'Johannespassionen' Mogens Dahls kammerkor, ensemble og solister 17.4.2014 Anm.

Fra opførelsen af Pärts ‘Johannespassionen’ i Christianskirken. (privatfoto)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HVA’ SÅ, PILATUS?

 

 
Fortættet, kølig, men dramatisk ’Johannespassion’ af Arvo Pärt i Christianskirken.

 

*****

 

JEG har magt til at løslade dig. Og magt til at korsfæste dig. siger Pilatus.
Du har ingen som helst magt over mig, svarer Jesus.
God, gammel konfrontation. På en skærtorsdag aften.
Drama. Endda trekantsdrama: Folket er tredje part: Jøderne.
Pilatus siger til jøderne: – I skal vide, at jeg ikke finder ham skyldig!
Folket: – Korsfæst ham! Korsfæst ham!
Det er godt at have teksten ved hånden til Arvo Pärts ’Johannespassion’.
Værket synges på latin, men trykkes i programmet på latin og dansk. Man kan sidde og genopfriske sit lemlæstede skolelatin.
Men sandelig også gøre sig nogle dramaturgiske overvejelser om dette vildt koncentrerede drama: Er Pilatus en helt, der bringes i dilemma fra to sider? Fra Jesus i det ene ringhjørne, og folket i det andet? Eller er det djævelsk fascinerende, at manden nok for længst har besluttet sig til, at Jesus skal korsfæstes. Men hvorfor? Fordi han er bange for Jesus? Eller bange for jøderne? Og kører han komediespil for åben skærm?
 

STRAMT I AVE

Man kan tage sin bibel og spekulere sig frem til svarene gennem de forskellige evangelier. Men altså også her i Christianskirken ved at lytte til Arvo Pärts passionsfortolkning.
Arvo Pärt er en estisk komponist, der har indlagt sig fortjeneste ved at skrive enkel, moderne musik. Det har givet ham priser, f.eks. Sonningprisen for nogle år siden. Musik, der distancerer sig fra tolvtone- og anden musik fra den generation, der er født i 20’erne og 30’erne. I hans ’Johannespassion’ klare, næsten ubevægelige flader af musik, der bevæger sig horisontalt, men afvekslende mellem solister som Pilatus og Jesus og evangelisten, sunget af et minikor, og folket, som er et større kor.   
Det er altså benfrit, men også dramatisk på sin egen facon. Ikke gennem store udladninger, som man kan opleve det f.eks. hos Bach. Teksten siger de brutaleste ting omkring både afhøringen hos Pilatus og selve korsfæstelsen. Men Pärts musik holdes stramt i ave.
Det skaber i virkeligheden stærkt dramatiske virkninger mange steder. Også en betydelig monotoni.
Det er en stil, der altså har sine fortrin og bagsider.
I den udgave, dirigenten Mogens Dahl, hans kammermusikere, hans kor og hans ypperlige solister udfolder på denne aften, er kontrollen stram og fortættet og loyaliteten over for Pärts nedtonede skrivemåde loyal. Virkningen derfor sine steder lige så overvældende som teksten. Knap, men dirrende under overfladen. Præcis som vi denne aften oplevede solisterne, bassen Jakob Bloch Jespersen som Jesus og tenoren Adam Riis som Pilatus.
En oplevelse på ikke mere end en time i Christianskirken. Med regnen silende ned udenfor. Koncentreret opmærksomhed inden døre. Og organisten Søren Johannsen svævende himmelsk ved sit orgel på pulpituret over alteret.

 

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *