ERLKÖNIGS TOCHTER!
’Elverskud’s erotisk blændværk i overrumplende tysk udgave med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen
Komponist: Niels W. Gade. Tekst: H.C. Andersen m.fl. Orkester: Concerto Copenhagen. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Solister: Sophie Junker, Ivonne Fuchs og Johannes Weisser. Kor: DR Vokalensemble.
Niels W. Gade: Erlkönigs Tochter – Elverskud. Dacapo CD 8226035.
*****
EN herlig provokation: På et tidspunkt, hvor vi bedøver os i danske sange, sidder man pludselig og lytter til noget af det mest danske: Gades ’Elverskud’ – sunget på tysk!
DET er en indspilning, der har stået på hylden i nogle måneder. Glemt. Måske i egen tilbageholdende diskretion. Måske genert under bruset af al det danske om ørerne på den. Men skam få en, hvis man ikke alligevel – Guten Morgen! på denne wunderschönen sidste dag i Monat Mai! – lytter til Niels W. Gades tonedigtede trylledrama om hr. Oluf og elverkongens datter, ser det hele for sig, lader sig forføre af fløjternes og violiners hvirvel af skovens nattetåger omkring Elverhøj, følger hr. Olufs vilde ridt gennem natten, mens desperationen flår i ham – hvad er det, jeg har rodet mig ud i? gisper han – hjemme venter hans udkårne og bryllupsgæsterne – og hans mor, der aner farerne, der lurer i den mørke skov. Herligt og smukt spillet af Concerto Copenhagen og sunget af glimrende sangere, alt under Lars Ulrik Mortensens direktion.
MEN hvorfor på tysk, denne højromantiske perle i dansk musik? Det er der en god forklaring på. Niels W. Gade tilbragte en del år i Tyskland, i Leipzig i 1840’rne, hvor han gjorde karriere som dirigent, han kunne formodentlig være blevet dernede, fik også ry som komponist, men valgte København, hvor han skrev ’Elverskud’. Værket er uropført i 1854 på Det kgl. Teater, men allerede i det næste par år vandrede det videre til koncertsale i Tyskland i tysk oversættelse, versionen poleret med forøget instrumentation af Gade selv. ’Elverskud’ blev et hit, for musikken havde vinger, nordiske eventyr og myter var tillokkende, bare tænk på de kilder, Wagner øsede af, tænk på trolddommen i Webers ’Jægerbruden’ – Niels W. Gade var godt med, han havde allerede haft en gedigen succes med sin ’Ossian-ouverture’, skrevet over den mytiske Ossians middelalderdigte – som vist slet ikke var skrevet af en, der hed Ossian, men glem dét.
’ELVERSKUD’ blev i den tyske udgave døbt ’Erlkönigs Tochter’ og hamlede på sin egen facon op med Schuberts ’Erlkönig’ – rytterens flugt med sin søn gennem natten jaget af Døden – her den besatte yndling, dér den forskræmte dreng i favnen på sin far. ”Jetz fasst er mich an!” råber drengen. ”Jetzt fasst sie mich an!”, råber hr. Oluf, da Elverkongens datter når til håndgribeligheder efter alle sine afviste tilbud om silkekjole og sølverne brynje. Det et værk, som er på velkendt bølgelængde, men i en ny sammenhæng.
SÅ her har vi årsagen til, at denne nye indspilning af Gades ’Elverskud’ med titlen ’Erlkönigs Tochter’, er tysksproget. Oversat til tysk allerede året efter den danske premiere og straks spillet flere steder, bl.a. i Hamborg og naturligvis i Leipzig. Vi må lige tage en dyb indånding og blive indforstået med, at de berømte ord i hr. Olufs romance – ”det er som mit hjerte var delt i to/det vokser vel sammen med tiden” lyder på tysk ”Es ist mir als wäre mein Herz geteilt/die Qual wird doch einst wohl enden”. Måske blive indforstået, men alligevel i vores stille, måske lidt oprørte sind høre og mime de danske ord med – moderens resignerede ’Hr. Oluf ist todt”, så enkelt og tæt på, så tungt, folkevisens determinerede accept af livet, der uopretteligt indeholder døden. Mere sprogligt turbulent, da vi undervejs lytter til Gades geniale indlæg af Ingemanns ’I østen stiger solen op’ – dansk korsangs livstykke – ”Im Osten geht die Sonne auf” jo, selvfølgelig, men hvad stiller man op på tysk med slutlinjerne: ”Et glimt fra Paradisets kyst/hvor Livets Abild gror”, som bliver til ’Sie schenket Lind’rung jedem Schmerz/erhielt des Kummers Nacht”? Vi lytter, og lytter lykkeligvis til en intimt syngende kor, der balancerer den enkle, smukke sang ind i det musikdramatiske forløb umiddelbart før hr. Olufs hjemkomst til konfrontationen med moderen, bruden, bryllupsfesten. Så kønt og neddæmpet, men knugende og stærkt i Lars Ulrik Mortensens og musikernes udgave, med en baryton som den norske Weisser, der skaber en hr. Oluf, underspillet, men gribende dramatisk i maskulin usikkerhed. Suppleret med den svenske mezzo Ivonne Fuchs’ jordisk smukke mezzo som moderen, og den belgiske sopran Sophie Junkers spinkelt førte, lysende og uhyggeligt forførende elverkongedatter.
DET er afgjort en feinschmecker-udgave af ’Elverskud’. Som sagt lidt af en provokation for ’Elverskud’-vante danske ører. Hurtigt overvundet. Vrisser man, kan jo bare gå den trygge gang hjem til sin danske indspilning eller gå til ’Elverhøj’ på Det Kgl. – hvad man godt kan spare sig, for denne nationale, kulturelle trygheds-doper – vores barndoms teater-indvielse – har ikke været på teatrets repertoire siden det københavnske kulturby-år 1996, da Det Kgl. sat ’Elverhøj’ i Dyrehavens Ulvedale. Kuhlaus musik og Heibergs sange i ’Elverhøj’ er små ædelsten af danske sange – som musikteater kunne ’Elverhøj’ måske fortjene en renæssance i hænderne på en iscenesætter, der tør og vover mere en nostalgisk genoplivning. Der skal mod til.
gregersDH.dk
