvinde, der i Skuespilhuset via Kirsten Olesen fortæller sin historie i ’’Et tysk liv’. Brunhilde er ikke nogen helt. Men er hun interessant som en slags antihelt? Eller bare som vidne til verdensbegivenheder? Fordi hun har været i nærheden af Goebbels, arbejdet for ham, spist middag hos ham, set efter hans børn, når de var på besøg i hovedkvarteret oplevet 2. verdenskrig, siddet på rækken bag Goebbels under hans hårrejsende tale i 1943, da han brølende spørger ’Wollt ihr den totale Krieg!’ og modtager et jublende og heilende svar fra kæmpeforsamlingen.  Hun har oplevet sammenbruddet i Berlin i 1945, siddet som fange hos russerne, såmænd i koncentrationslejre, som danske modstandsfolk, politifolk og jøder få år før har været spærret inde i, mishandlet i, døde i Buchenwalde, Sachsenhausen.

FANTASTISK historie sådan set. En kvinde, der har været tættere på end alle historieskriverne. Men alt sammen bliver fortalt, uden at vi for alvor bliver berørt af denne Brunhilde Pomsels skæbne. Heller ikke i Kirsten Olesens fremragende formulerede monolog denne aften i Skuespilhuset. Eller bliver vi alligevel? Og skal vi berøres? Hvordan skal vi forholde til Brunhilde Pomsel?

VI har på teatret oplevet utallige skildringer af såkaldt små mennesker, der møder nazisme og diktatur uden at optræde som helte. Lige fra Falladas ‘Lille-mand-hva’-nu?’, Brechts ‘Mutter Courage’ og til Haseks barber i ’Diktatoren’ – mennesker, der finder deres egen praktiske måde at overleve på. Med humor og sarkasme. Nogle gange med selvsikkerhed, nogle gange med tvivl og risiko og vaklen mellem tab og gevinst som hos brødrene i ’Det store stilehefte’ på Husets Teater for nylig. Brunhilde Pomsel kører bare løs hele vejen med almindelig accept af begivenhederne, lidt nysgerrig, lidt undrende, mest optaget af – ikke bare at overleve, men af at have det fredeligt, sjovt og godt. No matter what.

DET er en mærkelig oplevelse. Er fortællingen som teaterforestilling andet og mere end den forbløffende dramadokumentar, der har været lavet på film? Og som selvfølgelig er forbløffende, fordi denne Brunhilde Pomsel er 105 år gammel, da hun bliver filmet, og levende og billedrigt kan fortælle en historie om et liv, der rækker tilbage til før 1. verdenskrig – vi får jo det hele med: Hun har været vidne til Tysklands sammenbrud i 1918, de følgende kaotiske 20’ere, Tysklands økonomiske sønderknusning under de enorme krigsskade-erstatninger især til Frankrig, nazismens infernalske magtovertagelse i 1933 og landets forvandling til Hitlers diktaturstat, med jødeforfølgelser og brutal oprustning, en 2.verdenskrig på tysk foranledning. Som ender med at sætte landet selv i total brand. Bomberne falder om ørerne på hende, huse styrter sammen.

NÅ, hvad bliver så det næste? spørger hun nærmest venligt og interesseret, Som om hun blader i en børnebog. Og det er næsten, som om hun har været en tur på lejrskole, da hun efter fem år bliver løsladt fra den russiske fangelejr – og så lever hun lykkeligt til sine dages ende med gode jobs og til sidst en fredelig tilværelse på et plejehjem i München.

UNDERVEJS fortæller Kirsten Olesen hyggeligt om Brunhildes egne tilfældige små spring frem gennem livet som stenograf og kontordame, mest hos en jødisk forretningsmand, indtil han må forsvinde i 30’erne – og så dét, der vel er det mest fascinerende – netop som flerårig sekretær for Goebbels, den stjernebegavede, psykopatiske propagandaminister og fanatiske jødehader, som hun har været så tæt på. Hun har siddet i den underjordiske førerbunker i maj 1945, da Hitler begår selvmord, og Goebbels og hans kone gør ligeså, mens de tvinger deres fem børn til at tage gift.

HUN har som sagt været sovjetrussernes fange i efterkrigsårene. Utrolige og dramatiske ting er sket i hendes umiddelbare nærhed, men sådan som hun fortæller om det, er det som det er set gennem en glasvæg, en let flydende række af billeder, som om hun er tilskuer til en underholdningsfilm. Selv – og ikke mindst – de skarpe nærbilleder af Goebbels, den sirligt velklædte, handicappede, dværgagtige, charmerende, men uberegnelige chef, der inviterer sine ansatte på middag i samme åndedræt som han sender millioner af mennesker i døden. Alt glider ned som pudsige snarere end ubehagelige oplevelser. Nærbilleder af en mærkelig mand.

OG JO. Fascinerende er det selvfølgelig at høre denne kvindes ganske banale overvejelser om nazismen – som hun taler om som et eller andet, hun ikke behøver tage stilling til, hun kan dårligt nok huske, hvornår hun blev medlem af nazipartiet. Det var jo bare noget, man blev. Som så mange andre. Noget, hun ikke får andet end et arbejdsmæssigt forhold til. Det er et kontorjob. Timeløn, tysk flid og pertentlighed. Selvfølgelig får hun også nogle personlige bekendtskaber. De måles og vejes ikke efter politiske holdninger. Al snak om koncentrationslejre og jødeforfølgelser er tilsyneladende noget fjernt og uinteressant, åbenbart nødvendige ting i livet. Hun mister en god veninde, der hedder Eva. Eva var jøde, og nåh ja, det var jo ikke så godt. Det hed sig jo, at jøder var nogle værre nogle.

BRUNHILDE POMSEL er mest interessant som eksponent for almindelig, menneskelig skepsis og usikkerhed over for det farlige, det provokerende, det, der kan true ens egen sikkerhed. Hos Brunhilde dårligt nok skepsis og usikkerhed. Hendes valg over for alt i livet træffes automatisk og tilsyneladende ureflekteret. Instinktivt roder hun sig ikke ud i noget, der kan bringe hende i vanskeligheder. Det går jo meget godt alt sammen. Problemer tager de andre sig af. På den måde er stykket et aktuelt a propos til manges refleksioner over f.eks. ytringsfrihedens konsekvenser og islamiske reaktioner på satiretegningerne.

DEN tone, Kirsten Olesen og instruktør Liv Helm lægger i Brunhildes lange monolog, svinger tæt omkring den ureflekterede overlevelses-mekanisme hos hende. Vi fornemmer kun snerter af tvivl. Jeg har ikke set dokumentarfilmen med hende. Om den rammer samme tone som teaterversionen, ved jeg ikke. Detalje-hukommelsen hos Brunhilde har bare været utrolig. Og troværdig på sin egen facon.

gregersDH.dk