Paul Hüttel, Birthe Neumann og Henrik Jandorf i ‘Stuk’ (tegning: Claus Seidel)
Herman Bangs ’Stuk’ som sceneshow – et stykke flimrende teater. Så flimrende som bogen.
****
KUNNE det lade sig gøre? Omsætte Herman Bangs flimrende romaneksperiment ’Stuk’ til teater? Jo da. Men man kunne da frygte det værste. Den østberlinske instruktør Frank Castorf fra Volksbühne har tidligere demonstreret, hvordan han som en Dracula kunne kaste sig over f.eks. H.C. Andersens ’Snedronningen’ eller Wagners ’Mestersangerne’ – begge gæstespillet på Det Kgl. Teater – og flå handling ind til knoglerne, brække knoglerne og kyle dem omkring sig, så ophavet var uigenkendeligt. Vi har også for nylig oplevet hans discipel Milan Peschel drive al uhygge ud af ’Macbeth’ på Aalborg Teater og gøre historien til drama omkring en pølsevogn på en forladt losseplads. Latteren rungede.
UMÅDEHOLDENT
Så, hvad nu? ’Stuk’ som et sceneshow, der sådan set fejler alt muligt: for langt, for uoverskueligt – og for ubegribeligt, hvis man går efter en handling, der følger en snor eller som adlyder klassiske regler om tidens, stedets og handlingens enhed. Men skråt op med alt det – bortset fra dét med længden. Castoft er en umådeholden forbruger af sin egen hittepåsomhed. Man sidder som så ofte før og mumler: Nå, nu slutter vi her. Nå ikke? Så her da? Heller ikke o.s.v. Jeg aner heller ikke, hvordan mennesker, der ikke har læst Herman Bangs mærkelige roman, får hoved og hale i, hvem der er hvem, hvorfor og hvornår i forestillingen på Skuespilhusets Store Scene.
ANTENNERNE OP
Hvis man har læst bogen, så får man faktisk den samme oplevelse med sceneversionen. Flimmeret, springene, replikkerne, som flyver som vildfarne raketter i luften, mylderet af personer, der er hjertegribende banale i deres tanker og handlinger, dumme, skæve, selvoptagne, idiotiske, eller hvad de nu er. Og hvis man ikke har læst bogen, kan man, vil jeg tro, leve med i forestillingen – hvis man vel at mærke sætter antenner op, der bereder sig på lade det hele komme som det kommer, skuespillere, der pludselig skifter roller, mænd, der spiller kvinder, kvinder, der spiller mænd, ubegribelige personer så vel som begribelige. Lykkeligst og morsomst måske Paul Hüttel, der spiller alt fra gammel dame til konferensråd og oldingeprofessor. Vist et par ting til, tror jeg.
BYGGEBOOMET
Kort historie, ok: En slags hovedperson er journalisten Herluf Berg – glimrende spillet af Jens Albinus – som svinger sig op til teaterdirektør i ledtog med parvenuen Ole Martens, der løber i galop med eksplosionen i Københavns udvikling i 1880’erne, bygger og bygger, bl.a. et stort teater, for nu skal der være fest og drøn på og tjenes penge. Det er dét, Herman Bangs ’Stuk er berømt for – en sarkastisk skildring af byggeboomet, det finansielle amok-løb i datidens København, snobberiet, skidtet, der kommer til penge – og det iskolde finanssammenbrud, da det hele koger over. Henrik Jandorf er denne teatralske udgave af Stein Bagger, eller hvem man nu vil associere til. Der er jo nok at tage af i øjeblikket. Teksten, som Castoft har brygget i samarbejde med den danske dramaturg Jeppe Kristensen, afholder sig i øvrigt lykkeligt fra alt for mange nutids-henvisninger. De sjoveste er de musikalske.
LATTERVÆKKENDE
Scenisk har Castoft afstået fra at flytte os alle de steder hen, hvor Herman Bang opererer med sin Herluf Berg og de øvrige. Han har koncentreret ’historien’ omkring teatret, dets opførelse, den høje teatralske cigarføring, da det åbner, og vanviddet, depressionen og døds-bakkanalet, der det går ned. En perlerække af lattervækkende skuespilpræstationer, oplevet undervejs i de pluk, parenteser og lynglimt, der er stilen: Birthe Neumann som fru Martens, en frue med slag i, Tammi Øst – ligesom Paul Hüttel tildelt flere opgaver, borgerfrøken med længsel efter sin journalist og strømlinjet advokat m. m., Helle Fagralid som yngling med overskæg, og Ernesto Carbone som flæbende investor. O.s.v. Listen er lang.
VANVITTIGE PERSONER
Romanen får man egentlig kun rigtig udbytte af ved at dvæle og genlæse. Herman Bang skriver den i et utal af impressionistiske glimt, og der gemmer sig en afgrund af motiver, impulser, frustrationer og følelser bag hver eneste replik. Det med København og Københavns forvandling er bare grundtemaet – Et ’paradis for gøglere’, som Paul Hüttel siger. Emnet København er ellers mindre betonet i Castorfs sceneudgave. Han er mest optaget af de vanvittige personer og deres spilmuligheder. Og dén får ikke for lidt. Den bedste måde at opleve sceneversionen i er som et stykke musik. Et moderne partitur, som spiller på et hav af temaer, skaber forvirrende øjeblikke, øjeblikke, du ikke behøver at forstå, men bare sanse. Lattervækkende, rørende eller absurde. Jeg tror, men får mest ud af at gå til stykket fordomsfrit, med åbne sanser og en vis nulstilling af almindelig logik. Det er jo heller ikke netop logik, man sidder og gnaver efter, når man hører et stykke musik. Litteraturhistoriske og byhistoriske finesser kan man gemme i skuffen til senere brug. Og Castorfs ofte affyrede sprøjt ud mellem sidebenene fra hans indbyggede antikapitalistiske vokabularium er der, men med sordin på.
