‘Erasmus Montanus’ Aarhus Teater Store Scene 10.2. 2017

'Erasmus Montanus' på Aarhus Teater er en festlig dansk børnehave, hvor kirken får det sidste ord.

at_erasmusmontanus_7047_foto-emilia-thereseAndreas Jebro som Erasmus på vej til kirkebryllup. (Foto: Emilia Therese)

 

 

SOM BARN IGEN

 

’Erasmus Montanus’ på Århus Teater er en festlig dansk børnehave, hvor kirken får det sidste ord.

Dramatiker: Ludvig Holberg. Bearbejdelse: Christian Lollike, Tanja Diers og Dennis M. Brink. Instruktion: Christian Lollike. Scenografi: Gehrt & Grarup. Medvirkende bl.a.: Andreas Jebro, Anders Baggesen, Lotte Andersen, Zaki Youssef, Lars Brygmann, Ole Thestrup, Nanna Bøttcher, Sofie Nolsøe, Simon Mathew og Andreas Nikolai Petersen. Plus et kor på seks sangere.

’Erasmus Montanus’ er et samarbejde mellem Århus Teater og Teater S/H i København. Spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 11. marts. Spiller på Østre Gasværk T. i København januar 2019.  Varighed 1 t. 45 min.

*****

AT se den nye ’Erasmus Montanus’ på Aarhus Teater er som at blive barn igen. Opleve en forestilling, hvor leg erobrer scenen. Opleve Holberg struttende af lyst til at sende modsætninger i hovedet på hinanden. Christian Lollike fuld af eventyrlige idéer om sætte fut i handlingen og ting på spidsen.
Ingen af delene kommer sådan set bag på os, for vi kender jo vores pappenheimere.
Men sjovt går det til. Der åbner sig fra start et lyksaligt pap-sceneri af stråtækt landsbyidyl med hvid kirke og takket tårn i midten. Og så føres vores gamle venner på banen, én for én, rundbuede Ole Thestrup: Jeronimus. Smalle Anders Baggesen som Jeppe, og det er ikke ham ’på Bjerget’, selvom han hedder Bjerg til efternavn og lægger navn til sin søn Rasmus Bjerg, lømmelen, der bare er fin på den og kalder sig Erasmus Montanus. Og så de andre: Mor Nille, Magdelone, Lisbet, den udkårne o.s.v – alle sammen i det mest kridende hvide, som om de skulle konfirmeres hele bundtet, i hvert fald til noget særligt, og det skal de jo, for de venter på at tage imod søn Rasmus, der har været i hovedstaden for at studere i to år.
Alle dukker frem, som var det vores barndoms dukketeater. Ført ind på stang. Det er gribende, og bliver det endnu mere, da et lille kor passerer kirken på samme facon, mens de synger ’Op al den ting som Gud har gjort’, regelret for fire stemmer. Måske har Lollike lige som Kasper Holten leget med dukketeater som dreng og genopfrisker legen. Holten fremførte efter sigende ’Ringen’ i dagligstuen.
Det er så det lille landsbysamfund, vi ser på Aarhus Teater, og vi tror ikke rigtig på det bondske. Ikke før Erasmus’ bror Jakob står der og ligner den bondejokke han skal, i kluns og med høtyv.
Og hvor har vi Erasmus. Han kommer kravlende ned fra kongelogen, Andreas Jebro, endnu hvidere i al sin hovedstads-pragt, iført paryk, som triller ud over hans knold som små særudgaver af dødehavsrullerne.

HØJDESPRING

Hvor skal vi hen med historien? Den flyver videre derudaf med en Jebro, der flagrer gennem forestillingen, gestikulerende og kvidrende i sine studentikose højdespring med al den nyvundne, akademiske, verbale blomsterpragt, han har erhvervet sig og nu kan dupere bonderakket med.
Som en overmoden, klassisksproglig gymnasieelev nedlægger han sin stedlige konkurrent Per Degn i konkurrencen om, hvem der kan flest latinske ord. Lars Brygmanns Per Degn er så standhaftig, som Holberg gør ham, knalder fermt kvikke syllogismer i hovedet på Erasmus af samme model som Erasmus netop har brugt mod sin mor – den, hvor Erasmus beviser, at Nille er en sten.
Mor Nille, Lotte Andersen i betuttet udgave, bruger det bedste og eneste våben mod overrumplingen: Hun tager den store kleppert på skødet og synger vuggevise, så han slumrer ind, barn igen i moders favn.
Den underholdende magtkamp mellem jordbunden bondefornuft og akademisk hovmod føres med festlig vitalitet og pejler dramatisk frem mod nøgle-diskussionen om, hvorvidt jorden er rund eller flad som en pandekage. Altså en diskussion om fastlåste folkelige traditioner og videnskabelige kendsgerninger.
Fornøjelsen består i på den ene side at se de djærve landsbyboer med bror Jacob, far Jeppe og kommende svigerfar Jeronimus samt Per Degn i spidsen punktere den unge mands udgydelser med jordbunden logik. På den anden side se, hvordan studenten render sine nyerhvervede sandheder ind i den samme jordbundne logiks betonmure af uvidenhed.

TRYGHEDS-KIRKEN

Det er her der – oven i – brænder noget mere for Lollike og hans medforfattere i redigeringen af teksten. Holberg er først og fremmest optaget af oplysningstidens tanker om viden kontra uvidenhed. Udspekuleret stiller han sig et sted, hvor han både kan latterliggøre den umodne student med den rigtige viden og samtidig have forståelse for menigmands snusfornuft. Alle er værd at holde af. Og værd at grine af.
Men der er en grund til, at dekorationen på Aarhus Teater placerer kirken i centrum. Iscenesættelsen og bearbejdningen har mere fat i, at folk kalder Erasmus for ugudelig og en ukristelig kætter, end den er optaget af hans vanvittige ideer om sol og jord og måneformørkelser – en stor del af de underholdende passager om de emner er borte ligesom f.eks. det meste af snakken med hans bondebror Jakob – i Zaki Youssefs skikkelse – om vigtigheden af jorddyrkning og de penge, der skal på bordet, for at man kan sende storebror på universitetet.
Og da Erasmus til sit stædige ’Jorden er rund’ – føjer et ’og Danmark bygger ikke på kristne værdier’, falder hammeren. Militæret indfinder sig med Livgarden – eller er det Tivoligarden? – og hele den tyrkiske musik. Erasmus – og sandelig Andreas Jebro – må opleve at blive klædt splitternøgen og trukket ved sit skinbarlige lem til krigstjeneste af løjtnanten, her i skikkelse af gardens 1,45 m høje tamburmajor, indtil han omsider opgiver ævred, bøjer sig og ender foran kirken til salmesang og kristen vielse med Lisbet.
Krig og kristendom i salig forening. Den er tyk. En ironisk kobling,  ikke specielt skarptslebet hos Holberg.
For Holberg er knægten blevet tæmmet, næppe overbevist. Han er bare en lille dansker, der går på kompromis, når det kommer til stykket.
Han har splittet landsbyen ad – Jebro gør det helt fysisk, da han vælter alle scenograferne Gehrt & Grarups nydelige papkulisser i et rent distortion-orgie af desperation.
Men han ender med at blive en del af den. Den danske landsby.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *