'Breaking the Waves' Odense Teater St. Scene 5.2.09 Anm.

008331

Cecilie Stenspil og Sophie Louise Lauring i ‘Breaking the Waves’ på Odense Teater (Foto: Carsten Andreasen)

BESS, YOU ARE…

Lægeroman eller Blodbryllup? ’Breaking the Waves’ er i hvert fald voldsomt teater i Odense.

****

CECILIE STENSPIL træder straks ved stykkets åbning frem til rampen, stiller et spørgsmål til Gud – og svarer selv. Med Guds stemme.
Der skal mod til. Af to grunde.
Publikum – de 80 pro cent – forbinder hende med den rolle, hun pt spiller i tv-serien ’Livvagterne’. Det ved hun selv. Det ved teatret.
Det er udsat. Det må hun og teatret se i øjnene. Koderne i vores bevidsthed skal slå en volte. Dér står Jasmina, politibetjent med serbisk indvandrerbaggrund. På scenen: Bess, den skotske mø, som Lars von Trier, ekspederer ud i et religiøst kærlighedshelvede i ’Breaking the Waves’. De næste, næsten tre timer har hun hovedrollen.
Rolleskift er skuespilleres vilkår. Men Cecilie Stenspil er ung og ny i faget. Rollen er tilmed yderst krævende.

UDFORDRINGEN

Bess er en udfordring, der kræver mod.
Ligesom en teater-opsætning af ’Breaking the Waves’ i det hele taget kræver mod. Hvor er filmens miljø, hav, bjerge, uophørlig vekslen mellem stilstand og bevægelighed i farver og billeder, nære og fjerne? Du kan sætte Vinterbergs ’Festen’ på scenen, det er stort set indendørs, én dekoration.
’Breaking the Waves’ stiller store krav til ikke bare dekoration. Også til skuespillernes evne til at skabe billederne for vores øjne. Til teksten, som skal give dem muligheden for det. Til instruktøren, som skal gøre det indlysende, at handlingen er en syndig blanding af realisme og surrealisme. Syndig – når nu stykket handler så meget om synd og skyld.
Den er svær.

BESS

Vivian Nielsen, der har skruet teksten sammen til teaterbrug (allerede til opførelse i Oslo for et halvt år siden), har – så vidt jeg kan se – fulgt drejebogen ret loyalt. Og dermed også koncentreret det mest dramatisk interessante stof hos pigen Bess. Det er dér brudlinjerne ligger, konflikten, det helvedes rusk i krop og sjæl.
Og det er dér, Cecilie Stenspil skal stå prøven. Og gør det. Med et til at begynde med lidt forsigtige udspil. Men efterhånden voksende i det tragiske vanvid, som ligger latent i pigen. Ensom, forvirret. Og fladtrådt af et klaustrofobisk, kristent udkantsmiljø, men ikke mere end at hun i sin offerrolle ustandselig rejser sig med ukuelig vilje til overlevelse. På sære præmisser ganske vist – hun lever op til sin invaliderede ægtemands freudianske krav om at hun lever et sexliv med andre mænd som surrogat for det sexliv, han ikke selv mere kan gennemføre med hende. Cecilie Stenspil har fint styr på de mange skift mellem naiv uskyld og glødende seksualitet, ømhed og raseri, indsigt og sindssyge.

KARONS BÅD

Stemmeteknisk behersker hun jongleringen mellem pigen og hendes Vorherre – så troværdigt som den slags nu kan blive, når vi i øvrigt accepterer det teatralske, surrealistiske regi, som f.eks. mod slutningen lader en drabelig, men også komisk association til græsk drama og mytologi dukke op: Selveste Karon padler frem for at forestå transporten til det dødsrige, der er endestationen for både Bess og hendes Jan – den ulykkesramte boreplatform-arbejder.
Det sidste er ikke mere absurd end hvad vi så i Odense Teaters udgave af Kaj Munks ’Ordet’ i forrige sæson – hvor Johannes tror, han er Jesus, og hans afdøde kæreste vandrer over scenen som hvidklædt, violinspillende engel. Odense Teater er måske i gang med en føljeton af overnaturligt teater. Bliver ’Mød mig på Cassiopeia’ mon næste kapitel?

DEN EVIGE LÆGE

Fokuseringen på Bess i opsætningen sker til en vis grad på baggrund af, at flere af de øvrige figurer har relativt lidt at spille med og udfylder enkelt tegnede roller: Lars Lønnerup som præsten, Ole Møllegaard som den lokale menigheds stivnakke og f.eks. Hanne Hedelund som moren. Selv den større rolle som svigerinden Dodo giver ikke Sophie Louise Lauring mulighed for andet end at være entydig forstående og barmhjertig samaritan.
Der er mere kød på Lars Simonsens læge, som ganske vist næsten er den evige læge fra Ibsens ’Vildanden’ til Kaj Munks ’Ordet’, ’Lise Nørgaards ’Matador’ og hvor man ellers anbringer læger som rationalismens lille lysende nødraket. Men Lars Simonsen får da udfoldet den indbyggede vaklen i doktormanden – erotisk og religiøst. Og intet forhindrer den begavede Anders Gjellerup Koch i at brænde igennem som den enkle borebisse Jan, der mobiliserer den dybtliggende, primitive vrede og frustration over sin skæbne, da han stædigt tvinger Bess ud i mareridtet.
Den Bess, som får Cecilie Stenspil derhen, hvor hun kan demonstrere, at hun er til en masse mere end den enstrengede politi-babydoll i ’Livvagterne’.

SCENEN

Men det er ellers et sært stykke. Det ene øjeblik lægeromanføljeton. Det næste som en skitse fra Dantes Inferno eller ekko af Lorcas ’Blodbryllup’ eller – som sagt – ’Ordet’.
Scenografisk er opsætningen vellykket, fordi svenskeren Erik Söderberg har formået at ramme filmens rå natur med en nøgen scene, der brydes af og til – ikke af bølgeslag! Men af buldrende udbrud fra bagscenen af bor og platform.
Problematisk er til gengæld stykkets slutning, der læsser sekvens på sekvens i en art grand guignol-bestræbelse, der underminerer tragedien. Den rystende begravelse af Bess er alt nok. Et sort gys svækkes af ét til.

GregersDH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *