LYSTVANDRING

PÅ BO HOLTENS

JAGTMARKER

H.C. Andersen og Sophus Claussen, en obo, en fagot og en perfekt sopran.

Bo Holten: Kejserens Nye Klæder – Obo Koncert  – Tusmørkets Viser. Odense Symfoniorkester. Dir.: Bo Holten. Solister: Palle Knudsen (baryton), Gert Henning-Jensen (tenor), Max Artved (obo), Christine Nonbo Andersen (sopran) og Morten Østergaard (fagot) 

****

PÅ forsiden er værktitlerne skrevet på engelsk. Dacapo har eksport i hovedet. Pyt så. Men det er grafisk klodset.

CD’en er en lystvandring i Bo Holtens verden af musikalske indfald. Man ved dårligt, hvor man skal begynde og ende. CD’en begynder med Holtens ’Kejserens nye klæder’. Så gør vi dét. Det er en net og underholdende version af H.C. Andersens eventyr, tongue in cheek som så tit hos Bo Holten, historien bliver fortalt præcist, muntert og dramatisk koncentreret på basis af digterens tekst, men skam for fuld musik: Symfoniorkester, kor og solister. Det lyder måske overvældende – stort apparat i sving, og jo da, men luftigt og enkelt. Holten skrev værket til uropførelse i DRs koncertsal i 2005 i anledning af at digter Andersen fyldte 200 år. Det foregik i DRs koncertsal.

NU er optagelsen foretaget i Odense. Barytonen Palle Knudsen er på én gang fortæller og kejser, og tenoren Gert Henning-Jensen er både den ene og den anden fidus-skrædder, der stikker kejser og hof blår i øjnene med ekstravagante, ikke-eksisterende kostumer. Holtens Musica Ficta-kor kvidrer og pludrer lystigt med som hof eller folkemængde. Et raffineret levende set up af denne short story. Bo Holten overfører den andersenske morale med herlig ironi, kejseren hopper i baryton Palle Knudsens udgave glad, forvirret og blåøjet i bagholdet, tenor Gert Henning-Jensen er i sit es som krukket skrædder med stumper af fransk accent, og det ganske regi er som en spraglet vifte af løftede pegefingre og fortælleglæde – kulminerende i den lille drengs: ”Jamen, han har jo ingen ting på!” og et efterfølgende instrumentalt og vokalt kaos, hvor kejseren og alle ’går bananas’, som Holten selv beskriver det i CD’ens noter.

DET kunne være gjort til en stort anlagt opera-komedie. Det er det ikke. Det er en musikalsk fortælling af næsten strawinskisk mådehold.

Bo Holten (Foto: Dacapo Records)

MENS vi så er i huset hos det odenseanske symfoniorkester, springer vi videre til Holtens obo-koncert med titlen ’Il romanesco’, en spraglet suite for obo og orkester inspireret af italiensk-inspirerede, barokke dansesatser – passacaglia, tarantel m.m. og anført af Odense Symfoniorkesters solo-oboist Max Artved. Alt skrevet af Holten under et ophold i Rom engang i 90’erne. Kønne, varmt klingende stykker, sjovt nok bestykket med små overraskelser hist og her – Schumanns ’Träumerei’ forvilder sig ind, også et Händel-tema fra ’Messias’, lutherske koraler og et Richard Strauss-motiv ’Beim Schlafengehen’ fra ’Vier letzte Lieder’. Så meget, der synger med i obo og orkester. Messingblæserne og solooboen har undervejs også noget for – bevidst tvivl f.eks. om man skal på dur eller mol-spor – Max  Ortved nogle gange, som er han i tvivl, om han skal styre mod dur eller mol, så han forlyster sig med nogle glissandoer.

MAN lytter glad til den obo-koncert.

OG så er det tid til sange. En helt fortryllende række af Holten-sange til tekster af Sophus Claussen, den danske digter, der levede præcis samme år som Carl Nielsen (1865-1931). Claussen skrev frodige og blomstrende digte. Impressionistiske, fulde af en blanding af symboler og overraskende realisme, talende naturpoesi med undertoner af mystik, men også saftfuld, duftende kærlighedslyrik. ’Tusmørkets viser’ kalder Holten de otte sange – det er ikke Sophus Claussens overskrift til sangene – Holten har hentet teksterne fra flere Claussen-digtsamlinger. Der er tusmørke i nogle af dem, men sandelig ikke i dem alle – ’Kavalérsorger’ er en kåd, fjantet erotisk sang. Og ’Du som en lille kattekilling er, du kåde barn’ ligner ved første øjekast en børnesang om en kattekilling, der leger med et nøglegarn, men… ’mig arme djævel triller, som var jeg et nøglegarn… jeg mellem dine poter ruller viljeløs omkring.’

VI er på erotiske breddegrader.

BO HOLTEN er på talefod med digtene, følger og omslutter dem med lette flor af orkestrale idéer, især kærtegn til solofagotten, der er i munden på Odense Symfoniorkesters Morten Østergaard – fagot var engang Bo Holtens eget instrument, da han gik på konservatoriet, så det er gammel kærlighed. Men det er sange, og dér har Holten fået en ung sopran på banen, der med den sikreste indlevelse og stemme får de sange til at tale og klinge. Hun hedder Christine Nonbo Andersen. Hun behandler teksterne perfekt, synger med et minimum af vibrato – næsten vibratoløst i højden som f.eks. i ’Sagtelig’ – ’sagtelig timer glide/her ved din side/i duftende eng’.

 Christine Nonbo Anderseen (Foto: Dacapo Records)

ET fund til de sange. Hun er sikkert skolet i ’Musica Ficta’-ensemblets beskæftigelse med italienske madrigaler og barokmusik. Sammen med Holtens minutiøst gennemarbejdede brug af fagotten og orkestret rammer hun perfekt Sophus Claussens sprog og dramatiske rytme.

gregersDH.dk