Enetime Teatret ved Sorte Hest 20.10. 2017

Nazistisk vold eller kønspolitisk vrede som emne for 'Enetime' - Ionescos absurde teaterperle?

 

Rosalinde Mynster og Mads Wille i ‘Enetime’ (Tegning: Claus Seidel)

PÅ SKOLEBÆNKEN

Nazistisk vold eller kønspolitisk vrede som emnet for ’Enetime’- Ionescos absurde teaterperle fra 1951?

Dramatiker: Eugène Ionesco. Iscenesætter: Marie Vinterberg. Scenograf: Marianne Nilsson. Medvirkende: Rosalinde Mynster, Mads Wille og Sarah Boberg.

’Enetime’ spiller på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbrogade indtil 2. december. Varighed: Ca. en time uden pause.

****

HER er i hvert fald guf til debatten om uddannelse og undervisning: Teatret ved Sorte Hest spiller ’Enetime’. Et slagnummer fra 1951. Skrevet af den rumænsk-franske dramatiker Eugène Ionesco, spillet uafbrudt i over 60 år på det samme teater i Paris og i øvrigt med flid overalt, også tidligere på Sorte Hest. For ikke at tale om på Det Kgl. Teater, hvor balletversionen af Flemming Flindt har været ud og ind på repertoiret siden. Senest som gennembruds-forestilling for Ida Prætorius som eleven.

DET handler om en lærer, der opsøges af en ambitiøs 16-årig pige. Hun har brug for et skub til sin videre uddannelse på universitetet. Vi lukkes med ind af lærerens assistent i et kulsort rum i lærerens private lejlighed. Han ser undersøgende og lidt nervøst på pigen – ikke så underligt, for hun er hans elev nr. fyrre på kort tid, han har myrdet de forrige niogtredive, og assistenten har lige indskærpet ham, at nu skal han gøre det hele ordentligt.

DER er ikke meget musik i forestillingen, men til indledningen hører vi den sang, en dreng i Hitlerjugend-uniform synger i filmen ’Cabaret’ som underholdning for et sommerpublikum i en park i Berlin: ’Tomorrow belongs to me’. Så ved vi, hvor vi skal hen – en art nazistisk demonstration af styrke over for svaghed. Magt udøvet med vanviddets terroristiske råstyrke. Absurditetens sejr over menneskene med hårrejsende, lammende argumenter.

STYKKET er morsomt – langt hen ad vejen (Ionesco kalder det selv ‘drame comique’). Mads Wille er læreren, han kredser først omkring pigen med enkle opgaver. Hun er imødekommenheden selv. Rosalinde Mynster spiller hende med lokkende uskyldighed, latteren runger, efterhånden som spørgsmål og svar svinger over i det absurde fra begge sider – hun lægger tal sammen perfekt, men går – til hans irritation – i baglås, når hun skal trække fra. Indtil han giver hende en milliardstor sammenlægnings-opgave og hun på sekunder svarer rigtigt i rablende tempo. Vi er ikke i selskab med et autistisk vidunder. Men vi er til grotesk, absurd teater.

DET fortsætter med sproganalytiske problemstillinger i forholdet mellem forskellige spansk-latinske dialekter som sardisk og catalansk – det rykker et sekund i os, dét med det catalanske – er vi til dagens debat, nej vi er ikke. Vi er til vild, crazy volapyk med en elev, der pludselig får tandpine og hvis tandpine vokser med rasende kraft, mens læreren med stigende hysteri pisker løs på pigen for at få svar på alt vrøvlet. Frem til finalen, hvor han stikker en kniv i hende, og stramtanten Sarah Boberg hovedrystende hjælper ham med at slæbe liget ud. Hvorpå hun kan gå til telefonen og sige velkommen til næste elev.

Opsætningen styres af Mads Willes kontrollerede og voksende, verbale kraftudbrud og Rosalinde Mynsters kamp for at beherske sin nedtur og underkuelse frem mod slagtningen. Og fjernstyres på sær vis i vores hoveder af Sarah Bobergs skjulte tilstedeværelse.

HVAD hensigten er med dette stykke? At fortælle om klassisk kønskamp og brutal, ubegribelig voldtægt? Det vil nogle nok være i stand til at koble på aktuelle hændelser. Eller er det et angreb på al mulig pseudovidenskab og jagten på absurd, uoverskuelig almenviden? Altså spillet lige nu som bidrag til undervisnings-debatten? Eller er det måske simpel magt og afmagt konkretiseret i et lærer/elev-forhold – med en udenforstående som bare folder hænderne og ser til? Ionesco skrev stykket kun fem år efter nazismens sammenbrud. Maria Vinterberg lader nazi-melodien fra ’Cabaret’ runde stykket af og sætter hagekorset på Willes og Bobergs ærmer, da de bærer liget ud. Ionesco bad vist om noget i den retning.

gregersDH.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *